Når de ansvarlige voksne, der skal være større, stærkere, mere kærlige og klogere end det lille barn, ikke kan finde ud at være det, risikerer barnets tidlige tilknytningserfaringer - både dem, der opleves som trygge og dejlige, men særligt dem, der opleves som farlige, overvældende og truende for barnets overlevelse - at sætte sig som rotationer, vrid, drejninger, tab eller spændinger ind i kropsvævet. Når barnet bliver ladt alene i de tilstande, og de voksne ikke efterfølgende resonerer med, sanser nok af det, der foregår - og hjælper med at regulere det ind i en ny balance i kontakten, så er der en øget risiko for, at de lag og tilstande bliver til ordløse isolerede tilstande, der for en tid (måske mange år) er blevet tabt og forhindret i at kunne forløse og regulere sig.