Når børn har det svært – uanset om det er i skolen, børnehaven eller i hjemmet – prøver vi helt automatisk at forstå hvorfor. Der kan poppe mange forklaringer op. ”Hun har det svært derhjemme”. ”Han har brug for at bestemme alting”. ”Han tror, han er klogere end alle andre”.
Forklaringerne kan komme helt af sig selv, men vi tænker sjældent over, at de forklaringer, vi finder, skaber hele fundamentet for, hvordan vi kan støtte og hjælpe barnet. Nogle forklaringer er første skridt på vejen ind i en pædagogisk blindgyde. Andre forklaringer er konstruktive og guider os mod pædagogiske handlemuligheder.
På dette onlinekursus dykker vi ned i, hvordan du og dine kollegaer sikrer jer at tage et konstruktivt første skridt, og vi tager fat på, hvordan I arbejder med det i praksis.
På kurset går psykolog Simon Wilbrandt i dybden med:
- Hvad er de klassiske pædagogiske blindgyder?
- Hvordan sikrer du, at måden, du forstår børn og deres udfordringer, ikke modarbejder dig?
- En helt konkret måde at forstå børn og deres udfordringer på, som hjælper i stedet for at begrænse dig
- Hvordan du giver en positiv forståelse videre til barnet selv
Målgruppe
Kurset er målrettet dig, der er fagperson og arbejder med børn inden for almen- eller specialområdet. Det er også for dig, der er forælder og gerne vil have mere viden om, hvordan du forbliver konstruktiv, når dit barn har det svært, eller du står i et af familiens mange dilemmaer.