I dag er den fireårige Aydin Soei blevet en voksen mand, som, udover at kunne kalde sig far, bl.a. også er kandidat i sociologi og forfatter til bøgerne ”Fædre” (2020), ”Omar – og de andre” (2018), ”Vrede unge mænd” (2016) og ”Forsoning” (2016).
”Mine bøger kredser om etniske minoriteter, og jeg har primært skrevet om unge etniske minoriteter i udsatte boligområder. Særligt er det drengene, jeg har beskæftiget mig med. I min seneste bog kigger jeg f.eks. på forældreskab og forskelle i opdragelsesidealer,” fortæller han i telefonen.
Aydin Soeis speciale er emner som udsatte unge, medborgerskab, social mobilitet, risikofaktorer i forhold til kriminalitet, unge på kanten af loven og social kontrol. Da jeg ringer ham op, er det netop for at tale om social kontrol, men hvad forstås egentlig ved dette begreb?
”Rent sociologisk er ‘social kontrol’ oprindeligt et begreb, der beskriver stater, der forsøger at bedrive social kontrol over for sin borgere og opdrage borgerne til at agere på en bestemt måde,” forklarer han og siger videre:
“Udfordringen ved begrebet ’social kontrol’ i nyere tid er, at det er stærkt politiseret, og at der ikke er en formel definition. Da jeg sad med som næstformand i Københavns Kommunes ekspertgruppe til bekæmpelse af social kontrol, var første udfordring faktisk at få lavet en definition. Det viste sig, at hverken Københavns Kommune eller nogen anden kommune i landet havde en formel definition af, hvad social kontrol er. Hvis vi ikke har defineret, hvad vi mener med social kontrol, så mangler vi et fælles sprog. Det betyder, at du – hvis du sidder som sagsbehandler, skolelærer, eller hvad det nu kan være, og taler om social kontrol – så får du f.eks. ikke forældrene med, for de ved ikke, hvad du konkret mener, og så bliver det let opfattet som om, at det er et begreb, som handler om, at etniske minoriteter bare skal assimileres og laves om.”
I sit arbejde i ekspertgruppen udformede Aydin Soei en definition på social kontrol, og den har Københavns Kommune arbejdet ud fra siden. Definitionen lyder:
”Social kontrol er, når personer – gennem pres, tvang eller vold – begrænses i deres livsudfoldelse og ret til at træffe selvstændige valg angående eget liv og fremtid. Det gælder f.eks. retten til at bestemme over egen krop og frihed til f.eks. at vælge kæreste, ægtefælle, fritidsaktiviteter, påklædning, uddannelse og arbejde.”
Opretholdelse af social stabilitet som det centrale
På trods af definitionen af social kontrol oplever Aydin Soei dog, at der stadig mangler en fælles forståelse af begrebet, og at det bl.a. betyder, at det bliver for snævert.
Han peger på, at det i den offentlige debat ofte handler om piger og kvinder, når samtalen kredser om social kontrol. Her er fokus nemlig typisk på såkaldt æresrelateret social kontrol, hvilket Aydin Soei beskriver som kontrol af pigernes og kvindernes adfærd og frihed, fordi de bliver opfattet som familiens og mandens ejendom, og hele familiens ære dermed ses som betinget af kvindens opførsel.
Med det store fokus på æresrelateret social kontrol risikerer vi dog, understreger han, at overse, hvorfor social kontrol bliver reproduceret, og hvorfor f.eks. unge mænd udsætter hinanden for social kontrol.
“I de fleste tilfælde handler social kontrol ikke om ære, men om at opretholde social stabilitet. Hvis du tager forældregenerationen med indvandrerbaggrund, så er der mange tilfælde, hvor social kontrol bliver udøvet, fordi man vil opretholde social stabilitet, og fordi man ikke har samme tillid til det samfund og de mennesker, man indgår i samfundet med, som majoritetsbefolkningen har. Du siger måske f.eks. nej til, at din datter må tage på lejrtur, fordi du ikke ved, hvad lejrtur er for en størrelse, og fordi du føler utryghed ved, at dit barn skal befinde sig i Nørre Snede i en uge – et sted, du ikke kender og sammen med en gruppe voksne, som du heller ikke helt ved, hvem er. Når forældrene har ladet det første barn tage med på lejrtur, er det dog typisk ikke noget problem også at lade det andet barn komme af sted. Det ser vi gang på gang. Det handler om, at man får afmystificeret, hvad lejrtur f.eks. er for en størrelse.”
Her gør Aydin Soei opmærksom på, at nogle af de mennesker, som kommer til Danmark, stammer fra lande, hvor man primært har tillid til sine nærmeste og til lokalsamfundet. Danmark er derimod kendetegnet ved at have en meget høj grad af generaliseret tillid – dvs. tillid der også gælder fremmede mennesker- og derfor opstår der kultursammenstød.
”Når vi f.eks. snakker om traumatiserede flygtninge, som udøver social kontrol, er det ofte heller ikke æresrelateret. Det handler derimod om deres egne traumer – f.eks. at de simpelthen har kæmpe separationsangst og utryghed i det hele taget ved det samfund, de indgår i, så de kommer til at styre deres børn i ekstrem grad. Det er dog i den forbindelse vigtigt også at have med, at der er sket et stort skifte fra første generation af indvandrere og flygtninge til efterkommergenerationen, som har påtaget sig nogle af de opdragelsesidealer, vi har i Danmark. Det handler bl.a. om, at de har et langt højere vidensniveau om det samfund, de bor i, og de har en meget højere tillid til deres medborgere og til staten, ligesom de har nogle helt andre handlemuligheder.”
Se kursus med Aydin Soei: Social arv og forebyggelse af kriminalitet hos udsatte børn og unge
Fagpersoner skal have fokus på trivsel fremfor på social kontrol
Ifølge Aydin Soei bliver begrebet ’social kontrol’ typisk brugt i relation til ikke-etniske danskere. Han pointerer dog, at social kontrol findes blandt alle etniciteter.
Da han arbejdede med forebyggelse af social kontrol i Københavns Kommune og Odense Kommune, skete det f.eks., at de blev kontaktet af mennesker, som havde været en del af Jehovas Vidner eller Pinsekirken, og som efterspurgte et fokus på social kontrol blandt etniske danskere.
“Hvis vi zoomer ind på bestemte religiøse miljøer eller ekstreme grupperinger, vil vi unægteligt finde eksempler på voldsom negativ social kontrol der. Hvis du f.eks. ser på Jehovas Vidner og den strenge, negative sociale kontrol, der er der, så er den ikke æresrelateret. Den handler i stedet om at opretholde den sociale stabilitet, der er i gruppen, eller om at undgå, at folk melder sig ud, eller om at stoppe ”trusler” udefra. Dertil kommer, at vi også blandt etnisk danske familier, som er uden for den slags religiøse miljøer, ser meget streng opdragelse, som kan forstås som social kontrol. Vi ser det især i familier, hvor forældrene er i en usikker livsposition, fordi de f.eks. har et lavt uddannelsesniveau og en prekær jobsituation og derfor opdrager meget strengt for at styre børnene, hvilket kan påvirke børnenes trivsel.”
På baggrund af dette mener Aydin Soei, at det er vigtigt, at fagpersoner ikke tænker social kontrol som noget, der kun vedrører etniske minoriteter.
”Vi skal se på opdragelse og adfærd hos børn og unge, som kan have en betydning for deres trivsel og livsmuligheder – sætte det ind i den ramme. For Christiansborg er én ting, og der snakker de ofte kun om etniske minoriteter, når det handler om social kontrol. Man skal ikke lede så meget efter social kontrol, men mere se på trivslen og tænke den som det afgørende – så taler vi også ud fra en ramme, som man i forvejen er underlagt at skulle være opmærksom på, hvis man arbejder med børn og unge. Der er jo regler i Serviceloven, og de gælder uanset, hvilken hudfarve børnene har,” pointerer han og fortsætter:
”Noget af det, vi kan se, har allerstørst betydning for børns muligheder i livet, er selvværd. Graden af selvværd har kæmpestor betydning for deres uddannelseschancer og er en kæmpe risikofaktor, når det handler om kriminalitet. Det er derfor ret afgørende at se på, når vi taler om, hvorvidt vi skal reagere, når det handler om en familie, hvor børn bliver udsat for social kontrol. Der findes f.eks. eksempler på, at vold i familien betyder, at barnet bliver ekstremt apatisk, og hvor oplevelsen af ikke at blive set som en, der har enestående kærlighedsmæssig værdi, har stor betydning for barnets handlemuligheder. Barnet holder simpelthen op med at tro på, at dets egne handlinger har en betydning for, hvordan det kommer til at gå ham eller hende i livet.”
Se kursus med Aydin Soei: Social arv og forebyggelse af kriminalitet hos udsatte børn og unge
Streng opdragelse eller negativ social kontrol?
Selvom social kontrol eksisterer blandt alle etniciteter, gør Aydin Soei opmærksom på, at etniske minoriteter er overrepræsenterede i relation til social kontrol. Det mener han, at der en række årsager til.
”Først og fremmest er man nødt til at dele det op, så vi taler om hhv. den første generation af indvandrere og flygtninge og så efterkommerne. Det, der fremadrettet har størst betydning for at forebygge negativ social kontrol, er uddannelsesniveau. Når det gælder efterkommere, kan vi se, at dem, der reproducerer social kontrol, primært er mænd, der mislykkes med at tage en uddannelse. Sekundært så kan boligområdet betyde noget for graden af negativ social kontrol.
Når vi taler om den første generation, har det bl.a. betydet noget, at vi har at gøre med en gruppe, som er udvandret eller flygtet fra nogle lande i verden, hvor man har et meget autoritært opdragelsesideal, og hvor livet i høj grad har føltes som overlevelse. Det fordrer et autoritært opdragelsesideal, hvor du som forælder udstikker ordrer over for børnene – bl.a. for at sikre deres overlevelse. Denne første generation af flygtninge og indvandrere er så endt i et af de lande i verden, hvor man har et af de mest eftergivende opdragelsesidealer, nemlig Danmark. Og hvis du bare viderefører den meget autoritære måde at opdrage på, så vil det blive opfattet som meget strengt og muligvis også som social kontrol. Dertil kommer så, at der også har skullet ske en tilvænning til det høje tillidsniveau i Danmark, som betyder noget for tilgangen til børn.”
Netop forskellen i opdragelsesstil kan være en særlig udfordring for fagpersoner på dette felt, for hvor går grænsen mellem streng opdragelse og social kontrol?
Her forklarer Aydin Soei, at noget af det, vi i Danmark opfatter som social kontrol, ikke ville blive opfattet sådan, hvis det f.eks. skete i Pakistan, og at det heller ikke ville have samme negative effekt på børnenes trivsel – simpelthen fordi børnene dér måler sig op mod andre, som bliver opdraget på samme måde. I Danmark vil børnene og de unge dog kunne opleve, at deres handlemuligheder er begrænsede i forhold til andre jævnaldrende, og det vil derfor kunne påvirke dem negativt.
”Det er også vigtigt, at vi ser på, hvilken betydning kontrollen har for den enkelte – i hvor høj grad begrænser det den enkelte og har betydning for hans eller hendes trivsel? Hvis du f.eks. tager unge kvinder med indvandrerbaggrund, så er der nogle af dem, der siger, at de bliver opdraget strengt, men at de egentlig godt kan lide det. Hvis man har en søskendeflok, kan det jo være, at den ene datter synes, at det er meget fint, at hun ikke må det samme som drengene, men at en anden datter har nogle andre behov og derfor føler, at hun skal give afkald på nogle ting. Hun vil derfor i højere grad blive negativt påvirket på sit selvværd og trivsel af den opdragelse, end hendes søster vil. Så det er et kompliceret felt, for det er ikke kun den objektive handling, der har betydning – det er også, hvordan det bliver modtaget,” fortæller Aydin Soei.
Nye opdragelsesidealer gør deres indtog
I forlængelse heraf påpeger han, at det er hans erfaring, at familier, der argumenterer for en streng opdragelse, spidser ører, når han fortæller dem om de negative følger af denne opdragelse – f.eks. at den kan påvirke børnenes selvværd, og at den kan have negativ indflydelse i forhold til uddannelseschancer, men at det omvendt øger risikoen for at ende i en kriminel løbebane. For ham at se handler det igen om at have et fælles sprog og noget konkret at forholde sig til, også for forældrene.
”Jeg tror, de fleste vil sige: “Nå ja, det der, det er da klart – jeg vil da ikke bakke op om, at der er børn, som med pres, trusler og vold kontrolleres i en grad, så det går ud over deres trivsel og handlemuligheder.”
Endvidere gør Aydin Soei opmærksom på, at der i disse år sker en massiv udvikling, når det f.eks. kommer til etniske minoriteters valg af partner, eller hvorvidt børnene må komme med på lejrskole.
”Det skyldes, at der sker et skifte i opdragelsesidealer henimod et meget mere individorienteret samfund, når det handler om efterkommere, der bliver forældre, ligesom efterkommerne, som nævnt, også oftere har et højere vidensniveau end forældrene på grund af længere uddannelser o.l. Uddannelse er afgørende for at forebygge udøvelse og reproduktion af social kontrol,” slutter han.
Se kursus med Aydin Soei: Social arv og forebyggelse af kriminalitet hos udsatte børn og unge
