Hvorfor skælder vi ud?

Mennesket har i mange tusinde år benyttet sig af tvang, skældud, kropslig afstraffelse, sanktionering og lignende uetisk betonede metoder til at ”få nogen til at gøre noget”. Og vores samfund er til dels stadig struktureret efter denne gammeldags tilgang til socialisering af dets borgere, blot med mere subtile versioner af metoderne. Men vi ved i dag gennem forskning, at der er andre – og mere positive – veje at gå, og særligt når det gælder opdragelse. Derfor vil denne artikel sætte fokus på, hvorfor det egentlig er nødvendigt at komme væk fra disse gammeldags metoder til opdragelse og tænke det anderledes, når barnet nogle gange kan have en adfærd, som er udfordrende for tålmodigheden.

Se også relevant kursus: Skolevægring – Bag om skolefravær 

Skæld ud pædagogik

De fleste forældre, pædagoger, lærere m.m. har sandsynligvis prøvet at komme til at skælde et barn ud, sanktionere eller gøre brug af tvang i pressede situationer i frustration og mangel af bedre, hvor et barns adfærd opleves grænseoverskridende eller endda provokerende. Det er ok – mange mennesker kan sikkert huske en eller flere gange, hvor de har fået skældud i barndommen, og de er alligevel blevet normale, hvad end det vil sige, og lever et godt liv. Men det bliver – som nævnt indledningsvis – problematisk, når brugen af disse negative og ældgamle magtmidler bliver de primære metoder i opdragelsen. Forskning har i den anledning, både nationalt og internationalt, dokumenteret en masse uheldige bivirkninger igennem de sidste 70 år, hvor jeg her vil gennemgå de mest kendte.

5 videnskabelige grunde til ikke at skælde ud:

1. Modelindlæring af: ”Den, som er fysisk overlegen, vinder konflikten”.
   De fleste er bevidste om, at børn imiterer voksnes adfærd, og at voksne med omsorgsrelationer til barnet er en rollemodel for dets læring og udvikling. Dette er ikke anderledes, når det gælder adfærd i form af skældud, tvang og lignende negativt betonede magtmidler, som anvendes til at vinde en konflikt med. Så når en teenager for første gang begynder at svare igen på irettesættelser, er det måske ikke altid – som ”tv-eksperter” ofte postulerer – en oprørsperiode. Det er blot adfærd, der er blevet indlært ved at observere de signifikante voksne i den unges liv. Forskning inden for forskellige teoretiske orienteringer har slået fast, at vi imiterer andre mennesker livet igennem. Det er i det perspektiv ikke tilfældigt, at størstedelen af indsatte i fængsler ikke bliver resocialiserede, men blot mere kriminelle, som hovedpersonen i en fantastisk film, ’En verden udenfor’, meget sigende beskriver det: ”I had to come to prison to be a crook”.
2. Undgåelsesadfærd.
   Grunden til at mennesket, homo sapiens, har overlevet og udviklet sig til det dominerende dyr på jorden, skyldes blandt andet og helt basalt, at vores hjerner er indrettet til at undgå det, som potentielt kan skade os. Det var en rigtig smart funktion, da man i urtiden derfor var hurtig til at lære, hvordan man eksempelvis skulle undgå at blive ædt en af løve. Eller, at man her i nutiden, nærmest automatisk ved, at det kan være skadeligt at hælde en øl ud over en rocker som en joke. Det er den samme funktion, som bliver aktiveret, hvis man får meget skældud af den samme person. Som en konsekvens heraf begynder barnet eller den unge, som en naturlig respons på en mulig ”farlig situation”, at lyve i pressede situationer eller prøve at skjule, at han/hun eksempelvis har sneget sig af sted til en fest, der ellers blev sagt nej til. Det skyldes, at den urgamle funktion i vores hjerne, som sørger for, at vi undgår ”farlige situationer”, bliver aktiveret, hvis vi ved, at der er risiko for skældud eller sanktionering i håb om at øge chancerne for, at det undgås.
3. Nedbrydning af den gode relation
   I psykologien anvendes begrebet ’positiv valens’ eller ‘negativ valens’ om en stimulus, som enten associeres med gode eller dårlige følelser. Her kan man i denne sammenhæng forestille sig, at en voksen, med en omsorgsrelation til et barn, hele tiden og dynamisk fungerer som en stimulus, der enten kan være af overvejende positiv eller negativ valens. Hver gang barnet har gode oplevelser med den voksne, styrkes den positive valens, men hver gang der skældes ud, sanktioneres, gøres brug af tvang m.m., styrkes den negative valens. Med andre ord så får relationen mellem barn og voksen en lille, men ikke ubetydelig, ”ridse i lakken” for hver gang, der gøres brug af skældud.
4. Skade på selvværdet
   Det er veldokumenteret i forskning, at megen skældud og få succesoplevelser i barndommen på lang sigt skaber en høj risiko for selvværdsproblemer i ungdommen og voksenlivet. Selv små ting i hverdagen bliver beskrevet som værende problematiske af personer, som har indgået i undersøgelser om lavt selvværd i relation til at have fået meget skældud. Her nævnes blandt andet noget så simpelt som at række hånden op og sige noget i en lektion på studiet, tage initiativ til at invitere på en date, at kunne rejse alene og – i den lidt større ende – at tro på, at man grundlæggende er god nok, som man er som menneske.
5. Stress og en negativ spiral
   Sidst, men ikke mindst, er det også en psykisk og fysiologisk hård belastning for den, som skælder ud. Hver gang der skældes ud, udløser hjernen ”klar til kamp”-stofferne kortisol, adrenalin og noradrenalin. De er – og har været – vigtige for vores overlevelse i et evolutionært perspektiv, men hjernen og kroppen er ikke designet til, at de skal udløses på jævnlig basis; det kan over en længere periode føre til stress og i værste fald, depression og angst. Som en yderligere uheldig bivirkning, så forstærkes hjernen i, at skældud er en passende reaktion på en potentiel konfliktsituation med barnet, hvis det ændrer adfærd som konsekvens heraf. Det bliver altså mere og mere automatiseret at skælde ud, jo mere man gør det. Denne uheldige udvikling kan ses som en negativ spiral for både barnet og den voksne, der begge oplever intensivering af mistrivsel i takt med, at der skældes meget ud.

Når ovenstående er blevet slået fast, betyder det så, som jeg var inde på indledningsvis, at alle voksne, der har skældt et barn ud en enkelt gang, eller endda mange gange, skal få et nervesammenbrud af dårlig samvittighed? Nej, men det betyder, at det er vigtigt at forlade sig på forskning og oplysning i stedet for skæve erfaringsrum og heraf være opmærksom på at begrænse, eller helt eliminere, brugen af skældud og lignende metoder, da der er andre – og mere positive – veje at gå.

Kursus om alternativer til skæld ud

Se vores kursus: Bo Hejlskov – Om udfordrende adfærd hos børn

Kom på denne inspirerende temadag med den anerkendte psykolog Bo Hejlskov Elvén. På dagen sætter vi fokus på Low Arousal-tilgangen i det pædagogiske arbejde.

Vi har desuden samlet alle vores kurser og efteruddannelser til pædagoger her.