Digitale medier og online fællesskaber er ikke længere kun sociale, men identitetsskabende og normdannende – og i nogle tilfælde direkte skadelige. De påvirker vores børn og unges syn på krop, køn, grænser, magt og relationer.
På årets konference sætter vi fokus på to højaktuelle og komplekse problemstillinger, som i stigende grad præger børn og unges digitale liv:
- AI (kunstig intelligens) og de nye muligheder for digitale krænkelser
- Manosfæren - det ekstreme onlinefællesskab, der vinder fodfæste i Danmark
Med fra konferencen tager du bl.a. ekspertviden om:
- De digitale universer, der fylder hos børn og unge netop nu
- Aktuelle risici og trusler i børn og unges online liv
- Hvordan AI bruges til deepfakes og manipulation
- Manosfærens indflydelse på synet på køn, magt og maskulinitet
- Hvordan du forebygger, håndterer og opdager digital mistrivsel
- Hvordan du taler med børn og unge om digitale grænser og onlinefællesskaber
Dagens program:
Den digitale verden anno 2026 v/ Mie Oehlenschläger
Konferencens moderator og første oplægsholder, ekstern lektor og etisk rådgiver Mie Oehlenschläger, giver et indblik i den digitale virkelighed, som børn og unge navigerer i, og introducerer et fælles sprog til at forstå de online risici. Undervejs præsenterer hun også algoritmernes betydning for det indhold, man eksponeres for.
Mies oplæg sætter scenen for konferencen og leverer et stærkt fundament for at forstå de udfordringer og temaer, der udfoldes i dagens øvrige oplæg.
Udsat for deepfakes v/ Marie Watson
Med afsæt i sin egen historie giver gamer Marie Watson et stærkt indblik i, hvordan AI-skabt indhold udgør et stigende problem blandt børn og unge, og hvordan AI kan bruges til at overskride grænser på helt nye måder, som vi kun lige er begyndt at forstå omfanget af.
Marie sætter ord på konsekvenserne for både den udsatte og for den, der krænker, og kommer med sit bud på, hvad vi som voksne og fagprofessionelle konkret kan gøre for at forebygge, støtte og handle rettidigt.
Digitale krænkelser – ansvar og handlemuligheder v/ Miriam Michaelsen
Miriam Michaelsen, advokat og en af landets førende eksperter på sit område, giver et indblik i de sager, hun møder, herunder hvilke former for strafferetlige krænkelser børn og unge kan møde, når de færdes digitalt.
Miriam sætter fokus på, hvorfor vi sammen bør flytte ansvar fra børn og unge og over på andre vigtige aktører, der har pligt til og mulighed for at sikre deres digitale tryghed, trivsel og rettigheder. Miriam præsenterer et ”skjold”, som vi bør etablere om vores børn og unge. En koordineret, tværfaglig indsats med en tydelig afklaring af roller, ansvar og handlekompetencer, hvor vi professionelle tager et fælles ansvar for beskyttelse, støtte og rettidig handling.
Manosfæren er kommet til Danmark v/ Maia Kahlke Lorentzen
Begreber som alpha, sigma og incel florerer hos vores børn og unge – særligt vores drenge og unge mænd. Begreberne stammer fra en række online fællesskaber fra Manosfæren, der diskuterer maskulinitet, køn, relationer og magt.
Men hvad er manosfæren? Og hvordan har den spredt sig i Danmark? Det udfolder specialist Maia Kahlke Lorentzen i sit oplæg. Maia sætter undervejs fokus på, hvordan påvirkningen fra manosfæren kan komme til udtryk i sprog, adfærd og relationer, og hun giver redskaber til, hvordan du som fagperson kan adresseres den.
Hvorfor tiltrækkes unge af ekstreme onlinefællesskaber? v/ David Madsen
Autoriseret psykolog David Madsen giver indsigt i de psykologiske mekanismer, der kan gøre børn og unge særligt modtagelige over for online fællesskaber præget af ekstreme holdninger, radikalisering eller grænseoverskridende adfærd.
Undervejs kommer han ind på, hvordan ensomhed, sårbarhed og søgen efter identitet og mening kan gøre unge mere tilbøjelige til at søge mod fællesskaber, hvor de oplever anerkendelse og tilhørsforhold – også når fællesskaberne kan være skadelige.
David kommer ind på, hvordan man kan tage den svære samtale, skabe tillid og støtte den unge i at bevare eller genopbygge sunde relationer og fællesskaber.
Dialog: Hvad kan vi gøre? v/ David Madsen, Miriam Michaelsen & Mie Oehlenschläger
Dagens sidste oplæg samler trådene fra konferencen og stiller skarpt på de vigtigste spørgsmål: Hvad kan vi gøre for at styrke børn og unges digitale trivsel? Hvordan reagerer vi, når vi opdager, at trivsel, identitet og adfærd påvirkes af online fælleskaber eller kunstig intelligens? Og hvor starter vi?
I en fælles dialog deler David Madsen, Miriam Michaelsen og Mie Oehlenschläger perspektiver på, hvordan vi kan forebygge digitale krænkelser, håndtere påvirkningen fra ekstreme fællesskaber og skabe tryggere digitale rammer for vores børn og unge. Du får inspiration, refleksioner og konkrete input til, hvad du kan gøre i praksis allerede fra i morgen.