Imran Rashid, speciallæge i almen medicin & forfatter, er aktuel med bogen ‘SLUK‘, hvor han sætter fokus på hvilke effekter det digitale liv har på vores fysiske og psykiske helbred. Herunder får du del 1 af et uddrag af bogens 2. kapitel.

Den forhistoriske hjerne

Lad os starte et helt andet sted, nemlig ved en hule ved Sydafrikas kyst for 100.000 år siden. Her kom en gruppe homo sapiens en dag forbi. De lagde deres værktøj på jorden og foretog sig så noget, der er endt med at blive et vigtigt pejlemærke for vores forståelse af menneskeracens udvikling. De tog nemlig noget kul og noget jernholdigt jord og blandede det så med opvarmede, knuste dyreknogler. Den rødlige væske placerede de i nogle skaller, hvorpå de dyppede en tynd knogle i blandingen og brugte den formentlig som pensel til at male på væggene. Da de forlod hulen, lod de remedierne ligge og efterlod sig dermed det, der i dag betragtes som et af verdens ældste beviser for, at menneskeracen dengang brugte maling og redskaber til at lave hulemalerier.

Fundet af disse forhistoriske redskaber gav et unikt indblik i den tidlige menneskehjerne. Redskaberne demonstrerede nemlig fortidsmenneskets evne til at skabe nye kombinationer. Handlinger, der tydede på, at menneskehjernen på dette tidspunkt besad evnen til abstrakt tænkning, planlægning og ikke mindst nytænkning. Ifølge forskerne var disse evner nogle af de karaktertræk, som for alvor adskilte homo sapiens fra menneskeracens tidligere forfædre, de såkaldte hominider.

Af gode grunde er det svært at sige noget om, hvornår den moderne menneskehjerne egentlig opstod. Det eneste, forskerne har at gå ud fra, er de genstande, som vores forfædre efterlod sig. Derfor har kortlægningen af den moderne bevidste menneskehjerne mere haft form af et slags indirekte puslespil, hvor arkæologerne på baggrund af deres fund har forsøgt at ræsonnere sig frem til, hvilke typer af tankeprocesser der lå bag.
Der er dog efterhånden enighed om, at den såkaldte symbolske tænkning var et afgørende element i udviklingen af det moderne menneske. At kunne anvende symboler som udtryk for tanker og følelser er nemlig hjernefunktioner, der er nært forbundet med sprog, kunst, kropsudsmykning, smykker samt rituel adfærd. Samtidig betød udviklingen af den symbolske tænkning, at man kunne udveksle teknologi, hvilket gjorde det muligt at dele viden og etablere handelsnetværk over afstande. Aktiviteter, der ikke var til stede blandt hominider som neandertalerne.

Symbolsk tækning

Man mener, at foruden symbolsk tækning var udviklingen af den såkaldte arbejdshukommelse et vigtigt skridt frem mod den moderne hjerne. Denne egenskab tillod os nemlig at fastholde, bearbejde og gemme mange typer af informationer. Processer, der bidrog betydeligt til hjerneprocesser som formålsbestemt opgaveløsning, planlægning og nytænkning. At finde forhistoriske beviser for, at denne form for tankevirksomhed var til stede i vores forfædres hjerner, er i sagens natur enormt svært. Langt de fleste af de fortidslevn, arkæologerne har mulighed for at finde, er nemlig håndøkser, stenredskaber og andre resultater af mere simple hjernefunktioner.

Dog mener man, at jagtredskaber, der består af flere smådele, ligesom dyrefælder må have krævet mere avancerede bevidsthedsfunktioner. Dels fordi redskaber til at fange dyr må være udtænkt på baggrund af en eller anden form for analyse af dyrets adfærd, dels fordi fortidsmennesket senere har måttet vende tilbage til fælden for at se, om den havde virket eller skulle forbedres. Symbolsk tænkning og arbejdshukommelsen er dog langtfra nok til at forklare hele udviklingen af den komplekse bevidsthed, som vi mennesker har i dag. Ved at se på mønstrene i arkæologiske fund har videnskabsfolk vedtaget, at grundlaget for udviklingen af den moderne hjerne især er sket de sidste 40.000 år som en gradvis opbygning af mere og mere komplekse adfærdsmønstre, der blev muliggjort af en tilsvarende mere og mere kompleks hjerne.

Nu kan man selvfølgelig spørge, hvorfor det overhovedet er relevant at tale om den menneskelige hjernes udvikling i et forhistorisk perspektiv, og hvad den udvikling har at gøre med den mentale og fysiske sundhed i en digital verden, som jo er denne bogs overordnede tema? Svaret er, at ovenstående gennemgang med al tydelighed viser, at den menneskelige hjerne, som vi kender den i dag, har været tusindvis af år undervejs. En langvarig udvikling, der skal holdes op imod den massive digitale påvirkning, som blev beskrevet i forrige kapitel, og som højst er 15-20 år gammel.

Læs del 2 af uddraget her.