Allan Køster: Glem ikke kroppen i sorgprocessen

Læs eller genlæs dette interview, som vi lavede med ph.d. Allan Køster, mens han var en del af forskningsprojektet "Sorgens Kultur", som løb frem til 2021.

Allan Køsters forskningsperspektiv er på eksistentielle og fænomenologiske aspekter af sorgen – hvilket vil sige, hvordan sorg bliver oplevet af individet. Særligt har han fokus på kroppen, og hvordan sorgen former os i et bredere livsperspektiv - og specifikt hvordan dette ser ud hos personer, der har mistet i barndommen eller ungdommen.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------

Hvordan spiller kroppen en rolle i sorgprocessen? 

“På en eller anden måde peger alle aspekter af sorgprocessen tilbage på kroppen. Historisk og erfaringsmæssig har vi kun forholdt os til kroppen som et fysisk legeme bestående af kød og blod. Men kroppen er meget mere end det – nemlig den oplevede krop, som er tydeligt til stede og har krav på opmærksomhed. Når du mærker et eller andet – f.eks. vrede – så kan det være, du mærker det ved, at kroppen trækker sig sammen; at du bliver lidt svimmel, og du føler, at dit hjerte banker hurtigt, eller at blodet suser rundt i kroppen. De emotioner, der almindeligvis melder sig, kommer kropsligt, men vi har vænnet os til ikke at tale om det kropslige. Følelserne har en status, men vi skal huske, at følelserne bor i kroppen, og derfra bliver de blandet med tankerne. Følelser er først og fremmest et kropsligt fænomen – vi kan ikke have en følelse uden at mærke den kropsligt. Vi er nødsaget til at få et nuanceret blik på sorg, så vi ikke kun har en biomedicinsk tilgang til det, og det kan vi blandt andet ved at tage udgangspunkt i erfaringen eller den erfarende krop. Når jeg taler om kroppen i sorgprocessen, italesætter jeg, hvor det er, vi mærker sorgen, når sorgen er uden ord.

Når mennesker har en sorgfortælling med sig – altså en måde at tale om sorgen på – men samtidig har et pulserende hav i kroppen, der hører til sorgbearbejdningen, men som ikke får opmærksomhed i den fortalte historie, så er det, at den kropslige dimension let bliver glemt. Den verbale fortælling om sorgen er selvfølgelig vigtig, men det er farligt kun at fokusere på fortællingen med ord, for det er kun et lille udsnit af noget større. Den ordrige fortælling er formet som følge af kulturelle forventninger. Kroppen er tavs, for den har endnu ikke fundet den fine vej ind i at blive en del af sproget og fortællingen. Langt den største sorgbearbejdning handler om det følte niveau. Et eksempel kunne være ensomhed, som ofte er forbundet med sorg, og som folk ofte taler om i sorg. Men ensomhed grunder også i en kropslig erfaring af at være afkoblet og føle sig ved siden af andre mennesker – ikke at kunne føle sig hævet op i andres energiniveau og ikke at kunne koble sig på andre.”

Hvad er kropshukommelse?

“Kropshukommelsen er et andet niveau igen, hvor kropshukommelsen ikke findes i faste fortællinger eller billeder – også kaldet repræsentationer. Vi lever igennem kropshukommelsen. Kroppen ved godt, hvor sorgen er, men det er vi ikke selv bevidste om, hvis vi ikke er opmærksomme på det. Hvis du har en kropslig fornemmelse af den afdøde, har du nemmere ved at huske den afdøde og dermed bevare kontakten til afdøde. Men omvendt er det værd at huske på, at intens kropshukommelse også kan være overvældende. For så minder ALT om den afdøde og fylder dermed hele livet.” 

Hvorfor er det relevant at bevare kontakten og et bånd til den afdøde?

“Det er det heller ikke nødvendigvis. Nogle gange kan det være lidelsesfuldt at bevare kontakten. Det afhænger af person og relation. Men det er absolut ikke det sundeste at kappe kontakten til afdøde. For langt de fleste efterladte er det centralt at bevare relationen til den afdøde. Og for børn er der et helt særligt aspekt, idet selve barnets identitet er meget tæt forbundet med f.eks. deres forældre – ophav og identitet hænger uløseligt sammen. For børn er det næsten i alle tilfælde vigtigt, at de har en eller anden kontakt til f.eks. den forælder, de har mistet. Det er ikke godt at fjerne alt, der er med til at bevare kontakten til den afdøde forælder – såsom fars ur, billeder mv. 

Kropshukommelsen er en betingelse for at kunne bevare en kontakt til den afdøde. Det handler om følelsen af familiaritet. Den afdøde er ikke blot en tilfældig person, barnet kan beskrive, men det er f.eks. selveste barnets far, hvis unikke blik barnet kender – det blik, som barnet føler sig hjemme i. Det unikke smil osv. Det handler om en kropslig integreret fornemmelse af faderen. Når det er vigtigt at bevare en kontakt til afdøde, hvilket det tit er, når det handler om børn, så er det også meget vigtigt, at den kropslige fornemmelse får lov til at blive bevaret i et eller andet omfang, for ellers kan vi ikke knytte os til de typiske måder, vi har at forholde os til afdøde på.“

Hvordan kan professionelle omsorgspersoner bruge viden om kroppens rolle i sorgprocessen i deres arbejde med børn og unge, der mister?

“Omsorgspersoner er vant til at have mange redskaber, men jeg vil gerne slå et slag for, at når vi arbejder med død og sorg, så er det afgørende, at vi lægger denne tænkning lidt væk og i stedet fokuserer på at møde børnene i sorg med informeret forståelse. Det handler om, at de sorgramte børn og unge føler sig ensomme, fordi de ikke føler, at andre kan sætte sig ind i, hvad de gennemgår. At opnå denne informerede forståelse kan vi træne os til. 

Det at blive “udsat” for et redskab, når du er i en naturlig og forventelig sorgproces, vil virke fremmedgørende på dig som sorgramt – sorg skal nemlig ikke fjernes, men mødes med forståelse. Den forståelse træner vi ved at gå i dybden med forståelsen for, hvad mennesker står i, når de er i sorg. Det er vigtigt med udtalt opmærksomhed her. 

Det kan være vigtigt, at pårørende og omsorgspersoner f.eks. ikke fjerner den afdøde forælders ting. Det gælder tværtimod om at uddybe sin forståelse for sorg som fænomen, så der kan gennemføres velreflekterede samtaler med de sorgramte børn, så de føler sig forstået, og det kan, som tidligere nævnt, trænes. Det vil sige, at hvis du træner din opmærksomhed på fænomenet sorg, så bliver det lettere at møde børn og unge i sorg. Men det er også utroligt vigtigt at forstå, hvad kroppens rolle er i dette, da kroppen efter min overbevisning har den største rolle i sorgprocessen.” 

Hvorfor er det en god idé at opnå viden om kroppens rolle i sorgprocessen?

“Kroppen er måske det mest centrale i sorgprocessen og for at kunne møde et menneske i sorg, skal man have en grundlæggende forståelse af dette. Og det gælder både for at kunne møde folk empatisk og forstående, men også i forhold til at kunne vejlede dem. Det er vigtigt at opnå viden og modtage gode råd for at kunne varetage denne opgave. Sørgende børn og unge skal ikke mødes instrumentelt og håndterende – omsorgspersonen skal forstå erfaringen med at miste for at kunne møde barnet/den unge i sorg. Sorgen kan ikke fjernes! 

Kroppen er fundamental for eksistensen og for sorgprocessen. Der er ikke meget faglitteratur om emnet, og derfor er det vigtigt at tilegne sig grundlæggende viden om kroppens rolle i sorgprocessen på andre måder. Når du har opnået en dybere forståelse for kropslig sorgerfaring, kan du sidde med, være med og forbinde dig til børn og unge i sorg.“

-----------------------------------------------------------------------------------------------------

Du kan lære fra Allan Køster på Sorgvejlederuddannelsen, hvor han sætter fokus på sorgen som eksistentiel erfaring og kroppens rolle i sorgprocessen.