Empowerment i teori og praksis

Empowerment er processen fra afmagt eller disempowerment til større grad af magt over egne livsvilkår. Empowerment er processer, hvorigennem mennesker bliver i stand til og får mulighed for at modvirke afmagt og manglende kontrol over deres livsbetingelser og udvikle kapacitet til at forandre både samfundet og sig selv. Velfærdsarbejde ses i empowerment perspektivet som en del af kampen for social retfærdighed mod diskrimination, fattigdom og social ulighed (Adams, 2008).

Empowermentstrategier forbindes oftest med tredjeverdenslande, hvor NGO’ere og lokalsamfund selv er nødt til at udvikle velfærdsløsninger, fordi der ikke eksisterer en kvantitativt og kvalitativt veludbygget offentlig velfærdspolitik. I de seneste årtier har empowermenttilgangen imidlertid også i Danmark fået en vis udbredelse inden for omsorgsarbejde og socialt arbejde – samt i dele af den frivillige sektor som fx krisecentre, sundhedsfremme , i forhold etniske minoriteter og i forhold til socialt arbejde i udsatte boligområder.

Empowerment i praksis kommer derudover også til udtryk, når udsatte borgeres interesseorganisationer mobiliserer og kæmper for deres medlemmers interesser, fx  de hjemløses landsorganisation SAND, Landsforeningen af Psykiatribrugere (LAP) og handicaporganisationerne for blot at nævne nogle få. Empowermentperspektivet er først og fremmest relevant for borgerne og især de socialt udsatte, men det omfatter bl.a. også socialarbejdere og andre offentligt ansatte, der skal hjælpe socialt udsatte. I dagens stærkt centralistiske New Public Mangament styrede forvaltning af velfærdspolitikken oplever mange ansatte en afmagt i deres daglige arbejde.

Overvindelsen af afmagten kan derfor være en fælles udfordring for både socialarbejderne og deres klienter. Velfærdsarbejdere kan sagtens tilslutte sig et empowermentperspektiv og indgå i en alliance med borgerne, selv om det ikke altid er muligt indenfor systemets rammer. Empowermentstrategier kan afhængig af omstændighederne og rammerne både udfoldes indenfor og udenfor de offentlige institutioner og gerne i et samspil.

Empowerment som begreb

Empowermentbegrebet bruges  i meget forskellige betydninger: fra en neoliberalistisk og individualistisk „tag ansvar for dit eget liv“ samfundsbevarende tankegang til en solidarisk og kollektiv samfundsforandrende tankegang (Craig & Mayo, 1995).

Empowerment er derfor et omstridt begreb, der optræder i mindst tre varianter:

1. Den nyliberalistiske variant, hvor empowerment handler om individers og familiers evne og vilje til at „tage kontrol over eget liv“. Empowerment begrænses her til en slags ”life coaching” af individer, hvor der ikke sættes spørgsmålstegn ved eller mobiliseres mod samfundets uligheds- og marginaliseringsskabende mekanismer og strukturer.
2. Den socialliberale variant, hvor de eksisterende velfærdsinstitutioner skal reformeres, og hvor der i højere grad skal ske en inddragelse af klienterne (som nu i officiel sprogbrug betegnes som brugere eller borgere), men hvor der grundlæggende ikke stilles spørgsmål til eller ønskes pillet ved de strukturer og levevilkår i samfundet, der producerer ulighed, disintegration, social eksklusion og manglende social rummelighed.
3. Den samfundskritiske (transformative) variant, der fokuserer på bevidstgørelse og kollektiv handling i forhold til ændring af livsbetingelser for underprivilegerede grupper. Det kritiske samfundsforandrende empowermentperspektiv sætter direkte fokus på dialektikken mellem levevilkår og rettigheder (de objektive livsbetingelser eller mulighedsstrukturerne) og ændringer i menneskers subjektive bevidsthed og at udvikle en kollektiv handlingskapacitet.

Empowerment er i den samfundskritiske udgave således først og fremmest et alternativ til den neoliberale kritik af velfærdsstaten, hvor det hævdes, at sociale rettigheder fastlåser de ressourcesvage i en såkaldt „afhængighedskultur“. Empowermenttilgangen er også et vigtigt supplement til en traditionel og juridisk/bureaukratisk velfærdsstatslig opfattelse, hvor omdrejningspunktet er medborgeren, som ud fra objektive kriterier „passivt og oppefra“ tildeles sociale rettigheder.

Empowermenttilgangen ser den individuelle og kollektive myndiggørelse og handleevne som et selvstændigt velfærdsmål og betoner, at dette på en og samme gang kræver ændringer i samfundets strukturer og i individers og gruppers bevidsthed. Sagt på en anden måde ses fælles velfærd som en central forudsætning for individuelt selvværd.