Børn i skilsmisse skal tilbydes hjælp på måder, der er relevante og meningsfulde for dem. Denne mulighed er afhængig af, at vi som fagprofessionelle formår at skabe rum for diversiteten i børns meget forskellige erfaringsgrundlag omkring deres forældres skilsmisse. For os som fagprofessionelle er det nødvendigt at skabe et rum for den store spændvidde, der er i børns skilsmisseoplevelser. Vores interventioner skal bygge på børnenes egne perspektiver, så indsatsen ikke udelukkende baserer sig på professionelles eventuelle problemforståelser.
I Danmark tegner der sig et stærkt billede af varierende opfattelser af de konsekvenser, der er forbundet med at være barn af fraskilte forældre. Overordnet set deler forskningen sig i to fløje med hvert sit perspektiv. Det problemfokuserede perspektiv peger på langvarige følgevirkninger for barnet psykosocialt, fysisk, mentalt og indlæringsmæssigt, hvor det normaliserende perspektiv i langt højere grad fokuserer på en række formildende omstændigheder omkring barnet. Polariseringen træder også frem blandt fagprofessionelle, der er i berøring med børn i skilsmisse.
Derfor er det vigtigt, at du er klædt på til at håndtere de udfordringer, der er forbundet med at udvikle en professionel indsats, som tager højde for børnenes meget forskellige behov og oplevelser.
En praksisnær uddannelse med redskaber
Uddannelsen giver dig forskningsbaseret viden om og konkrete værktøjer til at implementere samtalegrupper, så du kan yde den bedst mulige støtte til børn i skilsmisse. Forskningen viser, at det at leve med fraskilte forældre er forbundet med meget store variationer i børns oplevelser og skilsmisseerfaringer. Uddannelsens formål er derfor at nuancere de (for)forståelser, vi møder børnene og deres familier med, for derigennem at kvalificere de professionelle indsatser, vi iværksætter omkring dem.
Det er nødvendigt, at du som fagprofessionel er bevidst om, hvordan du inviterer ind til, at børnene får mulighed for at dele deres egne enestående erfaringer uden at skulle tilpasse sig professionelle problemforståelser. Uddannelsen giver dig et unikt indblik i skilsmisseforskningen og i børns egne perspektiver på skilsmisse. Du bliver desuden i stand til at facilitere samtalegrupper for børn. På uddannelsen tilegner du dig værktøjer til at skabe rum for børnenes varierede skilsmisseoplevelser, hvor deres unikke og individuelle historier genkendes og anerkendes.
Målgruppe
Uddannelsen som samtalegruppeleder klæder dig på – både fagligt og praksisnært - til at varetage interventioner for børn i skilsmisse. Uddannelsen henvender sig til dig, der er i berøring med børn, hvis forældre er skilt, og som kunne profitere af at deltage i et gruppeforløb med andre jævnaldrende. Det kan være, at du er skolelærer, pædagog, sundhedsplejerske eller AKT-lærer, der ønsker at implementere samtalegrupper i skoleregi. Måske er du psykolog, familiebehandler, sagsbehandler eller forebyggelseskonsulent, der ser muligheder i at yde en særlig indsats for børn i skilsmisse.
Hvis din arbejdsplads har ambitioner om at opkvalificere sine medarbejdere, så andre fagprofessionelle kan profitere af sparring, rådgivning og vejledning hos jer, er denne uddannelse også yderst relevant.
Som deltager på denne uddannelse får du viden om:
- nyeste skilsmisseforskning og betydningen af at deltage i en samtalegruppe
- familieformer og nye familiekonstellationer
- betydningen af at leve med højkonfliktuelle skilsmisser – en særlig udfordring for børn
- dine forpligtelser i forhold til underretninger til kommunen og samspil med Familieretshuset
Indsigt i:
- spændingsfeltet mellem den normaliserende og den problemfokuserede tilgang
- juridiske dilemmaer, der kan opstå i forhold til børn og forældre, når der afholdes gruppesamtaler
- børns svære balanceakt i det at være fanget i midten af en skilsmisse samt børns egne perspektiver på skilsmisse
formildende faktorer i skilsmissen
Praksisnære kompetencer og redskaber til:
- at implementere samtalegrupper i din professionelle indsats baseret på forskningsbaseret viden
- facilitering af samtalegrupper i praksis
- at arbejde med relationsmusikalitet i det pædagogiske rum