Samtidig peger en lang række undersøgelser dog på, at trivslen slår knuder for et stigende antal børn og unge (se f.eks. Danmarks Evalueringsinstitut 2025 og Børns Vilkår 2024).

En af dem, der fornemmer det, er Charlotte Bjerregaard. Hun er psykolog, specialist i klinisk børnepsykologi, underviser på uddannelsen til certificeret børne-stressvejleder og driver til daglig Familiepsykologisk Praksis sammen med Ulla Dyrløv, hvor hun hver dag taler med børn og unge, som har det svært.

”Det er fire år siden, at vi to sidst talte sammen om den stigende mistrivsel, og det er jo desværre kun blevet værre. Jeg tror ikke, at der er ét rigtigt svar på, hvorfor det er sådan – der er tværtimod mange,” pointerer Charlotte Bjerregaard i den anden ende af telefonen, da vi en torsdag formiddag igen zoomer ind på trivslen blandt de danske børn og unge.

To af de mest fremtrædende bud på mistrivslen lyder, at danske børn og unge er blevet mere skrøbelige, og at vi har skabt et præstationssamfund, som er for voldsomt at være i.

De to bud kan virke modsatrettede, men Charlotte Bjerregaard oplever, at de begge gør sig gældende og formentlig hænger sammen.

Presset fra præstationssamfundet

I sine samtaler med børn, unge og deres familier ser Charlotte Bjerregaard, at nogle forældre passer så godt på deres børn, at det utilsigtet bliver en hæmsko og gør børnene meget sårbare.

Hendes erfaring er dog, at der altid er en årsag til den forældreadfærd. Det kan blandt andet handle om, at barnet har haft det dårligt i en længere periode, eller det kan være, fordi forældrene bliver bekymrede og ængstelige, når de hver dag bliver bombarderet med historier om alverdens ulykker.

”Verden er dog egentlig ikke blevet et mere farligt sted, men vi hører bare mere om det, der foregår. Til gengæld ser jeg det sådan, at vi har skabt en verden for børn og unge, som slet ikke er egnet til dem. Det er en verden, som er koblet op på arbejdsmarkedet, og hvor det handler om at præstere hele tiden. Der bliver stillet store krav til børn og unge – og også for store krav, synes jeg,” forklarer hun og fortsætter:  

”Når jeg taler med børn og unge, oplever jeg, at den del fylder rigtig meget for dem. Det er hårdt for dem hele tiden at skulle vurderes, og det kan være svært for dem at skelne imellem, om det er deres faglighed, der bliver bedømt, eller om det er hele deres person. Når man som forælder ser, at ens barn er udsat for det her pres og vakler under det, kan det være, man får lyst til at fjerne presset, og så kan det ske, at man kommer til at overbeskytte sit barn.”

Charlotte Bjerregaard oplever mange forældre, som begynder at slække på kravene til deres børn for at kompensere for noget af det pres, de oplever andre steder. Selvom hun til fulde forstår forældrenes bevæggrunde, fortæller hun dem dog altid, at det gør mere skade end gavn.

”Når der er mange krav ude i verden, men næsten ingen derhjemme, opstår der en uligevægt, som er meget svær at navigere i for børn og unge, og det får omverdenens krav til at føles endnu større. Det vigtige er derfor, at vi både som forældre og som samfund stiller krav, der passer til børn og unges kognitive og følelsesmæssige udvikling. Børnene og de unge må gerne opleve at stå i et pres af og til, for det er også en del af livet, men de skal ikke stå på tæer hele tiden.”

Se relevant kursus: Skam, skyld og ny udsathed: unges mistrivsel i en præstationskultur

Det digitale pres

Når vi taler om børn og unges liv, er det svært at komme uden om skærmene.

De er her, der og alle vegne, og diverse undersøgelser viser, at danske børn og unge har et meget højt skærmforbrug – faktisk betydeligt højere sammenlignet med børn og unge fra andre lande (se f.eks. Statens Institut for Folkesundhed 2024).

Der er ikke enighed om, hvordan og hvor meget skærmene påvirker børn og unges trivsel, men for Charlotte Bjerregaard giver det rigtig god mening at tage dem med i ligningen, når børn og unge bokser med livet.

I sit arbejde mærker hun tydeligt, at skærmene fylder meget, og hun møder blandt andet mange større børn og unge, der fortæller, at præstationspresset også viser sit ansigt på de sociale medier.

”Der er et pres, som handler om at skulle tage sig godt ud hele tiden – også på sociale medier – og jeg synes, at det pres er større, end det har været tidligere. Dertil kommer et præstationspres med hensyn til hele tiden at skulle være på og svare hurtigt på beskeder og kommentarer. Børnene og de unge har aldrig fred. Der tikker konstant notifikationer ind, som de skal forholde sig til,” fortæller hun og siger videre:

”Desuden sidder børnene og de unge meget alene foran skærmene, og de bliver hele tiden udsat for ting, som de ikke helt forstår. De kan f.eks. blive gjort til grin, se ubehageligt indhold eller støde på voksne, som vil gøre dem ondt. De skal navigere i en verden, de egentlig ikke forstår, og for nogle af dem er det svært at tale med de voksne, hvis de har oplevet noget, der gjorde dem bekymrede, bange eller kede af det. Når vi tager præstationspresset både i og uden for den online verden og kombinerer det med, at børnene og de unge kan støde på nogle rigtig svære ting, når de er online, forstår jeg godt, at det hele kan blive for meget for dem. Så i min optik er børn og unges mistrivsel i høj grad en sund reaktion på nogle meget usunde vilkår. En meget usund verden.”

Se relevant uddannelse: Certificeret vejleder i digital sundhed

Vi skal ikke fikse børnene & de unge – vi skal fikse rammerne

Det helt store spørgsmål er så, hvordan vi skaber sundere vilkår – et sundere samfund – for børnene og de unge.

På så stort et spørgsmål findes der naturligvis ikke et simpelt svar og heller intet quickfix, men Charlotte Bjerregaard tør alligevel godt pege på nogle af de skridt, vi kan tage for at komme tættere på sådan et samfund.

Først og fremmest understreger hun, at det er alle vi voksne omkring børnene og de unge, som har ansvaret.

”Når et barn eller en ung har det svært, oplever jeg desværre, at vi ofte begynder at se efter noget inde i barnet eller den unge, som skal fikses. Det kan selvfølgelig være enormt givende, at børn og unge får nogle redskaber til at håndtere det, der er svært, men vi er også nødt til at se på de kontekster, de indgår i. Det er vores ansvar at gøre noget, så hvor kan vi skrue lidt på tingene, så den her verden bliver nemmere at være i for børnene og de unge? Vi skal tage detektivhatten på og være nysgerrige og se på alle de arenaer, de er en del af. Dét kan vi jo blandt andet gøre ved løbende at tjekke ind med dem. Hvordan har de det derhjemme? Og hvad med i skolen og i fritidsklubben? Hvad med sammen med vennerne, eller når de spiller computerspil?”.

Netop de forskellige kontekster, som børn og unge indgår i, spiller en afgørende rolle på uddannelsen til certificeret børne-stressvejleder, som Charlotte Bjerregaard har været med til at udvikle sammen med fysioterapeut Pernille Thomsen.

Uddannelsen henvender sig til en lang række fagpersoner – ja, faktisk til alle der arbejder med børn og unge – og den skal understøtte det tværfaglige og helhedsorienterede arbejde med at styrke børn og unges trivsel.

Derfor tager uddannelsen afsæt i den såkaldte ”Søhestemad”-tilgang, som Charlotte Bjerregaard har skabt sammen med Pernille Thomsen. Tilgangen har et bio-psyko-socialt perspektiv, hvor der både ses på det biologiske (f.eks. de kropslige reaktioner), det psykologiske (f.eks. tanker, følelser, selvværd, erfaringer) og det sociale (f.eks. relationer og sociale arenaer) aspekt.

Og hvorfor tilgangen har fået det maritimt klingende navn? Det er der alt andet end søforklaringer på.

Børn & unge skal have “Søhestemad”

Hvis vi tager et kig på hjernen, finder vi området hippocampus.

Det har fået sit navn fra det latinske ord, som betyder søhest, fordi hjerneområdet har en vis lighed med den lille fisk.

Hippocampus er blandt andet vigtig for vores hukommelse, erindringer og indlæring, og det er også det område, som leger brandslukker over for hjerneområdet amygdala. Amygdala kan ses som det indre trusselssystem, der hele tiden scanner for potentielle farer – såvel de konkrete som de mere abstrakte – og som sætter gang i overlevelsesreaktioner (kamp-flugt-frys-reaktioner), hvis en trussel bliver registreret.

Hvis kroppen og nervesystemet er under pres i længere tid, suser stresshormonet kortisol rundt i kroppen, og det er som gift for hippocampus, der begynder at skrumpe og dermed bliver dårligere til at berolige amygdala.

For at få ro på amygdala og nervesystemet skal hippocampus altså have det godt. Derfor skal hippocampus – eller ”søhesten” – fodres med gode signalstoffer/hormoner. Det kan fysisk aktivitet og berøring sørge for. Ved at spille stikbold får man f.eks. et skud af de såkaldte lykkehormoner endorfin, serotonin og dopamin.

”Når vi vil understøtte og styrke trivslen for børn og unge, er det virkelig vigtigt, at vi sørger for, at de kommer ud og bevæger sig og får noget ’Søhestemad’. De skal have pulsen op, for det sætter gang i alle de her gode processer i kroppen, og det skaber et større mentalt overskud,” forklarer Charlotte Bjerregaard.

Hun peger også på, at vi skal tænke i ”Søhestemad”, når det kommer til skærmenes rolle i børn og unges liv.

”Vi skal sikre, at børn og unge får nogle pauser fra skærmene og f.eks. kommer ud og bevæger sig eller laver noget fysisk sammen med andre. Rent kognitivt er børnene og de unge ikke et sted endnu, hvor de for alvor evner at navigere i det her og selv husker at tage pauser – og desuden er mange af medierne bygget til at ville fastholde børnene og de unge så længe som muligt, så det er de også oppe imod. Vi skal tage styringen, og vi skal øve os i at kunne rumme, at børnene måske synes, vi er nogle idioter, når vi begrænser skærmbrugen.”

I Charlotte Bjerregaards optik er et andet skridt på vejen til sundere rammer for børn og unge, at de har adgang til at dyrke nogle fællesskaber, hvor det ikke handler om at være den bedste til noget, men i stedet om at være et hold.

”Som jeg har været inde på, er der stort fokus på præstationer, og når vi så samtidig lever i en tid, hvor der generelt er meget individualisering, kommer det nemt til at handle om, hvad vi hver især kan. Når noget går galt, kan børn og unge derfor også føle, at det så må være dem, der har fejlet. Så jeg tror, det er ekstremt vigtigt, at vi tilbyder dem nogle fællesskaber, hvor præstationer ikke er det primære fokus, men hvor det i stedet handler om at være sammen og have det sjovt og rart – det er igen ’Søhestemaden’, der kommer i spil her. Den type fællesskaber kan f.eks. findes i en holdsport som håndbold, basket, fodbold eller lignende. Når jeg taler med børn og unge, som har fundet sådan et fællesskab, kan jeg se, at de vokser helt vildt af det.”

Se relevant uddannelse: Certificeret børne-stressvejleder

Hold fokus på tværfaglighed & de små, vigtige skridt

Det kan lyde let, men Charlotte Bjerregaard er meget bevidst om, at det er nemmere sagt end gjort at skabe de gode rammer for børn og unge. Som voksne kan vi f.eks. selv være udsat for stort pres og mangle overskud til at skrue på tingene.

Derfor slår hun igen og igen et slag for tværfaglighed, så vi får andre kloge hoveder at læne os op ad.

”Der er ikke én voksen, der kan løse udfordringen. Det er en fælles opgave, og vi har brug for hinandens perspektiver og fagligheder for at lykkes. Med ”Søhestemad”-tilgangen kan vi som forældre og som fagpersoner blive guidet til at se hele vejen rundt om børnene og de unge, ligesom vi kan få en endnu bedre fornemmelse af, hvad andre kan hjælpe med og hvornår.”

Charlotte Bjerregaard understreger desuden, at vi skal fokusere på de små ting, som gør en stor forskel for børn og unge.

Netop derfor indeholder ”Søhestemad”-tilgangen også en række helt enkle øvelser og redskaber, som fagpersoner – og forældre – kan tage i brug for at få ro på nervesystemet hos børn og unge.

Tilgangen har desuden et indbygget sprog, der skal gøre det nemt for børnene og de unge at forstå, hvad det egentlig er, der sker i deres krop, når de er pressede.

”Jeg oplever, at det gør en stor forskel for børn og unge – og for deres forældre – at der er nogle helt konkrete redskaber at tage fat i, og at de får et sprog til selv at forklare og forstå, hvad der foregår i dem. Det giver dem håb om, at der rent faktisk kan gøres noget, og det giver dem en vished om, at der ikke er noget, som er gået i stykker i dem. De reagerer blot på noget usundt, og hvis vi går sammen, kan vi voksne hjælpe dem til at få det godt igen,” siger hun afsluttende.

Kilder benyttet i artiklen:

• Børns Vilkår – Børn og unges livskvalitet, 2024
• Danmarks Evalueringsinstitut – Perspektiver på børns og unges trivsel, 2025
• Epinion for Red Barnet og TrygFonden – Børn og unges erfaringer med digitale krænkelser og andre ubehagelige oplevelser online, 2024
• Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen – Young consumers and social media, 2025
• Statens Institut for Folkesundhed – Skolebørnsundersøgelsen 2022
• Statens Institut for Folkesundhed – Skærmbrug og koncentration blandt børn og unge – en litteraturgennemgang, 2024