Der er dog et vigtigt perspektiv, som til tider glider lidt i baggrunden. For hvordan ser psykologisk tryghed egentlig ud på tværs af lande og kulturer? Og er der noget, vi skal være særligt opmærksomme på, når vi arbejder sammen med mennesker fra andre lande eller kulturer?
Det har Lene Peilicke sagt ja til at give sit bud på.
I mange år arbejdede hun som lærer i Danmark, men i 2023 tog livet hende med til Grønland, hvor hun nu er HR-udviklingspartner i Formandens Departement.
Som en del af sit arbejde har hun stået for at implementere et nyt medarbejdergrundlag i hele centraladministrationen. Psykologisk tryghed er en vigtig del af grundlaget, og i forbindelse med implementeringen har hun rejst rundt i både Grønland og Danmark for at afholde workshops.
Gennem de mange workshops har hun selv oplevet forskellige forståelser og grader af psykologisk tryghed, men hun har også fået et hav af personlige beretninger fra både ledere og medarbejdere om deres oplevelser med psykologisk tryghed i henholdsvis Grønland og Danmark.
Det er dog vigtigt for Lene Peilicke at understrege, at hun har nogle blinde vinkler, når hun udtaler sig om psykologisk tryghed i Grønland.
”Grønland har jo en særlig historie med kolonisering, og grønlænderne har derfor været vant til, at der er kommet danskere, som har villet bestemme og har udtalt sig, som om de vidste, hvordan tingene hang sammen – også selvom det ikke var tilfældet. Derfor er det vigtigt for mig at sige, at jeg udtaler mig om psykologisk tryghed med en stor ydmyghed, og at det sker ud fra det, jeg selv har oplevet, og det jeg har hørt fra andre, herunder fra mange grønlændere. Min udlægning er dog langtfra den eneste, og jeg er ikke grønlænder, så der kan være noget, jeg ikke ser eller forstår. Det må man ikke glemme.”
Lene Peilicke påpeger desuden, at hun – når hun i løbet af interviewet omtaler grønlændere – både tænker på alle dem, som er født i Grønland eller igennem mange år har skabt sig et liv deroppe.
Sproget er fyldt med magt og nuancer
Grønlands kolonihistorie spiller en væsentlig rolle i rigtig mange sammenhænge, og det gælder også i forbindelse med psykologisk tryghed. Ifølge Lene Peilicke påvirker det f.eks. nemt dynamikken i et møde på en grønlandsk arbejdsplads, når der er danskere til stede.
”Det vil typisk være sådan, at når der er et møde, hvor fire grønlændere og én dansker deltager, så bliver der talt dansk. Det er jo magt, og det er ikke en magt, man nødvendigvis vil have som ikke-grønlandsktalende, men den er der alligevel. Vi danskere, der arbejder i Grønland, skal derfor være bevidste om den. Når jeg står for workshops, er mine slides på både dansk og grønlandsk, og deltagerne må selvfølgelig gerne tale grønlandsk undervejs. Der kommer ofte meget mere frem, når grønlænderne får mulighed for at tale grønlandsk. Det kender vi jo alle sammen – det er typisk nemmere at sætte ord på vores tanker og følelser, når vi kan gøre det på det sprog, vi er mest hjemme i. Når vi arbejder på tværs af lande og kulturer, skal vi derfor altid være opmærksomme på den magt, der kan ligge i sproget.”
Jeg kan forestille mig, at det kan give nogle udfordringer på en arbejdsplads, hvis der primært er grønlændere ansat, men lederen er dansk. Har du oplevet det?
”Ja, det sker, og det, der ofte skal til, er, at det bliver italesat, og at man arbejder på at finde fælles fodslag. Det kræver, at vi som danskere er villige til at huske, at vi er gæster – og ikke mindst gæster, som på grund af historien skal være ekstra opmærksomme på skævvridninger af magtdynamikken. Vi skal huske, at det er os, der skal få tingene til at passe ind i den grønlandske kontekst, vi er kommet op til. Når vi går til det på den måde, er det min oplevelse, at det kan lykkes at få skabt nogle gode dynamikker.”
Oplever du, at sproget på andre måder kan have en indvirkning på dynamikkerne og dermed også på den psykologiske tryghed?
”Ja, det er blevet meget tydeligt for mig, hvor vigtigt det er, at vi har fokus på kropssproget, når vi arbejder sammen med mennesker fra og i andre lande. Heroppe foregår der rigtig meget med kropssproget. Jeg kan stå foran 35 mennesker og høre et rungende ja, uden at der er nogen, der siger noget. Der er enormt meget mikroadfærd i Grønland, og det skal man vide og forstå, for ellers kan det påvirke ens oplevelse af, om der er psykologisk tryghed. Jeg stod på et tidspunkt for en workshop, hvor en kvinde kom til mig, fordi hun havde en fornemmelse af, at hendes kollegaer ikke kunne lide hende. Kvinden arbejdede i Danmark, og når hun havde møder med sine grønlandske kollegaer, sagde de ikke ret meget til det, hun kom med, og det gjorde hende usikker. Det viste sig dog, at de faktisk sad og anerkendte det, hun sagde, men hun forstod det ikke, for hun forstod ikke sproget – hverken det grønlandske eller kropssproget. Nu har hun lært det, så nu ved hun, at når der lige bliver rynket på næsen, så betyder det faktisk nej, og hvis øjenbrynene lige bliver vippet, så er det godt.
Det er selvfølgelig også vigtigt at være opmærksom på, om der er nogle sprogbarrierer, der gør, at vi går forbi hinanden. På et tidspunkt lavede vi f.eks. en APV, og ud fra besvarelserne lignede det, at der var et stort problem med mobning. Da vi så undersøgte det nærmere, viste det sig, at det var en sproglig misforståelse. Der var ikke tale om en oplevelse af mobning, men derimod en oplevelse af, at man som kollegaer kunne lave sjove drillerier med hinanden. Så når vi taler om psykologisk tryghed og sætter rammerne for, hvordan vi skal hjælpe hinanden, og hvordan vi skal have samtaler med hinanden, skal vi være ekstra opmærksomme på, om vi taler om det samme. Og det gælder jo alle steder, hvor forskellige mennesker, sprog og kulturer mødes.”
Frem med fejlene
En central del af psykologisk tryghed er at kunne pege på og tale åbent om fejl, uden at vi bliver straffet for at have peget på fejlen eller have begået den. Men hvordan oplever Lene Peilicke egentlig fejlkulturen i Grønland?
”Generelt er der ikke ret mange mennesker, der kan lide at begå fejl og fortælle andre om dem. Heroppe har fejl desuden rent historisk været behæftet med skam. I sin tid lærte grønlænderne jo, at det nemt kunne give store problemer, hvis de indrømmede en fejl over for en dansker. Det er igen magtforholdet og historien, der spøger. Det sidder stadig dybt i mange heroppe, at fejl skal undgås og udløser en straf, og det giver nogle udfordringer, som måske ikke ses i helt samme grad i Danmark. Det bevæger sig dog, og det bliver efterhånden mere almindeligt at tale om fejl og forstå, at det er ok at begå fejl.”
Har du gjort noget bestemt i dit arbejde i Grønland for at understøtte forståelsen af, at alle kan komme til at begå fejl, og at det er vigtigt at kunne tale om fejlene?
”Jeg har bl.a. gjort en del ud af fortælle om forskellige typer fejl, og at det ikke handler om, hvad den enkelte har eller ikke har gjort. Det handler om opgaven. Så når vi taler om fejl, gør vi det ikke for at kunne pege fingre ad nogen. Vi taler udelukkende om fejl, fordi vi sammen skal finde ud af, hvordan vi bedst løser vores fælles opgave, så vi kan gøre det bedste for det grønlandske samfund. Samtidig har jeg forsøgt at gøre det klart, at man gerne må synes, at det er svært at løse en opgave. Der kan jo være alle mulige årsager til, at man har svært ved at lykkes med opgaven. Det kan f.eks. være, at man ikke har fået den hjælp, man skulle have, eller det kan være, at ressourcerne ikke har været der.”
Oplever du, at der er en forskel på, hvordan I – i centraladministrationen – forholder jer til fejl nu sammenlignet med dengang, du kom til Grønland og påbegyndte dit arbejde med medarbejdergrundlaget og psykologisk tryghed?
”Lederen i den enkelte afdeling er den afgørende på det punkt, for det er lederen, der skal gå forrest. Så hvis ikke lederen har taget grundtankerne i det her til sig, så er vi lige vidt. Heldigvis oplever jeg, at lederne i centraladministrationen har en stor interesse for psykologisk tryghed, og jeg kan også se en forskel i de afdelinger og teams, hvor lederne har set indad og har reflekteret over, hvordan de skal rammesætte, hvordan de inviterer deres medarbejdere til at komme til dem, og hvordan de reagerer på det, der kommer fra medarbejderne.
Vi har talt meget om psykologisk tryghed og gør det stadig, men for at lederne – og medarbejderne – kan understøtte den psykologiske tryghed, skal de selvfølgelig have nogle værktøjer og så træne de værktøjer og kompetencer en masse, og det gælder på enhver arbejdsplads.”
Hvilke værktøjer eller kompetencer er det f.eks., som er vigtige at træne?
”Det er bl.a., hvordan vi hjælper hinanden gennem feedback. Vi skal f.eks. på forhånd aftale, hvad det er for en type feedback, vi vil have, så det ikke bliver oplevet som ”feedbank”. Så vi skal træne vores kompetencer i, hvordan vi taler med hinanden på en måde, der rent faktisk er konstruktiv.
Vi skal også træne, hvordan vi håndterer fejl. Hvad skal proceduren f.eks. være, når vi opdager en fejl? Når vi taler om det og træner det, bliver det meget konkret for os, og vi ved, hvad vi skal gøre og hvorfor, når der rent faktisk opstår en fejl.
Jeg har taget kurser i psykologisk tryghed og har taget nogle forskellige redskaber med mig derfra, som vi nu bruger i arbejdet. Et af redskaberne er et barometer, som handler om samspillet mellem medlemmerne i et team. Den ene ende af barometeret er helt grøn, og den anden er ildrød. Jo længere man kommer over i det røde, des dårligere har man det. Så vi kan bruge det til at finde ud af, hvordan vi hver især har det i et team, og hvordan vi f.eks. får det, når vi peger på en fejl eller kommer med et input. Det kan f.eks. være, at man finder ud af, at man ofte ryger hen i rød lige i det øjeblik, man nævner en fejl eller deler en holdning, men at man så faktisk ret hurtigt kommer tilbage i grøn, fordi man bliver hørt og taget seriøst. Det kan også bruges til at opdage, om det er i nogle specifikke situationer, man ryger over i rød, så vi f.eks. kan undersøge, om det er i nogle særlige sammenhænge, at vi skal være bedre til at rumme hinanden i teamet.”
Se relevant kursus: Psykologisk tryghed i psykisk krævende jobs
Kampen om ordet kan stække den psykologiske tryghed
Min samtale med Lene Peilicke lakker så småt mod enden, men inden vi siger farvel – eller baaj, som det hedder på grønlandsk – er jeg meget nysgerrig på at høre hendes perspektiv på en sidste ting.
”Om der er noget, vi danskere kan lære af grønlænderne, når det kommer til psykologisk tryghed? Ja, det synes jeg bestemt.
Min oplevelse er generelt, at der i Danmark er en kamp om ordet. Vi afbryder ofte hinanden, og vi gentager vores egne eller andres pointer flere gange bare for at sige noget. Desuden er tempoet ofte højt på møder i Danmark, så man får f.eks. stillet et spørgsmål, som der forventes svar på nærmest med det samme. Der er simpelthen ikke plads til pauser på samme måde. Jeg synes, at grønlænderne er rigtig gode til at sørge for, at der er plads til pauser, stilhed og refleksion. Derfor er de ofte også gode til de åbne samtaler, hvor alle kan komme til orde – også de mere ”stille” stemmer – og det er jo bare virkelig afgørende for at sikre høj psykologisk tryghed.
Jeg tror, at det er et vigtigt kulturelt aspekt, at der ikke bor så mange i Grønland. Der er selvfølgelig mange i Nuuk og i andre af de store byer, men generelt set er det sådan, at grønlænderne er tæt på hinanden. Når man bor i Grønland, møder man hinanden på kryds og tværs, så den person, man samarbejder med om en opgave, bor måske på samme vej som en selv eller er gift med ens fætter. Jeg oplever, at det aspekt har en betydning for den mentalitet, grønlænderne har. De er nødt til at kunne finde ud af det sammen, og de er generelt virkelig rummelige over for hinanden og hinandens forskelle. Meget mere end vi er i Danmark, synes jeg.”
