Uddrag af bogen ‘SLUK’ af Imran Rashid – Del 3

Uddrag af Imran Rashid bog ‘SLUK’, kapitel 2, del 3. Fik du ikke læst del 2? Find den her!

Bevidst øvelse gør mester

Hjernens formbarhed betyder blandt andet, at vi kan blive ekstremt dygtige til at lære nye færdigheder. Det, vi gør meget og længe, bliver vi dygtigere til. Over tid bliver det nemmere og mindre tidskrævende at udføre handlingerne eller tankeprocesserne. Bagsiden af medaljen er, at hyppige aktiviteter som den daglige interaktion med vores smartphone også er med til at forme vores hjerne. 1 1993 udgav den svenske psykolog Anders Ericsson en række studier af en gruppe topviolinister. Han havde forsøgt at undersøge, hvad der afgjorde en violinists grad af dygtighed. Han delte violinister op i tre grupper på baggrund af deres niveau, afgjort af eksterne musikprofessorer, og foretog så grundige interviews med hver violinist for at undersøge årsagerne til forskellene mellem grupperne.

Første del af forklaringen var enkel: Det viste sig, at de dygtigste violinister havde det til fælles, at de brugte mere tid på at øve. De to bedste grupper brugte i snit 3,5 timer dagligt, mens den tredje gruppe øvede sig 1,4 timer om dagen. Det viste sig, at de dygtigste violinister samlet set havde brugt mindst 10.000 timer på at øve sig. Et tal, der blev genfundet af andre forskere inden for andre discipliner med en høj grad af kompleksitet såsom skak, fodbold, arkitektur og kunstskøjteløb. Blandt andet på baggrund af Ericssons forskning opstod den udbredte 10.000-timers regel, som nærmest er blevet en slags populær opskrift på, hvordan man kan opnå verdensklasseniveau.
Man skal bare bruge 10.000 timer på noget. Det er dog en forsimplet forklaring, der ikke helt holder vand. For hvis tid alene spillede en rolle, hvorfor er vi så ikke alle eksperter i at skrive blindskrift, når nu mange af os har brugt mindst 10.000 timer på at skrive på tastaturer gennem de sidste mange år?

Svaret findes i den anden del af forklaringen på ekspertniveauet blandt violinisterne. Foruden antallet af timer var der nemlig også forskel på, hvordan de øvede sig. Det viste sig, at de dygtigste violinister var bedre til at øve sig med det specifikke formål at træne deres hjernemønstre til at forbedre sig. Ericsson kalder dette for bevidst øvelse. Her er metoden, at man konstant og bevidst udfordrer sit status quo og skubber til grænserne for sin kunnen. Man gentager altså ikke blot øvelserne. Flere andre forhold understøttede den bevidste øvelse i den bedste gruppe af violinister. Blandt andet trænede de på samme tidspunkt hver dag, typisk omkring 90 minutter ad gangen og primært om morgenen, hvor de var mest friske.

Går man i dybden med det, der sker i hjernen under bevidst øvelse, kan det illustreres ved for eksempel at se på et straffespark i fodbold. Straffesparket består i virkeligheden af et samspil mellem en række forskellige nerveceller, der styrer en række forskellige muskelgrupper, som skal aktiveres i en nøje koordineret rækkefølge. Herudover skal synet inddrages, balancen styres, og tilløbet times. Desuden skal tidligere erfaringer fra både generelle straffespark og specifikke straffespark, måske endda mod samme målmand, tages i anvendelse, så spilleren til sidst kan lave det bedst mulige straffespark. Når sparket er gennemført, gemmer den genialt indrettede hjerne sekvensen samme sted som tidligere udførte straffespark.

Det netop udførte spark bliver dermed til en erfaring, der kan inddrages til at sparke endnu bedre næste gang. Forklaringen på, at topviolinisterne og sportsstjerner som Christiano Ronaldo eller Tiger Woods kan holde et så højt niveau inden for deres respektive sportsdiscipliner, ligger derfor primært i deres hjerner. Her findes hjernemønstre, der er toptunede til at eksekvere de enkelte sekvenser. Derudover er deres hjerner gearede til konstant at optimere, så de hele tiden kalibrerer evnen til at levere det optimale spark, violinspil eller golfslag. Dette sker i en sport som fodbold ofte i situationer, der måske blot varer en brøkdel af et sekund.
Sammensætningen af muskelfibre, kropsbygning og gener har naturligvis også stor betydning for, hvad mennesker kan præstere i discipliner som løb, basket eller svømning. Men fokuseret og målbevidst gentagelse på gentagelse er en afgørende forudsætning for, at ‘softwaren’ i hjernen og den kropslige ‘hardware’ bliver bedre og bedre til at spille sammen og præstere….