Historien om Poul er opdigtet, men essensen af den er ganske virkelig. Med jævne mellemrum forlader demente beboere de danske plejehjem, og af og til ender det desværre galt.

Caroline Gundersen er en af dem, der arbejder med, hvordan livet kan gøres mere trygt og givende for demensramte borgere. Hun er kommunikationsansvarlig og adfærdsanalytiker i iNudgeyou – en forskningsvirksomhed, der arbejder med adfærdsforskning og såkaldt adfærdsdesign eller nudging. Formålet er at skabe positive adfærdsændringer, bl.a. på sundhedsområdet.

”Vi bliver af og til spurgt, om vi ikke bare går og manipulerer med folk. Der vil jeg dog sige, at man lidt har misforstået hele konceptet omkring nudging. Når man beskæftiger sig med nudging, skal det gerne have et pro-socialt aspekt eller formål, hvor man fremmer noget adfærd til det positive. Nudging kan misforstås, fordi nogle af de samme psykologiske mekanismer, som bruges inden for nudging, også bruges inden for f.eks. reklamebranchen, og i den sammenhæng kan det sommetider diskuteres, om man påvirker til gavn for det enkelte menneske eller ej.”, forklarer hun og tilføjer:

”Rent etisk handler det om, at man aldrig må fratage mennesker deres valgmuligheder. Der skal altid være en mulighed for at gå den anden vej. Jo mere synligt et nudge er, des bedre, for så er det tydeligt at se, hvad der foregår. Det etiske aspekt kommer virkelig i spil så snart, man går ind og arbejder med noget, hvor nudget måske ikke er så transparent. Hos iNudgeyou har vi nogle forskellige spørgsmål, vi stiller os selv for at finde ud af, om det i de sammenhænge er forsvarligt at arbejde videre.”

Nudging hjælper demensramte

I dansk sammenhæng er det stadig relativt nyt at benytte nudging inden for ældre- og demensområdet, og Caroline Gundersen mener, at der er et enormt uudnyttet potentiale. For mange fagfolk kan det dog måske lyde overvældende og omstændigt at arbejde med nudging i en hverdag, hvor der er rigeligt andet at se til. Sådan behøver det dog ikke være.

”Noget af det sjove ved nudging er, at løsningerne ofte er meget simple. Selvfølgelig kræver arbejdet med nudging, at man først får lidt kendskab til, hvordan vi fungerer som mennesker. Mange af os har en antagelse om, at vi er nogle super rationelle mennesker, som nok skal gøre det hensigtsmæssige, hvis vi blot har den rette information tilgængelig. Med nudging trækker vi bl.a. på socialpsykologi og kognitiv psykologi, og vi går væk fra at tænke mennesker som værende super rationelle, fordi vi ved, at mennesker har nogle kognitive bias, som kan spænde ben. Når vi har lidt kendskab til det, så bliver det nemt at gå ind og lave ændringer, og det er bestemt ikke sikkert, at man skal til at lave alle mulige kæmpe ændringer i indretningen eller lignende. Det handler om at få hjælp til at tænke i nye baner, og så er løsningerne og implementeringerne ofte ret simple og nemme at vedligeholde”, påpeger Caroline Gundersen.

Borgere med demenssygdomme oplever typisk en række følgevirkninger af deres sygdom. De har bl.a. ofte nedsat initiativ og vanskeligt ved at orientere sig, så de bliver forvirrede. Caroline Gundersen har tidligere været en del af projekter på plejecentre, hvor fokus eksempelvis har været på at gøre beboerne mere selvhjulpne og selvstændige.

”På et af plejecentrene arbejdede vi med brugen af ikoner. Noget så simpelt som at skulle dække bord og rydde af bordet er meget intuitivt for dig og mig, men når du er ældre og måske også dement, kan du hurtigt blive forvirret og ikke vide, hvad du skal gøre. Det ligger i os som mennesker, at vi ofte reagerer ved ikke at gøre noget, når vi bliver forvirrede. Det er nemmere ikke at gøre noget end at gøre noget og fejle”, siger Caroline Gundersen og fortsætter:

”Vi ved fra forskningen, at særligt sproget bliver forringet ved demens, men ikoner er stadig meget intuitive for demente borgere. På dette plejecenter handlede det derfor f.eks. om at få lavet nogle kasser med ikoner af gafler, skeer osv. for at hjælpe beboerne til at kunne afkode situationen og forstå, hvor de forskellige typer bestik skulle hen. Sådan en lille ting kan gøre en verden til forskel. Beboerne vil rigtig gerne, for der er et ønske om stadig at kunne have en aktiv hverdag og have selvbestemmelse”.

Kulør på tilværelsen og bløde sofaer

Da demente borgere kan have svært ved at navigere i og opfatte verden omkring dem, er det ofte meget gavnligt også at arbejde med brugen af farver og kontraster.

”Vi ved, at demente borgere ofte har vanskeligt ved at opfatte ting, der er hvide eller sorte. En hvid tallerken er svær for dem at finde ud af, for hvor starter og slutter den? Det bliver særligt svært, hvis man stiller den hvide tallerken på et hvidt bord. Her er det vigtigt at spille på nogle kontraster og nogle andre farver, der gør det mere intuitivt for dem f.eks. at spise aftensmad. Vi ved, at rødlige og orange nuancer er rigtig gode at bruge, særligt når der er tale om meget demente borgere, fordi synet bliver nedsat, og det derfor kan være svært for dem at se f.eks. blå og sorte nuancer”.

Caroline Gundersen fortæller, at det kan være en udfordring at hjælpe en dement borger på toilettet, da borgeren nemt kan blive frustreret eller bange, fordi han eller hun simpelthen ikke kan afstandsbedømme og se tingene ordentligt, når hele badeværelset er hvidt.

”Bare det at skifte et par ting ud, f.eks. at skifte til et rødt toiletbræt eller finde en håndsæbedispenser i en stærk kontrastfarve, kan gøre det nemmere for beboerne at navigere. Det handler om at kunne se verden igennem de dementes øjne. Vi skal se mere på funktionalitet frem for æstetik. Det kan godt være, at det for mange af os ser pænt ud, når det hele er hvidt, lyst og med glaspartier, men det er absolut ikke særlig funktionelt for de demente borgere”, påpeger hun.

I samarbejdet med plejecentre har Caroline Gundersen også stået over for udfordringen, som denne artikel indledte med: demente beboere, der forlader deres hjem på plejecentret og forsvinder ud i en stor, forvirrende verden.

”På et plejecenter fandt vi ud af, at problemet med beboere, der gik, ofte opstod ved vagtskifte, fordi personalet gik rundt og sagde: ”Tak for i dag, vi ses i morgen”. Det forvirrede nogle af de demente, som troede, at de så også skulle hjem og måtte gå. Det var en ret stor øjenåbner for personalet. De gjorde det jo absolut ikke af ond mening – det var tværtimod meget høfligt og hensigtsmæssigt i forhold til deres kollegaer. I den situation fik vi lavet en ny måde, personalet kunne sige farvel på, så borgerne ikke blev forvirrede. Desuden fik vi plejecentret til at opstille nogle meget bløde sofaer og et fjernsyn ved udgangen, så det nu ser dejligt ud for de beboere, som måske er på vej til at forlade plejecentret. De kan ende med at glemme, hvorfor de er på vej ud og så i stedet blive optaget af de bløde sofaer og af at se lidt fjernsyn. Det handler om at skabe nogle trygge rammer uden at tage folks frie valg fra dem. Vi skal helst ikke lave hegn og lignende, men vi kan på en forsvarlig måde prøve at guide beboerne til at blive der, hvor de kan blive passet på.”, fortæller hun og siger afsluttende:

”Fællesnævneren for de her tiltag er at træde et skridt tilbage og se på, hvad det egentlig er, der foregår, og hvorfor den gældende borger har den adfærd, han eller hun nu engang har. Og når man får implementeret den her type tiltag, så letter det jo både beboernes og personalets dagligdag.”