3 hurtige til Louise Brückner Wiwe om traumebehandling

Når mennesker udsættes for voldsomme eller traumatiske begivenheder, kan oplevelsen sætte sig som en traumereaktion. Traumereaktioner kan vise sig på mange måder og kan strække sig fra en gradvis tilpasningsreaktion til diverse alvorlige, patologiske reaktioner.

Hverken traumereaktioner eller traumebehandling kan standardiseres, og der er store individuelle forskelle på, hvordan mennesker med traumereaktioner kan og bør mødes.

Én af dem, der ved meget om og møder mennesker med traumer, er Louise Brückner Wiwe. Hun er autoriseret psykolog og specialist i neuropsykologi og psykopatologi, ligesom hun har massiv praksiserfaring med udredning af borgere og bl.a. har været VISO-leverandør siden 2014. Til daglig har hun specialklinikken Brückner Praksis i Aarhus, hvor hun og hendes kollegaer ser og udreder nogle af de mennesker, som har det allersværest og måske endda er “opgivet” fra anden side.

Louise Brückner Wiwe har desuden udviklet det anerkendte og meget anvendelige redskab Brückner Boksen, som hjælper fagpersoner med systematisk at skabe et overblik over det menneske, de arbejder med, og vedkommendes livshistorie.

I denne artikel svarer hun på 3 spørgsmål om traumer og behandlingen af traumer. Læs med herunder.

---

Kan du kort beskrive nogen af de skader, man kan have i hjernen som konsekvens af tidlige traumer?

Tidlig vanrøgt og mishandling af børn har særligt stor betydning for udviklingen af psykisk sygdom – også når man sammenligner med andre bagvedliggende årsager til psykisk sygdom. Forskellige typer overgreb ændrer forskellige dele af hjernen, og børnemishandling er den alvorligste risikofaktor for senere udvikling af psykisk sygdom og misbrug. Den amerikanske psykiater Martin Teischer siger: ”Der findes intet godt tidspunkt at mishandle et barn”, for mishandling forandrer hjernen, mens den udvikler sig, og da alle dele af hjernen udvikler sig i forskellig hastighed, kan de nyere områder bygges ovenpå og flettes ind i de ”mishandlede” områder af hjernen og give varige irreversible forandringer. I dag ved vi, at mishandling har en langt større effekt end hidtil antaget i udviklingen af bl.a. depression, bipolar lidelse, skizofreni, spiseforstyrrelser og selvskade samt sårbar kognition og lavere IQ, og vi ser langt mere konsistente og tydelige forandringer i hjernen, end vi hidtil troede muligt.

Hos spædbørn, der vanrøgtes i de første leveår, ses en øget tendens til en forstørret amygdala, som er et slags hjerte i det limbiske system og blandt andet hjælper med at afgøre, hvordan man reagerer på en trussel. Mishandling ses ligeledes hyppigt at formindske hippocampus, der har betydning for lagring af erindringer og dermed indlæring. Den bid af hjernen er særligt sårbar for en pige i 10-årsalderen, som bliver misbrugt seksuelt, og for drenge i 7-årsalderen, som bliver udsat for omsorgssvigt. Corpus callosum – hjernebjælken – der holder sammen på højre og venstre hjernehalvdel, er også tydeligt tyndere hos et menneske, som blev forsømt eller misbrugt som barn.

Kan du beskrive, hvorfor Brückner Boksen er relevant, når man arbejder med borgere med eksempelvis traumer?

I en traumefokuseret tilgang i borgerindsats giver Brückner Boksen ved sin struktur både overblik over, hvad vi allerede ved, og hvad der bør indhentes flere informationer om. Den hjælper os ved sin indbyggede struktur og overskrifter med at holde fokus på det vigtigste, og den vægter også informationernes betydning og indbyrdes samspil. Den minder os i sin opbygning og universelle beskrivelse om alle menneskers vilkår, når de dannes og udvikler sig, og den minder os om grundlæggende regler for menneskers funktion – både for dig som professionel og for de borgere, du er ansat til at samarbejde med. I samarbejdet med alle mennesker, der har brug for professionelle og/eller har fået diagnoser, stiller Brückner Boksen ved sine dynamiske anvendelsesmuligheder krav om, at vi forholder os til, hvor adfærd hos en borger kan komme fra. Dem, der får hjælp, har ofte diagnoser, og de har også betydende plads i boksen, men måden det enkelte menneske udtrykker sin smerte på kan både sige noget om traumernes oprindelse og tilgangen til den enkelte – i samtale såvel som indsatsvalg. Der er således en masse viden, der er supplerende til diagnoser i forståelsen af den enkelte borgers traumerespons, som kan være lige så vigtig at forstå og tilgå som diagnosen i sig selv.

Er det korrekt, at der er sket en ændring i tilgangen til borgere – fra at man tidligere har spurgt “Hvad fejler du?” til at spørge “Hvad er der sket dig?”. Hvad tænker du i så fald, at årsagen er til den ændring?

Det er en løbende proces i Danmark at få yderligere integreret traumebevidsthed og mere specialiseret traumetilgang – en proces, der så småt startede op i psykiatriske behandlingstiltag tilbage i 2010´erne. Kritikere har anført, at det er humanisme og medmenneskelighed pakket ind i nye ord, men hjerneforskning fra slutningen af 1990´erne og frem har – grundet de stadig mere præcise scanningsresultater – kunnet underbygge erfaringer fra arbejdet med skadede børn, unge og voksne. De har kunnet påvise faktiske skader på hjernen og deres sammenhæng med varianter af psykiske lidelser. Det er min erfaring, at det ikke er nået ud i alle kroge af psykiatrien, psykologien, det pædagogiske arbejde og socialrådgivning mv. – eller mange steder ved man det godt, men de vidtrækkende konsekvenser forekommer ikke i tilstrækkelig grad indarbejdet i forståelse og tilgang.

Der er en både menneskelig og systemisk/politisk udfordring i at bære vidne om, at dét, der sker helt spæde børn, kan give livslange, irreversible ødelæggelser af deres hjerner og muligheder, og ydermere kan betyde at også generationer efter det barn kan komme til at bære traumer i sig, sådan som den allernyeste forskning har påvist. Arbejder man med mennesker, har man naturligt brug for at kunne føle, at indsats nytter.

Louise Brückners 3 gode råd til arbejdet med mennesker med traumer

1) Forsøg at få indtryk af, hvad der er overgået det menneske, du samarbejder med: spørg vedkommende i en tryg ramme, som er tydeligt afgrænset for dig selv og den, du spørger. Forklar, at det er for – med afsæt i dette – at forstå udtryks- og adfærdsformer bedre. En af mine grundantagelser er, at du ikke kan gøre mennesker kede af det ved at spørge ind. De ER allerede kede af det, der er overgået dem, og kan de stadig mærke og vise det, kan det være et sundhedstegn

2) Vær med afsæt i Brückner Boksen åben for, at der kan være mange forskellige traumetyper, og at de mest dysfungerende borgere sjældent kun har ét traume, men derimod mange traumer tilført i mange faser af deres opvækst, og at de ikke nødvendigvis har klassiske PTSD-reaktioner på traumerne – traumeeffekter kan hos mennesker være pakket ind på de mest sindrige måder og kan både være indad- og udadrettede.

3) I 1937 sagde Nobelprismodtageren Albert Szent-Györguy: ”For hvert indviklet problem er der en løsning, som er enkel, nem at forstå – og forkert”. Citatet understøtter en anden af mine grundholdninger: ”Ting med mennesker tager tid”, og en lødig professionel indsats kræver tid og plads til omhyggelighed, eftertanke og selvrefleksion.