Bemærk: Artiklen er udgivet i 2019
Der har gennem flere år været en stærk politisk vilje til, at flere anbragte børn bortadopteres i stedet for at tilbringe hele barndommen hos en plejefamilie eller i et opholdssted. Det er efter manges opfattelse gået for langsomt med at give de langvarigt anbragte børn, hvis forældre ikke har evner og kompetencer til at drage omsorg for dem, en blivende adoptivfamilie.
Utålmodigheden er nu mundet ud i endnu et lovforslag om tvangsadoption, der bl.a. indeholder forslag om et forenklet sagsbehandlingssystem, der skal sikre, at sagerne kan behandles hurtigere. Det betyder, at de opgaver, der tidligere lå i Statsforvaltningen, fordeles mellem kommunen og Ankestyrelsen, således at Statsforvaltningen ikke længere har kompetence inden for denne del af adoptionsområdet. Forslaget indeholder også en mulighed for, at barnet kan flyttes til adoptivfamilien, inden alle ankemuligheder er udtømt.
Hvor den første del af lovforslaget kan give god mening, er det – uagtet de fine motiver – dybt problematisk, at barnet kan flyttes til adoptivfamilien, før domstolene har taget endelig stilling til, om barnet overhovedet kan frigives til adoption. Det er vanskeligt at forestille sig, at en domstol skal kunne komme til det resultat, at barnet ikke kan adopteres, hvis det først er overgivet til de kommende adoptanter.
Derfor ville det være mere rimeligt at afskære ankemuligheden over for de forældre, der kæmper for at beholde deres barn i det, der af dem må blive opfattet som en skueproces. Men det ville næppe være foreneligt med menneskerettighedskonventionen.
Første sag afgjort om tvangsadoption
Næsten samtidig med lovforslaget er den første sag om tvangsadoption afgjort ved Højesteret. Ikke uventet kom Højesteret til samme afgørelse som underretterne om, at barnet skulle tvangsadopteres, men helt uventet udtaler Højesteret sig om barnets mulige samvær med forældrene efter en adoption.
Denne dom sender et meget uklart signal til de praktikere, der skal tage stilling til, om en sag om tvangsadoption skal fremmes, idet afgørelse om muligt samvær først kan træffes efter, at barnet er adopteret. Det er muligt, at Højesteret har villet give et vink til statsforvaltningen, men det skaber bestemt usikkerhed for de instanser, der skal vurdere og træffe afgørelse om, hvorvidt det vil være bedst for barnet at blive adopteret, uanset om der bliver samvær med den biologiske slægt efter adoptionen.
Hvis lovforslaget vedtages i den fremlagte form (hvad der nok ikke er megen tvivl om, at det gør), er der ingen tvivl om, at det stadig er et ualmindeligt komplekst område for kommunerne at administrere.
Det hænger selvfølgelig især sammen med, at der er tale om et meget stort indgreb, der ikke kan gøres om, når først beslutningen er truffet. I den sammenhæng kan det være vigtigt at pointere, at indgrebet ikke kun sker over for forældrene, men bestemt også over for barnet. Det betyder selvfølgelig ikke, at det ikke kan være den bedste løsning for barnet, men det betyder, at der er tale om nogle meget svære afvejninger, som kræver ualmindelig grundige overvejelser både i forhold til barnets kortsigtede og langsigtede behov.
Et kompliceret og dilemmafyldt felt
Det overordnede formål med en adoption er altid, at den skal være til barnets bedste, men det er som sagt et særdeles kompliceret og dilemmafyldt felt, kommunen skal agere i. Når en kommune står over for en sag, hvor et barn forventes at være anbragt i hele barndommen, skal (tvangs)adoption overvejes, men kommunen er samtidig forpligtet til at overholde det helt grundlæggende princip om proportionalitet, så hvis barnet kan sikres den nødvendige kontinuitet og stabilitet under opvæksten gennem en god anbringelse – herunder også en videreført anbringelse – så er det denne vej, kommunen skal gå.
Det lyder enkelt, at adoption kun må ske, hvis det er til barnets bedste, men at finde ud af, hvad der er ”barnets bedste” kan imidlertid være ganske vanskeligt – nogle vil måske sige nærmest umuligt. Men det er nu engang lovens krav, at kommunen skal foretage denne vurdering og indlede en adoptionssag, hvis lovens krav er opfyldt.
Kommunen skal derfor sikre sig, at såvel kommunens ledelse som de fagligt ansvarlige besidder de kompetencer, der er fornødne til at kunne foretage den hårfine skelnen mellem en god stabil langvarig anbringelse, en videreført anbringelse og en adoption.
Herudover skal de kompetencer og færdigheder, som denne komplicerede sagsbehandling fordrer naturligvis også være til stede.
Det kan derfor være en god ide, at kommunen eksplicit forholder sig til adoption – også selv om, man måske ikke lige synes, ”der er en sag på vej”. Det er nemlig vigtigt, at tankegangen og overvejelserne i forhold til adoption uden samtykke er til stede i kommunen, idet dette er en forudsætning for, at de børn, der eventuelt kan tilhøre målgruppen, identificeres tidligt i deres anbringelsesforløb, således at det så tidligt som muligt afklares, om en sag om adoption skal indledes.
Vil du vide mere om tvangsadoptioner i forbindelse med Barnets Lov?
Lovgivningen om udsatte børn og unge bliver opdateret i forbindelse med Barnets Lov, som er sat til at træde i kraft i løbet af 2023. Vil du være opdateret med den nyeste viden, så se mere på vores temaside “Barnets Lov“.
Her har vi samlet alt relevant indhold til dig, som skal arbejde med den nye lovgivning.
