Myndighedssagsbehandlere på børne- og ungeområdet skal manøvrere i en kompleks virkelighed, hvor der både er krav om indgående indsigt i lovgivningen på området og kompetencer til at inddrage sårbare børn, unge og forældre. De skal samtidig være i stand til at sikre sammenhæng og løbende opfølgning i sagsforløbet således, at der træffes lovmedholdelige afgørelser.
Det er derfor afgørende, at myndighedssagsbehandlerne formår at balancere kompleksiteten således, at den foldes tilstrækkeligt ud til at kunne oplyse sagen, men samtidig at myndighedssagsbehandleren formår at indskrænke kompleksiteten i samspil med barnet/den unge, så der hurtigst muligt kan træffes en afgørelse.
Dette 5-dages praksiskursus sætter fokus på myndighedsarbejdet i alle faser af et sagsforløb, så der sikres systematik og høj kvalitet i sagsbehandlingen ud fra både et juridisk og socialfagligt perspektiv.