Bogen er delt op i 4 hovedafsnit, der hver især byder ind med både teori og forklaringer på forskellige relevante emner, hvilket gør den meget læsevenlig og ideel at anvende som et opslagsværk efterfølgende.
1. del giver en overordnet forståelse af og definition på forskellige typer af støtte-og behandlingskrævende børn; hvad der kendetegner dem, og hvordan behovet for støtte kan være opstået i forhold til gener og miljø. Vi bliver her bl.a. præsenteret for en “Stress-sårbarhedsmodel”, der gør det muligt at danne sig et rigtig godt overblik over mulige medvirkende og vedvarende faktorer til barnets problemer, samt – endnu vigtigere – hvad der kan bidrage til at bringe barnet i bedre trivsel og udvikling. I afsnittet gennemgås også de forskellige former for anbringelse, som et støtte- og behandlingskrævende barn kan blive tildelt ud fra dets specifikke behov, og man får en god forklaring på forskellen mellem f.eks. plejefamilier og netværksanbringelser samt døgninstitution og socialpædagogisk opholdssted.
Bogens 2. del byder på en grundig gennemgang af typiske støtte- og behandlingsbehov hos børn og unge, og der sættes fokus på vigtige emner som hjerneudvikling, tilknytningsmønstre, relationsdannelse, omsorgssvigt, traume, udviklings- og adfærdsforstyrrelser. Her kommer Henriette Lieblein Misser også ind på de forskellige overlevelsesstrategier, man som fagprofessionel kan opleve i arbejdet med behandlingskrævende børn og forældre, hvilket jeg tænker de fleste, der har arbejdet inden for dette felt i længere tid, kan nikke genkendende til, og som helt sikkert er et meget vigtigt opmærksomhedspunkt for alle.
Se også relevant kursus: Børn med tilknytningsproblemer
Del 3 omhandler skoleudfordringer og samvær med familie og netværk, og specielt det sidste, synes jeg, er rigtig interessant, da bogens forfatter her retter en smule kritik mod den måde samvær for anbragte børn ofte tilrettelægges i dag. For at en anbringelse skal give mening og hjælpe både barn og forældre, skal samværet med forældre og netværk spille en særlig og åbenlys rolle i behandlingen, hvor forældreudviklingspunkterne skal fremgå af handleplanen. Ligeledes bør barnets tilknytningsmønster tages med i overvejelserne, når samværet planlægges – hvor meget forældrekontakt kan barnet i virkeligheden tåle? Er forældrene/netværket i virkeligheden mere angstfremkaldende end tryghedsskabende? Her berører Henriette Lieblein Misser i mine øjne et punkt, der bør sættes meget mere fokus på for at sikre både udvikling og trivsel hos barnet.
Sidste del af bogen indeholder en god samlet gennemgang af anerkendte pædagogiske behandlingsmetoder med henvisning til yderligere litteratur, hvis man er interesseret i at vide mere.
Alt i alt synes jeg, det er en rigtig god og vellykket bog, der når rigtig godt rundt om et forholdsvis bredt emne, og jeg ved, at jeg i mit arbejde helt sikkert kommer til at bruge bogen som opslagsværk. Den får den største anbefaling med herfra.
