Sorg og tab på skemaet

I 2022 blev implementeringen af en ny sorgdiagnose påbegyndt i det danske sundhedssystem. I den forbindelse skrev cand.pæd. i Didaktik (Materiel kultur) Tanja Bisgaard Bizet denne artikel om vigtigheden af videreuddannelse.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------

Når en ny sorgdiagnose skal implementeres, kalder det på dannelse, uddannelse og videreuddannelse af professionsuddannede, og andre der møder sørgende i deres daglige arbejde i vores velfærdssystem. Hvad enten det er sygeplejersker, socialrådgivere, pædagoger eller en af de mange andre funktioner, hvor mennesker fra et system eller en institution møder mennesker, der har lidt tab af deres nære og elskede relationer.

Sorgen har mange ansigter, og det kan være svært at møde sørgende, ikke mindst fordi den professionelle selv helt naturligt også konfronteres med egne tabserfaringer, forhold til døden eller måske angsten for at miste. Derfor kan sorguddannelse og viden om, hvordan sorgen kan udfolde sig og se ud udefra, være et betydningsfuldt bidrag til at styrke mødet mellem sørgende og fagprofessionelle.

Se relevant uddannelse: Bliv Certificeret sorgvejleder

Teoretisk ballast og faglig styrke

Den primære opgave for de mennesker, der til dagligt arbejder med sorg i velfærdsprofessionerne, er at opspore de sørgende, der potentielt kunne udvikle en vedvarende sorglidelse. Det gør de, ved som i alle andre aspekter af omsorgen for andre mennesker, at se på det hele menneske og forholde sig til trivsel, den personlige historik og omgivelserne, fx den sørgendes sociale relationer og egne ressourcer.

Det er ikke ny viden for en erfaren professionsuddannet, men indsigt i den nyeste forskning på området kan supplere den årelange erfaring med en teoretisk ballast og praksisnær viden om sorgens forskellige udtryk afhængig af kultur, livssituation, alder og erfaring.

Ikke kun for sundhedspersonale

Som det kan læses i "Kliniske Retningslinjer til Forebyggelse af komplicerede sorgreaktioner hos børn, unge, voksne, og ældre efter ventet eller uventet dødsfald af en nærtstående person", der kan hentes på Center for Kliniske Retningslinjers hjemmeside, så tilfalder den primære opgave med at opspore og forebygge sygeplejersker. Det er ofte også dem, der er repræsenteret i det første møde med systemet, når den elskede bliver syg og dør på hospitalet eller på hospice. Men mange andre dele af systemet stifter også bekendtskab med sorg, når de pårørende vender tilbage til arbejde, til institutionslivet eller kommer i klemme socialt. Det er en velfærdsuddannet, der tager imod ved livets begyndelse, støtter ved afskeden når det sidste suk drages, men også i alle livets aspekter ind imellem. Erfaring, høj faglighed, empati og evne til at drage omsorg for andre mennesker danner grundlag for mødet med mennesker, men også teoretisk viden indgår i et praksisvirke.

Undersøgelser peger på, at sorg og tab kan have konsekvenser i et meget langt perspektiv, eksempelvis når unge mister en forælder. Ofte kan det, der tegner et billede af en utilpasset teenager eller en asocial voksen, spores tilbage til et stort tab, der ikke er blevet mødt kompetent eller helt er blevet overset. Her vil andre fagligheder typisk blive involveret, fx lærere i folkeskolen, socialrådgivere, ungevejledere eller pædagoger.

Tværprofessionelt samarbejde

Det, som flere forskere og sorgeksperter efterspørger netop nu, er en systematisering og en samlet viden om sorg, så det ikke bliver tilfældigt at kunne få sorgstøtte eller blive samlet op, hvis der er behov for det – eller bare at blive mødt med forståelse. Det kan være svært at se, hvordan der kan skabes retningslinjer og regelsæt for det medmenneskelige møde eller for forståelsen. Man kan dog komme langt med et solidt teoretisk grundlag og kendskab til faresignaler, skadende adfærd eller tabsudløst depression med gode eksempler fra praksis og vejledning til at implementere den viden i sit fag og i praksis.

Tillægger man en øget opmærksomhed på sorg og på, at den professionelle også kan være sørgende selv eller reagere på sorg med egen bagage, vil det styrke den fagprofessionelle såvel som den sørgende. Det byder ofte en sygeplejerske eller en pædagog imod at sætte mennesker ind i systemer eller modeller, for det strider mod den menneskelige omsorg at gøre mennesket til et objekt, der kan sættes ind i en given ramme eller slavisk følger en trinvis proces. Det er derfor vigtigt at have viden til at kunne se det hele menneske og netop dette menneskes måde at sørge på for at kunne opspore, hvornår der skal visiteres videre til behandling, eller hvornår der kan iværksættes initiativer, der kan aktivere den sørgendes egne ressourcer. Eller hvornår den sørgende bare skal have ro, fred og forståelse.

Aldrig alene i sorg

Ingen, hverken børn eller voksne, skal være alene med sorgen. De skal vide, hvor støtten kan hentes. Den professionelle skal heller ikke være alene og gætte sig til en måde at agere på. At imødekomme sorg er en tværprofessionel og tværsektoral indsats.

Vidensdeling og interventioner er muligheder for at få delt gode indsatser og nye muligheder med kolleger, andre faggrupper og til andre regioner og kommuner.

Undervisning af de professionsuddannede i fællesskab kan netop åbne op for samtaler, diskussioner og udbytterige oplæg, som kan give nye indsigter i andre fagligheders hverdagsstruktur og lægge op til et bredt samarbejde om sorg. Et samarbejde, der kan føre til en samlet indsats for at forstå, hvad sorg er, og hvordan tab forandrer livssituationen i alle aspekter og kan betyde, at livet bliver for svært at leve. Sorg kan ikke behandles væk, men der kan støttes til at bære den, når den er tungest – og her spiller den fagprofessionelle en afgørende rolle.