Artiklen er oprindeligt udgivet i 2018.

Patologiseringen af modstand: Hvad hvis modstand er et nødvendigt forsvar?

Om forståelser af børn og unge – og deres utilsigtede bivirkninger

Der er mange børn og unge, der viser deres modstand mod dét, vi voksne bestemmer for dem. De viser den på vidt forskellige måder. Nogle børn og unge benytter sig af tydelige og til tider endda flabede metoder. De trodser regler og politikker, underkender voksnes autoritet og viser tydeligt deres uenighed i både tale og handling. Andre børn og unge benytter sig af mere stille og måske knap så tydelige metoder.

Se relevant uddannelse: Bliv bio-psyko-social børne-stressvejleder

Modstand i en vis grad forventer vi af alle børn. Vi taler fx om trodsalderen og ler sammen med andre voksne over vores børn, når de nægter at tage andre trøjer på end den med pumaen. Det er sommetider besværligt. Det skal guderne vide. Men det er også sødt og sjovt, det indikerer selvstændighed og en sund kritisk stillingtagen. Alt sammen kvaliteter, vi værdsætter hos børn og unge. Kvaliteter som knytter an til ideer om, hvad der skal til for at klare sig godt i livet og ofte også til succeskriterier for forældre: ”Vi er lykkedes med at lære vores børn at stå ved sig selv, sige til og fra og træffe velovervejede valg”.

Når modstand ophører med at være periodisk forekommende, eller når den viser sig på måder, der overstiger vores kompetencer til at håndtere den, så er det imidlertid en anden snak. Det kan fx være de børn, der trodser enhver anvisning fra en voksen eller de børn, der dag ud og dag ind kommer op at slås i skolegården. Også selv om de gentagne gange har fået repeteret reglerne for at være en god kammerat og selv om de har fået at vide de skal finde en gårdvagt. Når de bliver unge, kan de ende i misbrug og kriminalitet. Det kan også være de børn, der aldrig laver deres faglige opgaver i skolen under henvisning til, at det er kedeligt. Men det kan også være børn og unge, der holder op med at komme i skole; som isolerer sig derhjemme på værelset og i vid udstrækning vælger alle voksenarrangerede og -strukturerede fora i livet fra. Nogle vælger også at holde op med at spise.

Ofte forstås og behandles de beskrevne fremtrædelsesformer vidt forskelligt. Måske fordi vi ikke først og fremmest forstår dem som modstand. Men betragter vi dem netop som forskellige former for modstand, får vi øje på dét, der er fælles. For os. De voksne, der møder modstanden.

Et vigtigt fællesstræk er således, at vores disciplinering ikke synes at have den ønskede effekt. Selv om vi fortæller børn og unge, at de SKAL gå i skole, at de IKKE bare kan ligge hjemme, at de IKKE må slå, og at de SKAL lave deres opgaver, så virker det ikke. Eller jo, det virker. Men stik mod hensigten. Det forstærker børnene og de unges modstand. Det udvikler sig måske til noget, der, for de voksne, synes som en magtkamp. Og det er som regel en magtkamp børnene og de unge vinder.

Det leder frem til et andet fællesstræk, nemlig afmagten. Vi ved ikke, hvad vi skal gribe og gøre i. Vi kan ikke forstå, hvad der sker. Vi kan ikke i længden holde ud, at dét, vi gør, ikke synes at have en god virkning, og ofte bliver det uklart for os, hvad der gør det hele værre, og hvad der gør det hele bedre.

I det perspektiv lykkes børnene og de unge. Deres modstand er en modstand, der virker: Vi ved ikke, hvad vi skal tænke og gøre. Vi er afmægtige. Men hvad handler modstanden om? Hvordan skal vi forstå deres protester? Og hvad stiller vi op med det faktum, at modstanden ofte følges med en generel mistrivsel hos børnene og de unge? Det er jo, i sidste ende, vores ansvar.

Der skal mere til – om orienteringen mod særlige ekspertiser

Ofte er det her, vi hidkalder særkompetencer. Vi har jo ikke selv dét, der skal til. Vi har brug for professionel bistand. Vi har brug for en vurdering: Hvor galt står det til? Er der tale om patologi; er der brug for medicinsk behandling – eller for særlige behandlingstilbud? Pædagogiske tilbud?

Professionelle vurderinger læner sig ofte ind i og op ad tilgængelige vurderingssystemer. Når det drejer sig om børn og unges vedvarende, insisterende og bekymrende modstand, vil det ofte være diagnosesystemer, der bringes i spil. Her kobles modstandens kendetegn med andre karakteristika hos børnene og de unge: De er måske meget udadrettede i deres adfærd, måske er de angstprægede, måske har de ikke sociale kompetencer svarende til det forventelige for deres alder. Kort fortalt vil en vurdering af et barn eller en ung ofte foregå på en lang række parametre. Det involverer både deres kognitive forudsætninger, deres adfærd og den historie, som voksne omkring dem fortæller om dem. Der er således opbygget stærke meningssystemer både i teori og praksis, som direkte og indirekte former de professionelle vurderinger. I praksis er det ofte netop diagnoser, der bliver en forudsætning for bevillinger af særlige tiltag, økonomisk kompensation mv.

I disse systemer spiller barnets perspektiv, dets forståelser og logikker sjældent en stor rolle. Barnet er noget, vi ser på – ikke noget, vi ser med! Og hvis barnet protesterer mod de måder, vi voksne ser og forstår dem, eller mod patologiseringen af dets væren-i-verden, så findes der såmænd også diagnoser for dét. Desværre er en god del af de forklaringsmodeller, der er til rådighed for voksne, designet, så de underkender børn og unges egne erfaringer og logikker. Eller redefinerer dem som symptomer. Men der findes også alternativer.

At se professionelt MED barnet

Teoretikere fra flere forskellige felter beskæftiger sig med, at der kan være gode grunde til de særlige måder, som nogle børn og unge udtrykker og opfører sig på. Også når de viser modstand.

Den danske børne- og ungepsykiater Søren Hertz (2012) siger således, at ”(n)ogle børn og unge er whistleblowers, som med deres symptomer forsøger at gøre omverdenen opmærksom på, at der er noget i den samlede livssituation, der trænger til at blive markant anderledes.” Dét, som børn og unge viser os, skal derfor forstås som børns bedste bud på en overlevelsesstrategi. Og som måder at kommunikere til os på, at der er noget i deres liv, deres betingelser eller deres historie, som udfordrer dem, og som de har brug for vores hjælp til at forandre (Hertz 2017, 142).

En amerikansk psykolog og ADHD-ekspert understreger i sit arbejde, at dét vi ofte opfatter som symptomer hos børn, snarere i mange tilfælde må forstås som stressreaktioner. Børn, der er del af uhensigtsmæssige mønstre i hverdagen, fx kendetegnet ved faglige vanskeligheder og mange irettesættelser, vil ofte få vedligeholdt et højere stressniveau end andre børn. Det høje stressniveau vil give anledning til eller forstærke den negative adfærd, vi forbinder med symptomer, fx uro og manglende koncentration. Schultz sammenligner børn med ADHD-lignende adfærd med de kanariefugle, som minearbejdere i gamle dage bragte med sig ned i minerne. Kanariefuglen blev brugt til at måle iltindholdet i mineskaterne. Faldt fuglen om, skulle minearbejderne skynde sig op. Han siger: ”Min bekymring er, at børn er skolens kanariefugl. De dør ikke, men (…) (de) symboliserer faren ved det samfund, vi har skabt”  (Stanek 2017). Siden folkeskolereformen, som blev indført i 2014, har antallet af børn og unge med skolevægring været støt stigende. Der findes, så vidt vides, ingen undersøgelse, der direkte påviser en sammenhæng mellem de to, men det er, i tråd med Schultz’ logik, værd at påpege det sammenfald i tid, der har været.

Brinkman og Petersen (2015, 355) peger på, hvordan den diagnostiske logik har understøttet en individualiseret forståelse af børn og unges udtryksformer og på samme tid stillet sig i vejen for at få øje på de sociale og samfundsmæssige aspekter. Det vil sige, at i stedet for at kigge på den skole, som mange børn og unge får svært ved at være i på forskellig vis, så patologiserer vi børnene og de unge, som får det svært. Det er der en del, der gør. Således fremkom KL tidligere i år med en ny undersøgelse, der viser at 9% af alle børn får en psykiatrisk diagnose, inden de fylder 15 år. Det er et tal, der er steget med 5% mellem 2010 og 2017. Tallet omfatter kun de børn, der er diagnosticeret i hospitalsregi, hvorfor det reelle tal vurderes at være højere. ”Det hastigt stigende tal er et udtryk for en faglig og en socialpolitisk tendens, der primært placerer problemerne inde i barnet og dets biologiske udrustning”, siger Nielsen & Hertz (2018). Social uorden gøres til individuel uorden (Hertz 2015). Når vi forstår børn og unges adfærd som produkt af en form for patologi, holder vi op med at interessere os for de menneskelige grunde, der kan være til, at børnene og de unge gør det, de gør. Det slukker empatien, og vi lærer ingenting, siger Kindermann (2017).

Se relevant kursus: Bag om skolefravær

Måske skal modstanden lære os noget?

Bortset fra de indlysende konsekvenser ved denne udvikling – både individuelt og samfundsmæssigt, risikerer vi også at miste noget vigtigt: Børn og unge, der viser os modstand, kan fortælle os noget – måske endda lære os noget. De kan fortælle os noget om deres eget liv; om nogle vilkår, hændelser og betingelser, som er eller har været. De kan fortælle os noget om de rammer, vi tilbyder dem i vores professionaliserede børn- og ungekontekster, som fx daginstitutioner og skoler. Og om de rammer, der er mulige i familier. De kan fortælle os, hvad det betyder at møde dem med de forståelser, vi gør tilgængelige for dem. De er whistleblowers eller kanariefugle. Dem, der kan fortælle os, at vi måske ikke har det flotte tøj på, vi troede. De er dem, der – som de yngste generationer altid har gjort – lærer os, at den måde vi lever på, de idealer vi har, og de samfund vi har indrettet, har en lang række iboende bivirkninger. Og på nogle punkter simpelthen er forkert.

Se også relevant forløb: Pædagogisk behandlingsarbejde med udsatte børn og unge

Referencer:

Brinkmann, S & Petersen, A. (2015): Brinkmann og Petersen (red.): Dilemmaer og paradokser i diagnosekulturen. I Diagnoser. Perspektiver, kritik og diskussion. Forlaget Klim  

Hertz, S. (2012): Diagnoser er ikke forklaringer. I Berlingske søndag den 15.1.2012

Hertz, S. (2015): Social uorden bliver gjort til individuel uorden. I Erlandsen, Rosendal Jensen, Langager & Petersen (red.): Udsatte børn og unge. Hans Reitzels forlag.

Hertz, S. (2017): Børn og unge, psykiatri og samfund. Akademisk forlag

Kindermann, P. (2017): Our turbulent minds. I The Psychologist 26.4.17

Nielsen & Hertz (2018): Det er ikke børnene, der er problemet. I Politiken 21.9.2018

Stanek, H. (2017): Amerikansk specialist: Børn med ADHD er skolens svar på kulminens kanariefugl. I Folkeskolen 26.9.2017