Hvorfor skal man som leder deltage på dette kursus?
Vi stiller skarpt på, hvorfor inklusion er en kerneopgave i skolen og i skoleledelse, og hvordan det bliver muligt at sætte målene, at prioritere ressourcerne, at sikre kvaliteten, at udvikle kompetencerne og at skabe rammerne for trivslen.
Dvs. at udvikle og styre hele læringskæden fra ledelse til elev via program- og procesledelse. Vi giver dels overblik over de strategier og programmer, der er de mest effektive at bruge og hands-on eksempler på, hvordan skoleledelsen kan arbejde med inklusion i samarbejde med forvaltning, øvrige skoleledelser, ressourcecenter og lærerne. Vi giver desuden hands-on eksempler på, hvordan skoleledelsen kan få professionaliseret deres personale, gjort det til en naturligdel af lærernes/ pædagogernes hverdag at få set på sin undervisningspraksis og få feedback på den samt lære nye måder at undervise på og være sammen med børnene på.
Hvorfor skal man som ressourceperson deltage på dette kursus?
Det er vigtigt, at man som ressourceperson deltager, da vi stiller skarpt på, hvordan ressourcepersoner kan være med på det strategiske indsatsområde og bidrage til dette. Vi ser desuden på, hvordan de kan udvikle ressourcecentre og nye måder at vejlede på. Det inkluderer, at vi giver ideer til nye måder at samarbejde med andre ressourcepersoner på samt samle viden og blive eksperter på forskellige inklusionsfelter.
Hvorfor er det vigtigt, at både ledere og ressourcepersoner fra samme skole deltager?
De skal se hinanden som samarbejdspartnere, der vil det samme, men har forskellige opgaver. Desuden kan de på dagen få koordineret, hvad de skal gøre som det første, når de er tilbage på skolen igen.
Hvorfor bliver ledere og ressourcepersoner delt op, når I laver workshops, og hvorfor skal man deltage i “den andens” workshop efterfølgende?
Hver workshop rettes specifik mod målgruppen til at skabe forståelse, viden og læring på egen målgruppe og på den anden målgruppe. Da ledere har andre fokuspunkter end ressourcepersoner og vice versa, bliver I på begge workshops delt op i to hold. Senere på dagen skifter I så workshop, så I får hinandens perspektiv med i den videre proces. Inden I går hjem, får I mulighed for i plenum at samle op på vigtige pointer.