Børn og unges mistrivsel - Seminarer
400x292px_Mistrivsel

Børn og unges mistrivsel

Lær at styrke børn og unges psykiske trivsel. Kom på stor temadag om børn og unges mistrivsel i Odense. Læs mere her!
Børn og unges mistrivsel: Sådan styrker du børn og unges psykiske trivsel.

Der er sket en markant stigning i antallet af børn og unge, som har det psykisk svært. Aldrig har så mange følt sig ensomme, og flere og flere får diagnoser som angst og depression. Dette udmønter sig i adfærd eller symptomer, der “kalder” på vores opmærksomhed – for hvad er det, de prøver at fortælle os? I hvilken kontekst giver adfærden mening? Og hvordan skaber vi nye processer for udvikling og forandring?

Indhold

Denne temadag sætter fokus på børn og unges mistrivsel – og hvad vi kan gøre for at hjælpe og forebygge den alarmerende udvikling. Professor Carsten Obel og psykolog Jørn Nielsen indleder dagen med at dele ud af deres viden og erfaring. Begge er store videns-kapaciteter, når det handler om børn og unges psykiske trivsel. Carsten Obel og Jørn Nielsen kommer med bud på, hvordan vi skaber en udvikling, der rækker ud over foranstaltninger og symptombehandling.

Herefter er det muligt at vælge mellem fire forskellige workshops, som på hver sin måde relaterer sig til formiddagens oplæg, og som giver inspiration og redskaber til at arbejde med børn og unges mentale sundhed.

Mental sundhed handler ikke kun om, at børnene og de unge har det godt – men også om det at være en del af et fællesskab. Derfor har en stor del af dagen fokus på interaktioner samt udviklende sammenhænge og fællesskaber. Et andet og vigtigt omdrejningspunkt er børnene og de unges perspektiver. Vi skal være nysgerrige på, hvad der udfordrer dem – og forstå deres betingelser i livet!

Dagens program

Kl. 9.00-10.20

Professor i børn og unges mentale sundhed, Carsten Obel: Børn og unge med psykiske vanskeligheder – hvordan styrker vi deres mentale sundhed?

Vi har igennem de sidste år set tegn på en negativ udvikling i børn og unges selvrapporterede mentale sundhed samt en stigning i psykiatriske diagnoser. Spørgsmålet er, om vi kan vende denne udvikling, så vi får mindre mistrivsel i Danmark? Kan vi bruge vores særlige erfaringer og nuværende muligheder til at designe nye løsninger? Hvordan samler vi de mange gode kræfter fra NGO verdenen, de kommunale, regionale og central administrative enheder til udvikling af en strategi, som giver alle børn de bedste rammer for at udvikle deres potentiale og blive bidragende og tilfredse borgere?  

Carsten Obel er professor i børn og unges mentale sundhed, Ph.d. og speciallæge i almen medicin på sektion for almen medicin, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet – og med mange års erfaring i forskning i mental sundhed. Derudover direktør ved Center for Sundhedssamarbejde, Aarhus Universitet. Carsten Obel har medvirket til udarbejdelse af webplatformene robusthed.dk og børnungeliv.dk.

Kl. 10.40-12.00

Psykolog, Jørn Nielsen: Børn og unge i mistrivsel – en faglig, etisk og samfundsmæssig forpligtelse

Når børn og unge viser tegn på mistrivsel, er de ikke problemet – de viser problemet. De gør på egne og på andres vegne opmærksom på, at der er vigtige forhold, som ikke er forstået og taget hånd om på en tilstrækkelig udviklingsfremmende måde. Tendensen til at opspore og beskrive børn og unge i mistrivsel bør vendes fra opmærksomheden på, ”hvad der er med dem” til, ”hvad der er hændt dem”, og til hvad de inviterer til på både et klinisk og et samfundsmæssigt niveau. Vores forståelse af og håndtering af børn og unge i mistrivsel bør derfor række langt ud over de enkelte individer.

Jørn Nielsen er psykolog, cand. pæd. psych og Ph.d. Jørn Nielsen har mange års erfaring i arbejdet med børn, unge og familier i udsatte positioner. Han har egen praksis sammen med Søren Hertz, hvor han laver undersøgelser, behandling og samtaler. Han har stor erfaring med supervision og undervisning inden for det sociale, specialpædagogiske og psykiatriske område. Jørn Nielsen har skrevet en række bøger og artikler om børn, unge og familier og samspillet med det offentlige system.

Kl. 13.00- 16.00

Praksisnære workshops:

Du kan vælge mellem 3 forskellige workshops, alt efter dine specifikke interesser og behov for viden.

Ensomhed er en individualiseret, tabubelagt og skamfuld ’selvlidelse’ og en indikator på anden mistrivsel. Angst, sorg og selvskade er blot nogle få årsager til ensomhed og psykisk sårbarhed. Ensomhed og de mangfoldige mistrivsels-former interagerer, og mistrivsel udløser ensomhed – og omvendt. Men da ensomhed består af mere og andet end at være uønsket alene, skal vores håndtering af ensomhedsformerne også omfatte andet end blot løsningsforslag til ’at være sammen med nogen’. Workshoppen ser i en kognitiv og kommunikativ ramme nærmere på den emotionelle, den eksistentielle og den relationelle ensomhed, den medfølgende skam, forholdet til “ de andre” og vores muligheder for at hjælpe. Workshoppen veksler mellem oplæg, dialog og øvelser.

Gert Jessen er cand. phil, uddannet diplomleder og direktør. Gert Jessen har 30 års erfaring fra forskning i og forebyggelse af svær mistrivsel med særlig interesse i formidling af praktisk anvendelig forskningsviden til fagpersoner og frivillige. Gert Jessen har i mange år været aktiv i flere frivillige og faglige organisationer. Han er medgrundlægger af Livsmod, Livslinien og Center for Selvmordsforskning og har været mangeårig bestyrelsesmedlem i Nefos.


Robusthed handler om at blive god til at håndtere udfordringer i livet både som individ og i fællesskaber. Et centralt element i robusthed er vores evne til at tænke os om og til at forstå andre – at mentalisere. Vores evne til at mentalisere er muligvis det vigtigste element i vores interaktion med andre mennesker og har stor betydning for vores mentale sundhed, vores modstandskraft og for vores evne til at indgå i sunde fællesskaber.

På workshoppen bliver I både præsenteret for og skal arbejde med praktisk viden om mentalisering, tanker, følelser og hjernen. Robusthedsprogrammet indeholder viden og øvelser, som blandt andet kan bruges til at fremme trivsel individuelt og i fællesskaber.

Marie Arnbjørn er cand.mag. i psykologi, master i positiv psykologi og specialkonsulent i Komiteen for Sundhedsoplysning. Hun har i en årrække arbejdet med robusthed og mental sundhedsfremme som en del af stressforebyggelse og som indsats til at fremme børn og unges mentale trivsel og sundhed. Marie Arnbjørn er desuden i gang med en specialistuddannelse i kognitiv terapi.


Børn og unge viser de har det svært på mange måder. Nogle reagerer med vrede, andre bliver ængstelige og holder i perioder op med at komme i skole. Andre igen er konsekvent kravafvisende. Ofte imødegås disse udtryksformer vidt forskelligt. På denne workshop tager vi afsæt i, at de er forskellige udtryk for modstand. En meningsfuld modstand i forhold til betingelser i livet, som er vanskelige at håndtere. På workshoppen undersøger vi, hvordan vi kan forstå børn og unges modstand; hvordan kan det være, at så mange børn og unge føler sig forkerte? Hvilke rammer og diskurser, reagerer de på? Der vil også være en introduktion til, hvordan vi kan arbejde i og med fællesskaber for at skabe trygge og udviklingsfremmede betingelser.

Maria Dressler er psykolog, og Camilla Obel er lærer og har igennem mange år arbejdet som skoleleder. Sammen har de været udviklere og projektledere på “Diamantforløbene – vredeshåndtering for børn, unge og professionelle”, som er programmer, der kan implementeres direkte i praksis. De er forfattere til bøgerne “Vredeshåndtering i indskolingen og børnehaven”(Frydenlund 2016) samt “Vredeshåndtering for unge” (Frydenlund 2017).  


Priser og rabatmuligheder

Pris pr. deltager kr. 2.655,- for kunder på vores mailliste, og 2.950,- for andre. Priserne er inkl. forplejning og ekskl. moms. Læs mere og tilmeld dig maillisten – klik her ->

Har din arbejdsplads deltaget flere gange inden for de seneste 12 måneder, opnår I yderligere rabat. Helt op til 20% ekstra.

Rabatten afhænger af, hvor meget din arbejdsplads har deltaget hos os inden for de seneste 12 måneder. Efter én deltagelse opnås: sølvkundestatus. Efter fem deltagelser: guldkundestatus. Priserne er ekskl. moms.

priser-seminarer.dk

Se status for din arbejdsplads – klik her