Mennesker med psykiatriske sygdomme har en højere forekomst af selvskade, hvilket ikke er mærkeligt, fordi deres lidelsespres er større. De har simpelthen flere problemer at bakse med, og derfor bruger flere af dem selvskade som en form for selvbehandling: de får det bedre ved at skade sig selv f.eks. ved at skære, brænde eller slå sig selv for blot at nævne nogle af de hyppigst brugte former for selvskade. Derfor kan man ikke undgå at blive konfronteret med selvskadende adfærd, der især forekommer hos unge, hvis man arbejder på et psykiatrisk bosted eller på en psykiatrisk afdeling. Og det kan være en stor udfordring.
Selvskade forekommer hyppigt hos mennesker med personlighedsforstyrrelser, men også hos mennesker med f.eks. depression, angst, PTSD. Man kan kalde selvskade for et non-specifikt symptom, der findes bredt hos mennesker med alle mulige forskellige psykiske lidelser.
Når patienten bliver indlagt
En finsk undersøgelse viser, at 68% af psykiatriske patienter har igangværende selvskade og forekomsten af selvskade stiger, når patienten bliver indlagt. Blandt psykiatriske patienter, der ikke tidligere havde skadet sig selv, udviklede en tredjedel selvskade i løbet af de første måneder i forbindelse med indlæggelsen. Dette er et problem – ikke bare for den enkelte patient, men også for de øvrige patienter på afsnittet – fordi selvskade ofte breder sig til andre (social ”smitte”). Netop fordi selvskade breder sig, vil det næsten også altid udgøre en stor udfordring på psykiatriske bosteder og i andre sammenhænge, hvor der er mange unge samlet.
Relevant arrangement: Selvskade hos psykiatriske patienter
Undersøgelser viser, at plejepersonale og pædagoger, der har direkte kontakt med selvskadende unge, ofte savner viden om, hvordan de skal forholde sig til selvskade. Frustration, stress, ængstelighed, bekymring, vrede og hjælpeløshed er nogle af de følelser, der ofte opstår hos dem, der har tæt omgang med selvskadende mennesker. Selvskadende unge bliver desuden ofte opfattet som ”manipulerende”, ”aggressive” og præget af ”modstand”, og på dette grundlag kan det ikke undre, at mange unge med selvskadende adfærd føler sig dårligt behandlet. Behandlerens holdning til den selvskadende unge er en af de mest afgørende faktorer for behandlingens udfald, så der er al mulig grund til at arbejde med den enkelte medarbejders forståelse af og holdning til selvskade hos beboeren eller patienten.
Den bedste behandling af selvskade
Den bedste behandling af selvskade i psykiatrien er ambulant psykoterapi, men det kan blive nødvendigt med indlæggelse både på grund af forværring af selvskaden og på grund af patientens øvrige psykiatriske lidelser. I forbindelse med indlæggelse eller overflytning til et psykiatrisk bosted er den unge ofte i krise og kan få det dårligere af at møde en myriade af restriktioner, regler og andre følelsesmæssige triggers. Uanset hvilke reaktioner, de selvskadende unge bliver mødt med, kræver de meget af deres behandlere, og der opstår let turbulens og kaos omkring dem. Dette kan næsten ikke undgå at give problemer på et bosted eller på et sengeafsnit, som ikke er specielt gearet til at behandle unge med selvskade.
Under de institutionelle rammer på afdelingen eller bostedet kan der let opstå en malign dynamik, hvor alene strukturen på afdelingen eller bostedet resulterer i, at den unge regredierer og mister sine normale færdigheder. For at holde fast på sig selv, sin identitet og modvirke denne regressive proces, ser man, at specielt unge indlagt i psykiatrien, men også på bosteder, bruger selvskade. Ved at skade sig selv mærker den unge en følelse af selvkontrol og markering af sine egne grænser.
Når personalet bliver konfronteret med selvskade hos en indlagt patient eller en beboer, vil de naturligt beskytte vedkommende ved at fjerne skarpe genstande, øge overvågning og i psykiatrien ved skærmning, medicinering og måske ordinering af fast vagt eller bæltefiksering. Denne form for beskyttelse bliver af den unge ofte oplevet som kontrol og indskrænkning af autonomi og råderum. Derfor vil der ske en intensivering af den unges følelse af angst og afmagt og derfor behov for selvskadende adfærd.
Relevant arrangement: Selvskade hos psykiatriske patienter
Der er en risiko for, at behandlingen kan aktivere og vedligeholde en negativ proces, hvor den unge regredierer og bliver dårligere og dårligere til at tage vare på sig selv. Når den unge derfor handler ved at skade sig selv, så handler personalet ved at passe yderligere på vedkommende og intensivere overvågning og kontrol. Handling skaber handling, og der kan opstå en ’stum dialog’, hvor den eskalerende proces ikke italesættes, men optrappes med øget risiko for, at den unge bliver stadig mere selvskadende og afdelingen eller bostedet stadig mere kontrollerende.
Man har derfor et stort behov for at udvikle en helt anden kultur, hvor selvskade hos unge ikke øges i forbindelse med indlæggelse eller ophold på et bosted, men netop bliver opfattet som et ”stumt sprog”, der skal tydes og besvares med andet en handling. Dette kræver imidlertid, at personalet føler sig rustet til at forholde sig til selvskade, således at de kan reagere mere konstruktivt og mere fleksibelt over for den unges selvdestruktive handlinger.
For yderligere læsning:
Bo Møhl. Selvskade – Psykologi og Behandling. Hans Reitzels Forlag 2015
Bo Møhl. Assessment and Treatment of Non-Suicidal Self-Injury. A Clinical Perspective. Routledge 2019
