I løbet af de sidste 10 år er andelen af børn og unge, der får en psykiatrisk diagnose som ADHD og autisme steget markant. Dette kan vi forebygge ved at sætte mere fokus på relationel trivsel og mistrivsel hos børn og unge. Relationsparadigmet argumenterer for at betragte relationen som mindste analyseenhed, når vi skal observere, analysere og evaluere på omfanget af trivsel og mistrivsel. Derfor bliver tilknytningsteorien og den socio-emotionelle udvikling af fundamental betydning for omsorgs- og læringsprofessionerne både i teori og praksis. Alle børn og unge “vokser af” at blive set, hørt og spejlet. Ved at betragte barnet i sin helhed og øge nysgerrigheden på hele barnets livssituation kan vi via en udviklingsstøttende kontakt i form af eksempelvis ændrede og sociale mikro-samspil erstatte en eventuel påtænkt medicinsk behandling - dog med respekt for, at medicinsk behandling kan være den rigtige hjælp for nogle børn og unge.