Topmøde for fremtidens børn - Seminarer
Topmøde for fremtidens børn

Topmøde for fremtidens børn

En tværfaglig dag om den trygge start på livet for ufødte og nyfødte børn. 

Kom med til årets vigtige topmøde for dig, der arbejder med spædbørn, familier og gravide i udsatte positioner. Den løber af stablen den 2. april 2025 i Odense Congress Center kl. 9.00-16.00. 

Tryghed og stabilitet for ufødte og nyfødte børn har afgørende betydning for deres trivsel og udvikling samt for deres fysiske, psykiske og relationelle sundhed - såvel på kort som på lang sigt.

Når der er psykosociale problemer, rusmiddelproblematikker eller andre komplekse udfordringer i familier, kalder det på tværfaglig viden for at kunne skabe de bedst mulige indsatser og den rette støtte.

Derfor byder vi dig inden for på dette topmøde, hvor vi år har rusmiddelproblematikker i fokus.

Sammen med en række af de mest erfarne fagpersoner på området sørger vi for, at du bl.a. får:

  • Viden om ufødte børns sanser under graviditeten og epigenetisk påvirkning
  • Forskellige perspektiver på risikofaktorer under graviditeten og risikofaktorer for spædbørn
  • Viden om, hvordan afhængighed kan påvirke børn og gravide – både før og efter fødslen
  • Viden om hashforbrug og om rådgivning af kommende og nybagte forældre ift. hash
  • Indsigt i, hvordan der bliver arbejdet med forebyggelse af rusmiddelskader i Danmark og i andre lande

Alt sammen med fokus på at skabe en dag spækket med vidensdeling og udvikling af den tværfaglige forebyggelse af rusmiddelskader.

Målgruppe:

Topmødet er for fagpersoner fra kommunalt, privat og regionalt regi, der arbejder med gravide, børn og familier i udsatte situationer, hvor rusmidler, vold og traumer er en mulig komplikation for graviditeten, barnet og forældreskabet.

Vi stiler imod, at topmødet bliver et årligt og vigtigt mødested for læring og inspiration for dig, der er optaget af forebyggelse af omsorgssvigt og traumer samt af forebyggelse og opsporing af vold og rusmiddelproblemer hos gravide og småbørnsforældre.

Dagens oplæg:

Topmødet består af 7 spændende oplæg. Klik og læs mere 👉

Michela Wedel, Stifter af foreningen Fremtidens Børn

Medfødte senfølger af rusmiddelindtag under graviditeten: Hvordan gribes forebyggelsen an i udlandet  

Michela Wedel er stifter af Fremtidens Børn og modtager tit spørgsmål om, hvordan man arbejder i andre lande, når det kommer til gravide med rusmiddelindtag og børn med senfølger heraf. Michela giver ved dette oplæg et overblik over indsatser og resultater fra en række lande, der arbejder for at reducere omfanget af børn med f.eks. føtalt alkoholsyndrom. Oplægget bidrager med inspiration fra et internationalt perspektiv. 

Henrik Dybvad Larsen, Psykolog

Tryg tilknytning begynder i fosterperioden  

For få år siden var fosterperioden en overset periode af barnets liv – psykologisk set. I dag anses den for at være blandt de mest betydningsfulde faser i et menneskes liv.  

Der er behov for at udfordre forestillingen om, at fostret kommer til verden som et ubeskrevet blad. Ufødte børn sanser, føler, lærer og påvirkes i høj grad i løbet af fosterperioden.  

I oplægget skal vi blandt andet se på, hvordan vi styrker tilknytningen mellem mor og barn i fosterperioden og dermed bygger fundamentet for en tryg tilknytning senere i barnets liv.  

Torben Breindahl, Cand.scient.

Rusmiddelscreening under graviditeter - Fejlkilder og risici ved brug af 'on-site' hurtigmetoder 

Torben informerer med dette oplæg om fejlkilder og risici ved brugen af 'hurtigtests', der er vigtige, når vi arbejder med udsatte kommende forældre og rusmiddelbrugende familier, samt når der er samarbejde om urinanalyser. Anbefalingen er, at 'on-site'-metoder, der er usikre for patientsikkerheden, suppleres eller helt erstattes med konfirmatoriske laboratorieanalyser.   

Christopher Schmitz, Klinisk behandler

Cannabisrygning under graviditeten  

I sit oplæg kommer Christopher ind på, hvilken betydning hash har for fostret og moderen, ligesom han zoomer ind på, hvilken indvirkning hash kan have på forældrenes forældreevner og barnets psykologiske udvikling, herunder traumer

Rikke Struve, Pårørende til ung med FASD

Viden om føtalt alkoholsyndrom – pårørendevinklen til børn og unge med senfølger af rusmiddelindtag under graviditeten.   

I dette oplæg fortæller Rikke om FASD, og hvordan hun oplever at være pårørende til en ung med FASD i Danmark.   

Kirsten Ladefoged, Psykoterapeut MPF

Oplæg om et gruppeterapiforløb for sårbare mødre 

Kirsten fortæller om et gruppeterapiforløb, hun faciliterer i samarbejde med Sund By, en del af Horsens Kommune. 

Projektet henvender sig til mødre, der af den ene eller anden grund betegnes som sårbare, og som har et ønske om at blive opmærksomme på, hvilke mønstre og sårbarheder, de har med sig fra barndommen, og hvilke muligheder de har for at ændre på disse mønstre.  

Social- og Boligstyrelsen v. Helle Rotbøll Randløv

Social- og Boligstyrelsens anbefalinger til indsatser og samarbejde omkring udsatte gravide med rusmiddelforbrug og børn, der får følger heraf.  

 

Styrelsen udgav i 2022 to forløbsbeskrivelser: Én der omhandler graviditet og rusmiddelforbrug, og én der omhandler følgerne for børnene. Oplægget anlægger et helhedsorienteret blik på begge områder og bidrager med bl.a. viden om indsatser og behovet for tværsektorielt samarbejde. 

Beskrivelser af oplægsholdere:

Michela Wedel
Michela Wedel
Stifter af foreningen Fremtidens Børn
Michela er uddannet bachelor i socialrådgivning, videreuddannet inden for biologisk antropologi og human osteologi. Hun er erfaringsbaseret specialist i risikofaktorer under graviditeter med afhængighed af rusmidler og er stifter af organisationen Fremtidens Børn. Michela har et særligt indgående kendskab til lovgivningens spændingsfelt imellem sundhedsloven og serviceloven.
Christopher Schmitz
Christopher Schmitz
Klinisk behandler
Christopher har 20 års erfaring som klinisk behandler af hashmisbrug og har uddannet over 600 behandlere.

Han er forfatter til bøgerne “Forælder til hashryger” og “Den vigtigste bog du nogensinde har læst om Cannabis”. Han er ofte benyttet som debattør og paneldeltager i den offentlige debat om cannabis. Desuden er han initiativtager og koordinator i Netværk af Danske Cannabis Behandlere
Henrik Dybvad Larsen
Henrik Dybvad Larsen
Psykolog
Henrik er cand.psych.aut. og er specialist i psykoterapi og supervision af psykoterapi. Er desuden uddannet traumeterapeut, spædbarnsterapeut og småbørnskonsulent.
Torben Breindahl
Torben Breindahl
Cand.scient.
Torben Breindahl er kemiker, cand.scient., ved klinisk biokemisk afdeling på Regionshospitalet Nordjylland.
Rikke Struve
Rikke Struve
Pårørende til ung med FASD
Rikke har en unik viden og et unikt indblik i, hvordan det kan føles at være født med senfølger af rusmiddelindtag i graviditeten, og i hvordan fagpersoner kan hjælpe børnene, de unge og de pårørende til at trives så godt som muligt.
Kirsten Ladefoged
Kirsten Ladefoged
Psykoterapeut MPF
Kirsten er oprindeligt uddannet lærer og arbejder nu som selvstændig certificeret psykoterapeut, supervisor og oplægsholder.
Helle Rotbøll Randløv
Helle Rotbøll Randløv
Specialkonsulent i Social- og Boligstyrelsen
Helle er specialkonsulent i Social- og Boligstyrelsen og har været projektleder på arbejdet med de to forløbsbeskrivelser, der danner baggrund for hendes oplæg.
TID & STED
Den 2. april 2025 i Odense Congress Center fra kl. 09.00 til 16.00.
PRIS
Pris for deltagelse er kr. 1.995, - ekskl. moms. Prisen er inkl. morgenmad, frokost og eftermiddagskage samt kaffe og te ad libitum.

Skal din organisation repræsenteres med en stand på topmødet?
Vi har et begrænset antal stande til salg til 2.005 kr. (ekskl. moms). Kontakt os og hør mere.