Når børn mistrives, er såvel forældre som fagpersoner naturligvis optagede af at forstå, hvad der er galt. Det er vigtigt ikke kun at rette fokus på barnet, men også undersøge og forstå den virkelighed, barnet er en del af. Måske handler det om sygdom eller psykisk lidelse, skilsmisse, misbrug eller andre svære livsomstændigheder og vilkår, der har ramt familien.
Når livet er svært, har børn brug for voksne, der forstår. At tale med børn er dog forskelligt fra at tale med voksne. At tale med og forstå børn kræver først og fremmest, at vi forstår og har øje for barnets virkelighed.
Kursusdagens indhold:
På denne kursusdag får du socialrådgiver og familieterapeut Karen Glistrups samt børnepsykolog Birgitte Ørnstrups bud på, hvordan du som fagperson bedst møder og hjælper børn og deres familier, når familien er ramt af svære livsomstændigheder.
Formiddagen med Karen Glistrup
Karen Glistrup indleder dagen og stiller skarpt på åbenhed mellem børn og voksne. At ’skåne’ børnene med tavshed er en dybt rodfæstet tradition i vores kultur. Men tavshed om det smertefulde gør børnene usikre og planter følelser af skyld, skam og forkerthed, ligesom børns mestringsstrategier/mistrivsel i sådanne situationer ofte mistolkes som noget, der er galt med barnet. Så hvordan bryder du tavsheden og taler med børn, der har det svært?
Fokuspunkter:
- Med undervisning som består af både små teoretiske oplæg, levende eksempler fra praksis og mikroøvelser, får du viden om, hvordan samtalen – som ikke bygges op af spørgsmål – kan gribes an
- Du lærer om, hvordan nærvær og autenticitet skaber god og ligeværdig kontakt - og gør samtalen om de nok så vanskelige emner ubesværet
- Du får indblik i et nyt perspektiv på opsporing og kontakt med børn i familier med familierelaterede belastninger
- Gennem konkrete eksempler - set i et neurologisk perspektiv – får du kendskab til, hvilken betydning tavshed om forældres mistrivsel har for barnets trivsel
- Du får også inspiration til, hvordan du med forældrenes hjælp kan møde barnet på en måde, der på én gang føles hjælpsom for barnet og for de voksne
Eftermiddagen med Birgitte Ørnstrup
Birgitte Ørnstrup fortsætter undervisningen om eftermiddagen – og kommer med sine kvalificerede bud på, hvordan du støtter børn, der har det svært. Børn har brug for tilgængelige og trygge voksne at læne sig op ad, når de ikke trives – men hvad indbefatter det? Hvordan taler du med barnet? Og hvad gør du, hvis barnet ”mangler” ord?
Fokuspunkter:
- Med afsæt i den almene udviklingspsykologi får du viden om og eksempler på, hvordan du hjælper børn, når de er i svære familiære omstændigheder. Omdrejningspunktet er, at børn ikke er voksne, og at det kræver hensyn og faglighed at tale med børn, men også at forstå dem
- Du får inspiration til, hvordan du hjælper og giver børn de rette omstændigheder til at kunne udtrykke sig om svære ting. Det gælder også de børn, der har vanskeligt ved at udtrykke sig med ord – og hvor det er brugbart at inddrage andre børneorienterede metoder som f.eks. leg
- Du får indsigt i, at det at føle sig forstået og hjulpet drejer sig om mere end ord, og at du kan arbejde på flere forskellige niveauer, når du i mødet med et barn mærker, at noget er meget svært
- Desuden får du indsigt i, at det i mødet med børn er vigtigt at forstå barnets afhængighed af sine vigtigste omsorgspersoner/forældre, og at børn har brug for, at voksne lytter, men også at de forstår og tager ansvar
Målgruppe for kurset
Kurset er relevant for dig, der i dit arbejde møder børn og familier; det gælder f.eks. psykologer og andre ansatte i PPR, myndighedssocialrådgivere, familiebehandlere, pædagoger, lærere, AKT-medarbejdere, sundhedsplejersker, familieplejekonsulenter, plejeforældre mv.