Debatten om de socialt udsatte børn presser sig igen på. Det er et emne, der aldrig mister interesse, og alle har en mening. Det er der ikke noget at sige til, for det er ubærligt, hvis et barn vokser op under skadelige vilkår. Derfor har vi også grundlæggende en ganske god lovgivning med regler om underretning og ufravigelige pligter for kommunerne til at gribe ind og hjælpe, hvis der er behov for det.

Se også digital lektion om Barnets Lov

At vi skal beskytte udsatte børn, er vi nok alle enige om, men så begynder problemerne at vise sig. Det er så nemt at forarges og fremsætte bombastiske udtalelser om, hvad der er bedst for et barn, men:

– Hvor dårligt skal et barn have det for, at det offentlige kan og skal blande sig i familielivet?

– Hvor langt kan vi komme med generelle frivillige tilbud til familier, der har problemer?

– Hvordan får vi bedst opsporet de udsatte børn, som ikke har forældre, der selv beder om hjælp?

– Hvordan sikrer vi bedst familiens retssikkerhed, samtidig med at barnet bliver beskyttet mod skadelige opvækstvilkår i familien?

– Hvor langt vil vi gå i forhold til upræcise bestemmelser for at ”redde” et barn?

Uanset hvad vi svarer på alle disse spørgsmål, er det den kommunale børnesags vilkår, at sociale familiemæssige vanskeligheder er komplekse, og at der sjældent er én fuldstændig klar rigtig løsning.

Den sagsbehandler, der skal arbejde med børnesagen, skal derfor – udover at være både bredt og dybt funderet i sin viden om børn og deres behov samt forældre og deres vanskeligheders betydning for barnet – også have et meget grundigt kendskab til hele den sociale lovgivning og de forvaltningsretlige regler og principper. Al den viden nytter dog ikke, hvis sagsbehandleren ikke samtidig er fuldstændig hjemme i disciplinen: at forestå offentlig sagsbehandling. De seneste mange års undersøgelser, forskning og konkrete enkeltsager har vist, at den kommunale sagsbehandling lader meget tilbage at ønske. Alligevel har skiftende socialministres svar været indførelse af stadig flere regler med det resultat, at vi i dag har en servicelov, der er spækket med en lang række proceskrav – hvoraf nogle endda trækker i hver deres retning.

Se også: Jura-Serien med Bente Adolphsen

Mange af disse lovændringer er indført ved en række ”reformer”, der er lanceret som ”det allervigtigste”. Dette har medvirket til, at loven i dag er fragmenteret og usammenhængende, så den faktisk kan være svær at arbejde efter. Der er derfor måske ikke noget at sige til, at vi ikke har set de forbedringer, der var formålet med alle ændringerne. En medvirkende årsag er nok også, at der sideløbende er sket en stærk forringelse af grunduddannelsen for socialrådgivere, så lovfortolkning, sagsbehandling og journalskrivning i dag stort set er fraværende.

Nu lancerer regeringen så ”Barnets Lov”, og det lyder også besnærende – og besnærende enkelt – at der nu skal til at tages udgangspunkt i barnet, og at vi skal samle reglerne i én lov om udsatte børn med en intention om regelforenkling.

Det er dog meget tvivlsomt, om regeringens ambitioner om at forbedre forholdene for de socialt udsatte børn og deres familier kan nås med dette stærkt tendentiøse og floromvundne udspil, der helt grundlæggende mangler reelle ændringer i forhold til den gældende lov.

• I udspillet til Barnets Lov lægges der op til at give børn flere rettigheder. Netop på dette punkt kan der løbende være grund til at lave ændringer i takt med den generelle samfundsudvikling. Det er dog særdeles vigtigt, at der udvises større forståelse for, hvad et barn reelt selv kan og skal være ansvarlig for, ligesom det er vigtigt, at børn ikke sættes i et konfliktforhold til forældrene. Udspillet synes at gå ud fra, at kommunen i dag ikke har pligt til at lytte til børn og relevant forfølge de spor, som et barn måtte ytre sig om. Dette er naturligvis også i den nuværende lov en kommunal forpligtelse, som ikke fordrer en partsindsats fra barnet. Men når regeringen siger, at reglerne nu skal til at være til for børnenes skyld, er der nærmest tale om en fornærmelse mod de seneste hundrede års børneregler, der alle har haft det klare formål at beskytte børn mod skadelige opvækstvilkår. Om det så er sket i praksis, kan jo ikke nødvendigvis lægges loven til last, men det burde fortælle regeringen, at lovændringer måske ikke er vejen frem, hvis man reelt ”vil stå på børnenes side”.
• Når regeringen skriver, at vi skal sætte ind med en anbringelse, inden ”alt andet er prøvet”, så er der ikke tale om en ændring. Det fremgår klart af serviceloven, at kommunen altid skal iværksætte den foranstaltning, der er nødvendig for at afhjælpe barnets vanskeligheder. Det er praksis, der desværre har misforstået princippet om ”mindste middel”, idet det i 1993 blev tydeliggjort i loven, at kommunen altid skal iværksætte det mindste formålstjenlige middel – man skal altså bruge den mindst indgribende foranstaltning, der er tilstrækkelig for at kunne hjælpe barnet. Er den foranstaltning, der kan dække barnets behov og dermed nå formålet med indsatsen fra første færd, en anbringelse, så har kommunen pligt til at anbringe barnet – med eller uden samtykke alt efter barnets vanskeligheder og forældrenes indstilling.
• Når regeringen siger, at vi er nødt til at have et helt nyt ”spor” til de 15% ikke-etnisk danske familier, der slår deres børn, så må man spørge sig selv, hvilket spor de 9% danske familier, der slår deres børn, hører til i. Vold i en familie er et socialt problem, og det skal naturligvis tages alvorligt, så barnets vanskeligheder kan løses relevant, men det er en helt forkert vej at gå at udpege særlige grupper eller særlige problemer i loven. Det er barnets behov for en tryg opvækst, der skal være i fokus. Ellers kan det ende med, at vi skal have et spor for psykisk sygdom, dårlig begavelse, alkoholproblemer – ja, listen kan blive lang. Nej, den sociale lovgivning skal kunne hjælpe børn, der udsættes for svigt under opvæksten uanset årsagen til svigtet.
• Når regeringen siger, at der skal sættes ind med økonomiske sanktioner i ikke-etnisk danske familier, så må man spørge, hvordan færre penge forventes at gavne det i forvejen udsatte barn. I øvrigt har det (indtil nu) været et bærende princip i børnereglerne, at man som udgangspunkt kommer længst med samarbejde, og at sanktioner og straf ofte har den modsatte effekt end den, der ønskes.
• Når socialministeren fremsætter upræcise og floskelprægede udtalelser om, at man skal underrette, når man er ”bekymret”, og at man hellere skal sende én underretning for meget end én for lidt, svækkes respekten for loven. Det er ikke et retssamfund værdigt, at familier skal udsættes for tilfældige underretninger til de kommuner, der har utroligt vide beføjelser til at gribe ind i familiernes liv.
• Når regeringen siger, at flere børn skal tvangsadopteres, så må man spørge, om den overhovedet ved, hvilke børn, den taler om – og om den har taget de plejefamilier, der forventes at adoptere, i ed. Når der brydes med et grundlæggende princip om, at barnet skal være født, før der kan træffes afgørelser, kan man forsigtigt spørge, om det mon ikke vil være i strid med op til flere konventioner.
• Når regeringen siger, at det overvejes at indføre ”børnesagsbehandlere”, så vil det være en meget dårlig idé at skele til Norge, hvor man har skilt ”Børneværnet” fra det sociale område med den følge, at de sagsbehandlere, der skal analysere og vurdere børns behov, har meget sparsomme forudsætninger for at vurdere forældrenes kompetencer. Det er helt afgørende, at børneområdet fortsat er et ”socialt” område med en bred grunduddannelse i alle typer af sociale problemer, for kun på den måde vil det være muligt at vurdere et barns vanskeligheder og de relevante muligheder for at afhjælpe dem i eller uden for familien. Den adskillelse, der er foretaget i Norge, er formentlig en af årsagerne til den række af børnesager, der er gået Norge imod ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Hovedpointen i domstolens kritik har netop handlet om et for snævert syn på ”barnet” uden at se og anerkende både forældrenes og barnets ret til familieliv.

Ja, man kunne blive ved, men helt grundlæggende er det vigtigt, at regeringen forstår, at børn på godt og ondt er forbundne med deres forældre, så selvom forældrene ikke kan tage sig tilstrækkelig godt af barnet, er det ikke ensbetydende med, at barnet ikke kan have brug for dem og føle sig forbundet med dem. Det er derfor vigtigt, at børnereglerne afspejler dette grundvilkår.

Lige så vigtigt er det at forstå, at børn og deres forældre har sammenfaldende interesser, når det gælder retssikkerhed i mødet med det offentlige, og at hele familien – også barnet – er afhængig af, at sagsbehandlingen foregår forsvarligt og på et meget højt fagligt niveau. Så løsningen på de problemer, vi i snart mange år har set på børneområdet, er IKKE at slække på retssikkerheden og indføre (flere) upræcise regler og beføjelser.

Så: Gør nu det rigtige denne gang. Stop strømmen af lovreformer og lad os i stedet pudse de ændringer, der blev indført i Bistandsloven i 1993, af og sørge for, at de endelig bliver ført ud i livet. Sørg for, at socialrådgiverstuderende undervises i jura og sagsbehandling. Indfør krav om efteruddannelse for sagsbehandlere, der arbejder med afgørelsessager. Understøt respekten for offentligt ansatte socialrådgiveres dømmekraft og understøt tilbageførelse af afgørelseskompetence til frontpersonalet. Sørg for, at kommunerne forstår, hvad det vil sige at have ansvaret for et pligtområde.

Bente Adolphsen, marts 2021.

Debatindlægget er udtryk for skribentens egen holdning.