3 hurtige til Pernelle Rose om børns skilsmisseoplevelser

Pernelle Rose er uddannet familieterapeut og har en gruppelederuddannelse fra Den Sociale Højskole. Ud fra denne baggrund har hun i 19 år arbejdet med forskellige grupper, bl.a. unge mødre og anbragte unge, og så har hun været med til at skabe forbedringer i gruppeindsatser for højkonfliktuelle familier i kommunalt regi.

Netop gruppeindsatser har også været fokuspunkt for den forskning, Pernelle Rose har lavet i forbindelse med sit ph.d.-projekt. Her har hun stillet skarpt på samtalegrupper for børn med fraskilte forældre – et emne som ikke tidligere er blevet undersøgt på samme vis. 

Vi har stillet hende 3 spørgsmål om børns skilsmisseoplevelser og samtalegrupper. Læs med herunder.

Som en del af dit ph.d.-projekt har du fulgt 33 børn og interviewet 23 af dem. Hvordan har deres oplevelser med samtalegrupper generelt været?

Rigtig mange børn med skilte forældre har positive erfaringer med at deltage i en samtalegruppe. Flere børn kan godt genkende det at savne den forælder, de ikke er hos eller bor hos, og mange børn synes, at det kan være krævende at skulle skifte mellem to hjem. Det er dog ikke alle børn, der oplever, at deres skilsmisseerfaringer anerkendes eller gives nok betydning i grupperne.

I de grupper, som jeg har fulgt, lever børnene med helt forskellige livsvilkår som følge af skilsmissen. Fra børn, hvis familierelationer er præget af konflikter, til børn, der er glade for deres to familier. Som samtalegruppeledere må vi have blik for den mangfoldighed og de variationer, der kommer til syne i børnenes forskelligartede livsbetingelser i forhold til skilsmissen. Derfor er det rigtig vigtigt, at vi som fagpersoner er klædt på til skabe plads til børnenes forskelligheder og sikre, at børnene får forskellige meningstilbud i grupperne. Min forskning viser, at des mere vi trækker på skilsmisseforståelser, der tilskriver børnene handlekraft, jo mere plads skabes der til, at børnene kan genkende sig selv og være sig selv i de støtteindsatser, de bliver tilbudt.

Er der noget, som børnene giver udtryk for at mangle fra samtalegrupperne eller i hvert fald gerne vil se mere af?

Det er vigtigt, at vi som professionelle har indsigt i den nyeste skilsmisseforskning, herunder også forskningen om samtalegruppers betydning for børns trivsel. Det er afgørende, at vi forstår, at forskningen rammesættes som to modsatrettede positioner, da disse positioner afspejles i vores (for)forståelser. De to modsatrettede positioner er hhv. den problematiserende position, hvor en skilsmisse ses som en stor sorg, børnene potentielt aldrig rigtig kommer sig over, og så en position, hvor man tror på, at børnene finder en måde at klare sig på og har mulighed for at udvikle sig lige så godt som andre børn. 

Min forskning viser, at de (for)forståelser, vi har som fagprofessionelle, får betydning for, hvordan vi møder og støtter børnene i praksis. Som det fremgår i min forskning, skal børns perspektiver være med til at bane vejen for en opkvalificering af kompetencerne hos os, der arbejder med støtteindsatser for børn med skilte forældre. Det bliver altså som sagt afgørende, at den enkelte fagperson er i stand til at bringe børnenes varierede skilsmisseoplevelser og situationer i spil ved at holde sig åben over for mangfoldigheden i skilsmisselivet. Det kræver en stor fleksibilitet som samtalegruppeleder. 

Derudover viser min forskning, at børnene har stor glæde af at deltage i grupper, hvor de dels selv er med til at definere, hvordan forløbet skal være – mht. indhold, grupperegler, aktiviteter mm. På den måde føler børnene sig inddraget og anerkendt. Desuden er det vigtigt, at børnene får mulighed for at tale om de ting, der fylder for dem – og ikke blot om det, der virker vigtigt for os som fagpersoner. Børnene har stor glæde af at lave aktiviteter, øvelser og andre kreative ting, som rækker ud over skilsmissen. På den måde oplever de, at de er andet og mere end forældrenes skilsmisse.

Hvad kan samtalegruppeledere helt konkret gøre for at møde børnene der, hvor de er? Er der f.eks. nogen særlige redskaber, som er vigtige i den forbindelse?

Det er vigtigt at have blik for, hvilke grundantagelser man har som fagperson, da grundantagelserne skaber udgangspunktet for, hvordan det er muligt at være og agere som barn. Der skal både være plads til de børn, hvis forældre er i konflikt med hinanden, til børn for hvem skilsmissen er en lettelse, en glæde eller noget helt tredje. Nogle børn har endnu aldrig levet sammen med begge forældre, nogle har forældre, der er gået fra hinanden, mens barnet var lille/spæd, og så er der andre igen, hvis forældre har været skilt i kortere tid. Disse betingelser skal inkorporeres i vores forståelser, så vi kan udøve en så kvalificeret praksis som muligt.

Helt konkret er det værd at arbejde med disse 3 punkter: 

1. Forsøg at være mindre afhængig af manualer og prædefinerede koncepter for skilsmissegrupper. Brug i stedet din faglighed, og vær fleksibel i din måde at afholde gruppesamtaler på – one size doesn’t fit all! 
2. Vær åben over for, at børn kan have meget forskellige skilsmisseoplevelser. For nogle børn er det en sorg, når forældrene går fra hinanden, men sådan er det ikke nødvendigvis for alle. Mød det enkelte barn der, hvor det er. 
3. Hav blik for børnenes individuelle udfordringer og behov. Tag udgangspunkt i disse, og sæt fokus på barnets handlemuligheder. 

Dyk mere ned i Pernelle Roses forskning

Hvis du ønsker en lidt større smagsprøve på Pernelle Roses store viden om børns skilsmisseoplevelser og erfaringer med samtalegrupper, kan du lige her læse et interview med hende fra 2020.