31. Aug, 2026
(Opdateret: 31. Aug, 2026)
Umotiveret efter ferien? Bare rolig, du er helt normal

Har du efter ferien følt, at din hjerne pludselig opfører sig som en sløv glødepære, der er lige ved at kapitulere?
Så er du nok bare blevet ramt af det, der sker for langt de fleste af os.
Det er nemlig, som om vi kommer til at forvente, at ferien vil være en magisk eliksir: Al træthed vil fordufte, og en flod af overskud vil fremover strømme igennem os.
Men selv når ferien har været virkelig skøn og fyldt med tid i laveste gear, kan den sjældent udføre mirakler. Når vi er tilbage på arbejde, rammer virkeligheden os derfor ofte i ansigtet som en hårdt oppustet badebold:
- Indbakken bliver gradvist fyldt med mails, der afkræver svar på stort og småt
- De opgaver, som ikke blev løst inden ferien, vil stadig have vores opmærksomhed
- Nye opgaver pibler frem
- Rammerne for arbejdet er stadig de samme, så hvis vi var trætte af dem inden ferien, river det virkelig i ”Jeg orker det ikke!”-følelsen nu
Hvis vi har det sådan efter ferien, betyder det ikke nødvendigvis, at vi skal ommøblere hele vores (arbejds)liv. Måske er det bare ferieblues og midlertidigt motorstop.
Men ferien giver et nyt blik på den hverdag, vi så rutinemæssigt bevæger os i, og det er værd at tage alvorligt.
Så brug de tanker, der pludselig rammer dig, til at give dit arbejdsliv et serviceeftersyn.
Måske er din nuværende rolle stadig den rette, men du har brug for nye kompetencer? Måske har du brug for at rykke dig til en ny rolle på samme arbejdsplads? Eller måske er du faktisk blevet klar til at kaste dig ud i noget helt nyt?
Hvis du genkender lysten til at slå nye faglige folder, kan du tage en tur herind og finde et væld af muligheder for kompetenceudvikling.
Foruden at give dit arbejdsliv et serviceeftersyn på den anden side af ferien, kan du desuden gøre én eller flere af nedenstående ting for at få tændt op under din energi og motivation igen.
5 gode råd til at finde energien og motivationen efter ferien
1) Fokusér på de ting, du har glædet dig til at komme tilbage til
Få sat gang i alle de positive tanker om dit arbejde allerede fra dag ét – og måske endda allerede inden, ferien er helt ovre. Det kan f.eks. være, du glæder dig til igen at grine sammen med dine kollegaer, tilbringe tid sammen med dine borgere/beboere, et forestående projekt eller en god frokostordning. Alt tæller. Det vigtigste er, at du bliver glad af at tænke på det.
2) Hav realistiske forventninger til, hvordan dit energiniveau skal se ud efter ferien
Der er ingen grund til at panikke, hvis din hjerne kører i slowmotion efter ferien. Det er helt normalt, at overgangen fra ferie til almindeligt hverdags- og arbejdsliv kan føles hård. Ferien kører i lavt tempo. Du kan tilrettelægge dine dage, som du vil, og beslutningerne handler måske mest om, hvad der skal spises til aftensmad, eller hvor mangle kugler der skal i isen. Hverdagen og arbejdslivet kører derimod typisk i et helt andet tempo, men du er ikke lavet til at gå fra laveste til højeste gear fra den ene dag til den anden.
3) Sænk tempoet i begyndelsen
Det er en rigtig god idé at trappe langsomt op efter ferien. Det kan f.eks. være, du har mulighed for at tage nogle halve dage eller kan starte op midt på ugen, så weekenden kommer lidt hurtigere. Det kan også være, du skal vente lidt med at kaste dig over de allermest krævende opgaver eller med at tapetsere hele kalenderen med møder.
4) Få lavet en god prioriteringsliste
Brug gerne de første dage efter ferien på at få dannet dig et overblik over dine opgaver og lave en realistisk prioriteringsliste. Overblikket giver ro, og du får struktur på arbejdet. Både overblik og struktur er guf for din hjerne, når den er lidt mere træt end normalt.
5) Læg mærke til det, der går godt i løbet af arbejdsdagen
Gik en samtale med en borger eller beboer rigtig godt? Kom du med en god idé på dagens møde? Fik du løst en opgave, som længe har ligget på dit bord? Få det lagt ind i det mentale arkiv, og skriv det evt. ned, så du i endnu højere grad vænner din hjerne til at tænke i positive baner.
Artikler
Relaterede artikler










