På en solrig onsdag formiddag ringer jeg op til Lis Nielsen for at tale med hende om, hvordan hun oplevede Sorgvejlederuddannelsen. I den anden ende af røret bliver jeg mødt af en smilende nordjysk stemme, som gør det nemt at forestille sig, at der her er en med evnen til at tale med enhver – også dem, der er i sorg, eller på anden måde har ondt i livet.
Lis Nielsen er uddannet sygeplejerske og har desuden taget en uddannelse som familieterapeut. I omtrent 20 år har hun haft en sorggruppe i Løgstør for børn og unge, der har mistet forældre eller søskende, og i de 17 af årerne har hun desuden sideløbende brugt sin baggrund som familieterapeut til at tale med og lytte til andre mennesker, som på den ene eller anden måde oplever udfordringer i hverdagen.
”Det er mit hjertebarn at hjælpe de børn og unge, der kommer i sorggruppen. Jeg har personlig erfaring med at miste, for jeg mistede min mor, da jeg var 12 år, og dengang var der ikke sorggrupper, så det er helt sikkert der, drivet kommer fra til at lave det her arbejde”, fortæller hun og siger videre:
”Jeg føler mig så privilegeret over mit arbejde. Jeg bliver nogle gange spurgt, hvordan jeg kan holde til at have de her sorggrupper, når nu jeg har gjort det i næsten 20 år, men jeg synes simpelthen, det er så livsbekræftende. Jeg er vidne til børn og unges sorg, men jeg håber også, at jeg bare med et par millimeter er med til at hjælpe dem, og jeg ser også, hvordan de har håb og glæde i deres liv, og hvordan de hjælper hinanden. De har et fællesskab, hvor de kan tale om alt – også om de forbudte følelser, f.eks. at det kan være en lettelse, at forælderen er død, eller at de ikke har lyst til at gå på kirkegården.
Det ligger mig meget på sinde at få sagt, at vi skal huske at gå hen til børn – og mennesker i det hele taget – som er i sorg. Min erfaring er, at det, der – næstefter tabet – går børnene og de unge allermest på, er omgivelsernes manglende reaktion. Der går ofte kun kort tid, og så bliver det som om, at det er glemt. Det går ud over alle menneskers selvværd, når de mister, men at omgivelserne ikke husker og tør at spørge ind er rigtig svært. Jeg hører ofte fra børnene og de unge, at folk i deres omgangskreds har sagt, at de er der, hvis børnene eller de unge vil snakke om noget. “Læreren sagde, at jeg bare skal komme”, men børn kommer sjældent bare af sig selv, og det er der heller ikke så mange voksne, der gør. For det selv at komme og bede om hjælp kræver et vist mod. Så det er os, der ikke står midt i tabet, der skal komme til den, der har mistet. Vi skal huske at tale om sorgen – også når tabet ikke er helt nyt længere.”
En parade af dygtige undervisere
Selvom Lis Nielsen har stor erfaring med at tale om sorgen, er det vigtigt for hende at lære nyt, så hun fortsat har et bredt udvalg af tilgange og redskaber at arbejde ud fra.
Læs mere om Sorgvejlederuddannelsen her
“For ti år siden afsluttede jeg traumeuddannelsen hos Marianne Davidsen-Nielsen og Solvej Sangild, og jeg har også taget kurser med Atle Dyregrov [psykolog, red.] og andre, men med Sorgvejlederuddannelsen var der et samlet tilbud, hvor jeg kunne få lidt af det hele. Jeg tænkte bare “Yes!”. Jeg syntes lige, det var det, jeg godt kunne tænke mig. Og jeg ville gerne inspireres og høre, hvordan andre arbejder med det her, og jeg syntes, at det lød rigtig lovende med de forskellige undervisere. Jeg er f.eks. stor fan af Atle Dyregrov, og uddannelsen virkede bare rigtig godt sammensat.
Jeg synes ikke, der er så mange samlede tilbud derude til mennesker, der arbejder med sorg. Det er rigtig fint med nogle af de kortere kurser, der findes, hvis man f.eks. lige er begyndt at arbejde med sorg, men jeg har savnet at komme af sted sammen med nogen, der allerede har noget erfaring og er et lidt andet sted i deres arbejde”, forklarer hun.
Af sted kom hun, for selvom Corona på dette tidspunkt havde sat sig selv på dagsordenen, var der endnu mulighed for at deltage på uddannelser, kurser o.l. Hen over tre måneder af 2020 var Lis Nielsen derfor tilbage på skolebænken for at deltage i de 5 moduler, som Sorgvejlederuddannelsen består af, og lære fra de mange forskellige undervisere, som deler ud af deres viden.
“Der var bestemt en rød tråd i uddannelsen på trods af de mange undervisere. Det var Mai-Britt Guldin [psykolog og medudvikler af uddannelsen, red.] helt fænomenal til at sørge for. Uddannelsen levede i det hele taget op til mine forventninger!”, lyder det glad fra Lis Nielsen, som uddybende siger:
“Underviserne var meget kompetente og engagerede. Mai-Britt Guldin gjorde det f.eks. fantastisk og havde en ydmyg tilgang til mennesker og deres sorg. Jeg kunne bl.a. godt lide, at hun sagde, at vi ikke er dommere over andres sorg. Atle Dyregrov var også fantastisk på trods af, at hans oplæg var virtuelt på grund af Corona. Det var imponerende, at han kunne komme så meget ud over skærmen! Han havde også den samme ydmyghed som Mai-Britt Guldin. Og Christian Busch [hospitalspræst, red.] fortalte om den døendes sorg, og ham kunne vi også snildt have hørt mere på. Men det er jo generelt, for der var så mange gode undervisere.
Uddannelsen var også godt organiseret, og det var dejligt med en gennemgående værtinde i form af seminarlederen, som var super imødekommende, havde god energi og var omsorgsfuld. Hun gjorde det virkelig godt, så hun skal have ros!”.
Det vigtigste er respekt og ydmyghed
På trods af Lis Nielsens mangeårige erfaring med sorgarbejde var der heldigvis også godt med ny viden at tage med fra Sorgvejlederuddannelsen, og samtidig nød hun, at der var meget, hun kunne nikke genkendende til, så hun derved blev bekræftet i, at hendes fremgangsmåde virker.
“Det var absolut inspirerende! Jeg føler mig rigtig taknemmelig for, at jeg kom af sted. Jeg fik noget med derfra både fagligt og menneskeligt. Uddannelsen var hver en krone værd.”
Læs mere om Sorgvejlederuddannelsen her
Lis Nielsen er da heller ikke i tvivl om, at hun i fremtiden vil kunne bruge sin nye viden i praksis.
“Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg kan bruge den nye viden, men noget af den bruger jeg ubevidst. Meget af det, der blev sagt på uddannelsen, går så godt i tråd med min egen teori, overbevisning og væremåde: At alle mennesker er forskellige, og at man ikke skal passe ind i en eller anden ramme. Derfor ligger noget af det som et ubevidst redskab i mig. Jeg har desuden i høj grad fået med mig, at det mere handler om en væremåde end en egentlig teknik. Væremåden er i sidste ende det vigtigste. Hvis ikke man formår at skabe den rette tryghed og tillid, så tror jeg aldrig, man kommer videre – uanset hvilke redskaber man har med sig. Det handler om at møde folk med ydmyghed og respekt og om at forstå, at alle ved bedst om deres egen sorg, selvom de har brug for hjælp til at komme igennem den.
Af de lidt mere konkrete ting, jeg har fået med mig, er bl.a., at Mai-Britt Guldin har inspireret mig til at være en anelse mere konfronterende ved f.eks. nogle gange at sige: “Nu vil jeg gerne have, at vi taler om selve tabet i 15 minutter”. Det var fuldstændig uvant for mig, men sådan kan man jo også gøre det, og jeg tror, det er godt også at flytte fokus lidt og se, om det kunne være en idé at bruge den tilgang over for nogle af dem, jeg taler med.
Det er også godt, at det er en bred uddannelse med fokus på forskellige typer tab og sorg, for sorg er rigtig mange ting. Mit arbejde er jo lidt tosporet, fordi jeg har sorggruppen og også tager ud i skoleklasser og taler med børnene der, men også har voksne klienter, som kommer med deres sorg eller livsproblematikker, f.eks. stress eller samlivsproblemer. Så jeg ville på ingen måde have undværet den del af uddannelsen, som handlede om sorg for andre aldersgrupper end børn – f.eks. oplægget fra Jorit Tellervo [sygeplejerske, red.]. Jeg blev meget opmærksom på det her med ældre, der mister en ægtefælle. Vi siger ofte ting som “Nå ja, men han var jo også 85 år og havde haft et langt liv”, og der var Tellervo super god til at sætte fokus på at tage ældres sorg endnu mere alvorligt. Hvis man nu f.eks. har haft 60 år sammen, så må det jo være forfærdeligt pludselig at sidde der alene ved bordet. Det er lidt en underkendt sorg, og den sorg er også vigtig at have fokus på.”
Halvanden time er fløjet af sted i selskab med Lis Nielsen i den anden ende af telefonen. Hun har med stor imødekommenhed og godt humør svaret beredvilligt på alle mine spørgsmål, og det lyser ud af hendes stemme, at hun brænder for at hjælpe andre gennem deres sorg og svære stunder. Og nu har hun endnu en uddannelse at læne sig op ad i arbejdet. Med andre ord: En ildsjæl brænder stærkt videre.