Hvor mange transkønnede børn og unge findes der i Danmark?

Det er et spørgsmål uden noget enkelt svar, men tal viser dog, at 168 børn i 2019 blev henvist til udredning for transkønnethed på Sexologisk Klinik.

Én af dem, der har stor viden om og erfaring med at arbejde med transkønnede – herunder transkønnede børn – er Rikke Pristed. Hun er psykolog og specialist i sexologisk rådgivning med autorisation fra Nordisk Forening for Klinisk Sexologi. Siden 2007 har hun arbejdet med sexologi, og hun har egen praksis i Aarhus.

Vi har talt med Rikke Pristed for bl.a. at blive klogere på, hvilke udfordringer transkønnede børn stor over for, og hvordan fagpersoner og andre voksne bedst kan støtte op om børnenes trivsel.

En helt grundlæggende udfordring, som mange transkønnede børn må forholde sig til, er omgivelsernes fejlagtige opfattelse af deres kønsidentitet.

”Når et barn oplever, at der er et eller andet, der ikke stemmer overens inde i dem, så er det jo i sig selv svært at være i for barnet – både fordi det ikke føles rart at have det sådan, men også fordi det kan være svært for barnet at sætte ord på, hvad det egentlig handler om, fordi der trods alt er så begrænset livserfaring. Så barnet kan ikke altid helt selv finde frem til, hvad det handler om, men kan mærke, at der er noget, der ikke er rigtigt”, fortæller Rikke Pristed og uddyber:

”For at kunne sige nøjagtigt hvad det handler om, skal barnet have en forståelse af omgivelserne og af opfattelserne af køn, og det er jo en forståelse, som skal udvikles og modnes med alderen. På den måde kan man sige, at følelsen inde i barnet opstår i samspil med omverdenen, for hvis vi antog – og det her er bare en total utopi – at det kunne lykkes for os som samfund at behandle alle mennesker kønsneutralt, så ville der jo ikke være nogen problemer i form af en følelse af at være anderledes eller forkert. Problemet opstår i det øjeblik, at en persons oplevede identitet ikke stemmer overens med den måde, omverdenen opfatter den på. Så hvis man kan mærke, at man f.eks. identificerer sig selv som pige, men at alle bliver ved med at behandle én som en dreng, så er det ubehageligt.

Det handler tit om, at omgivelserne knytter nogle bestemte forventninger til den givne person baseret på det køn, de tror, vedkommende har, og det kan være meget vanskeligt for børn at opponere imod. Så barnet kommer i problemer, når det ikke får lov at udtrykke sig på den måde, der føles rigtig, men kan mærke, at der er et ydre, ubevidst pres. Vi tvinger ofte børn til at forholde sig til køn meget tidligt, fordi vi presser en kønsspecifik adfærd ned over dem, f.eks. i forhold til tøj. Man kan sige, at piger oftere kan gå i stort set, hvad de vil, men det kan drenge ikke. Piger kan godt have kort hår og gå i bukser – det er der ikke helt så ofte nogen, der siger noget til, men drenge har tit meget snævre rammer for adfærd. Det betyder også, at der er mange transdrenge – altså børn som er blevet tildelt pigekøn ved fødslen, men føler sig som drenge – som går under radaren i årevis, mens der er mange transpiger, som bliver opdaget med det samme.”

Rikke Pristed tilføjer i den forbindelse, at det har stor betydning for børnenes trivsel, at de så tidligt som muligt får rum til at være dem, de oplever sig selv som.

”Der er efterhånden forsket en del på det område, særligt i andre lande, og al forskningen viser entydigt, at børn, som under opvæksten får støtte til at udtrykke deres oplevede kønsidentitet, udvikler sig fuldstændig normalt som andre børn. Hvis de ikke får den støtte, så udvikler de dog en del problemer som social angst, depression, selvskade og mange andre alvorlige lidelser. Det gør sig selvfølgelig gældende for alle mennesker på alle mulige måder – hvis vi bliver mødt på en måde, der får os til at føle os ok med dem, vi er, så bliver vi glade og trygge og kan koncentrere os om de andre ting, vi skal i livet. Hvis vi derimod hele tiden får en følelse af, at vi er forkerte, så kan vi næsten ikke undgå at få det dårligt.”

Fordomme og udfordringer for transkønnede børn

Ifølge Rikke Pristed er der en lang række fordomme, som kan gøre tilværelsen svær for transkønnede børn og deres forældre.

”Der er bl.a. mange fordomme, som går på, at det bare er en fase; at det er noget, forældrene trækker ned over hovedet på barnet; at det er for at få opmærksomhed, eller at det er blevet trigget på grund af ydre omstændigheder, f.eks. mobning i skolen, forældrenes skilsmisse e.l. Desuden er der også en fordom eller misforståelse, som gør sig gældende mange steder – også blandt fagpersoner  –  nemlig at det har noget at gøre med seksualitet. Kønsidentitet har intet med seksualitet at gøre. Når man begynder at tale om, at man trækker seksualitet ned over hovedet på barnet, så er det et udtryk for det, vi kan kalde heteronormativitet – der er sådan en ubevidst antagelse om, at ens kønsidentitet afgør, hvem man bliver tiltrukket af, og jeg troede ærligt, at vi var kommet lidt længere”, siger hun og fortsætter:

”Der kan i det hele taget være en tendens til, at man ikke rigtig tager det alvorligt, at børn kan have en fornemmelse af, hvem de er og ikke er. Og det mærkelige er jo, at hvis man ikke tager det alvorligt og måske bare tror, det er en fase, hvorfor kan man så ikke bare lade børnene gøre, hvad de vil i forhold til deres kønsidentitet? Det virker dog som om, at det for mange mennesker er svært bare at lade dem gøre det. Vi vil hellere lære børnene at holde op med at have det sådan. Vi mennesker har af en eller anden årsag et stort behov for kasser. Vi kan nærmest ikke udholde frustrationen ved ikke at vide eller forstå, hvilket køn en person har. Det er jo tankevækkende, men det handler nok om, at vi stadig har et meget kønsopdelt samfund, så når vi ikke kan finde ud af, hvilken kasse en person hører til i, så ved vi ikke helt, hvad vi skal stille op. Det er ikke så forfærdelig mange år siden, at behandling af transkønnede blev flyttet fra psykiatrisk afdeling, og i dag er der stadig en tendens til at se på transkønnethed på samme måde, som vi tidligere så på homoseksualitet, dvs. ud fra en tanke om, at det er en form for psykiatrisk lidelse. Derfor er det også mange af de samme spørgsmål, overvejelser og fordomme, som transkønnede bliver mødt af.”

Et af de spørgsmål, som transkønnede børn – eller måske særligt deres forældre – kan blive mødt af, er, om ikke der bare er tale om almindelig kønsudforskning.

”Det er helt naturligt for børn at udforske forskellige måder at være i verden på, og et barn på 3-4 år, som måske hedder Knud, forstår ikke, hvorfor det ikke er ok at ville være mor i diverse lege. Hvordan skulle Knud kunne forstå det? Der vil voksne dog typisk gribe ind og sige: ”Nej, det kan du da ikke, for du er jo en dreng. Du kan være far”. Der kan man spørge sig selv, om ikke det er helt irrelevant? Børn har en meget mere afprøvende tilgang til verden. Selvfølgelig har de lyst til at prøve at være mor eller far eller hest. Der er f.eks. næsten altid én, der skal være hund eller kat i legene, og det er der jo ikke nogen, der siger noget til. På mange områder kan vi sagtens acceptere børns udforskning og fantasi, men lige præcis i forhold til køn sker der et eller andet, som gør det svært for os at håndtere”, forklarer Rikke Pristed og siger videre:

”Når der ikke blot er tale om kønsudforskning, vil det ofte handle om, at der er en mere vedholdende insisteren på ikke at være en pige eller ikke at være en dreng. Og selv hvis barnet ikke helt ved, hvad det er endnu, så ved det i hvert fald, hvad det ikke er og vil insistere på ikke at være det. Det er altså typisk vedvarende over tid. Der er dog selvfølgelig nogle mørketal, for hvis man som voksen slår meget hårdt ned på den type udsagn, så lærer barnet ret hurtigt at tie stille. Børn er meget opmærksomme på de reaktioner, de får, når det handler om at blive spejlet som person. Det er livsvigtigt for børn at blive accepteret af deres forældre. Hvis de registrerer, at det f.eks. ikke er ok at hedde Knud og sige, at man er en pige, så holder børnene op med at sige den slags.”

Hvis det transkønnede barn ikke tør insistere på sin oplevede kønsidentitet af frygt for forældrenes reaktion, vil der ifølge Rikke Pristed alligevel være tegn på, at der foregår noget i barnet.

”Det kan være meget svært at adskille fra andre mistrivselstegn, men der vil oftest være en meget tydelig mistrivsel hos de børn, som er nødt til at undertrykke deres følelser og adfærd. Generelt kan man sige, at hvis et barn føler, det skal holde sig selv hemmelig for at blive accepteret, så vil det sandsynligvis trække sig og blive meget indadvendt eller omvendt blive meget udadreagerende, fordi det er så smertefuldt ikke at måtte være den, det er.”

Selv for de transkønnede børn, som oplever, at deres familie er fuldstændig accepterende og støttende, er der en stor udfordring.

”Det kræver meget at hjælpe barnet med at transitionere socialt – altså at leve på den måde, og med den identitet, barnet ønsker. Der er pludselig en masse andre mennesker, der skal involveres i den proces. Det kan f.eks. være lærere, pædagoger, andre børn og de andre børns forældre. Det bliver pludselig en enorm opmærksomhed, der kommer på det her barn, og det er der ikke ret mange børn, der bryder sig om. Børnene vil jo bare gerne være en af de andre og blive opfattet, som de opfatter sig selv og have venner og have det rart”, understreger Rikke Pristed og forklarer videre:

”Derudover er der f.eks. sådan noget som udfordringen ved CPR-numre. Hvis barnet ikke kan få lov at skifte CPR-nummer, så bliver barnet konfronteret med det køn, det ikke føler sig tilpas i, hver eneste gang der er et besøg ved lægen, ved tandlægen, ved tilmelding til en sportsaktivitet, ved lån af en bog på biblioteket osv. Det bliver en konstant påmindelse. Man kan jo spørge sig selv, om der er en grund til, at man skal kunne se kønnet ud fra CPR-nummeret – jeg ved det ikke – men i hvert fald er det en interessant tanke, om vi kan undvære at have kønnet med der.

En anden udfordring er sådan noget som at skulle klæde om til gymnastik e.l. og gerne ville ind i det omklædningsrum, som man føler, man hører til i, men så få at vide, at det må man ikke. Det er sådan noget, der gør, at barnet får lyst til at trække sig fra sociale ting. Der er i det hele taget rigtig mange ting, der er svære for transkønnede børn, fordi der er så enormt mange steder, hvor børnene bliver mindet om, at verden opfatter dem på en anden måde, end de selv gør. Det gør dem jo enormt kede af det, for de begynder at sætte spørgsmålstegn ved sig selv og deres egen opfattelse af identitet. Det er noget af det mest smertefulde for mennesker at skulle være i tvivl om, hvorvidt de kan blive accepteret og høre til. Det er også derfor, at det er så vigtigt, at den nærmeste familie bliver ved at fortælle børnene, at de er gode nok, for så bliver børnene ikke lige så påvirket af de opfattelser, de bliver mødt af andetsteds.”

Fagpersonernes vigtige rolle

For at gøre livet så nemt som muligt for transkønnede børn spiller de fagpersoner, som børnene møder diverse steder, en stor rolle. Men hvad er noget af det væsentligste at være opmærksom på i arbejdet med transkønnede børn?

”Jeg synes, det vigtigste er, at man som fagperson har egentlig viden og ikke handler på baggrund af manglende viden eller forældet viden. Det er vigtigt, at man er opdateret på den nyeste viden, og at man ikke bliver bange for hele det her område, for der er ikke noget at være bange for. Du kan ikke gøre noget forkert ved at forsøge at støtte barnet. Lige så vel som det bliver husket, når en lærer, pædagog e.l. ikke udviser støtte og f.eks. ikke vil kalde barnet det navn, det har bedt om, så bliver det også husket, når barnet bliver mødt med åbenhed og omsorg. Du kan ikke gøre et barn transkønnet. Et barn bliver ikke transkønnet, fordi det bliver opmuntret til at udforske”, siger Rikke Pristed og fortsætter:

”Lad os sige, at der i flere år var en person, der hver dag fortalte os, at vi godt kunne lide at samle på frimærker. Det ville vi jo ikke blive overbeviste af. Måske tværtimod. Vi ville nok nærmere blive mere sure og få en større aversion over for frimærker. Sådan er mennesker indrettet – vi trives ikke med at blive tvunget i en retning, som ikke passer os, så der vil vi gøre oprør på en eller anden måde. Som sagt er det utrolig vigtigt for børnene at blive respekteret og mødt i deres behov, for det er jo den måde, de finder sig selv på. Jo mere man modarbejder dem og prøver at få dem til at være noget andet, end de er, desto mere vil de hade sig selv. Det er faktisk den vigtigste pointe, jeg kan komme med her: Når voksne afviser et barns behov for at vise sin egen oplevede identitet, så kommer barnet ikke til at hade de voksne, men sig selv.”

Mobning har alle dage været svært at komme til livs, og det er naturligvis også en udfordring, når det kommer til transkønnede børn. Rikke Pristed er da heller ikke blind over for, at det kan være svært for fagpersoner fuldstændig at sikre, at transkønnede børn oplever, at læringsrummet og de sociale rum er trygge.

”Det afgørende er dog, at de voksne opfører sig naturligt. I gamle dage var det f.eks. sådan, at man blev udskammet, hvis man var venstrehåndet – også af lærerne – og blev gjort til et let mobbeoffer, bl.a. fordi de voksne også viste, at der var noget galt med den givne person. De voksne har et kæmpe ansvar for at være naturlige omkring de variationer, der kan være hos børn – hvad enten det er, om de har blå eller brune øjne, er højre- eller venstrehåndede, identificerer sig med det ene eller andet køn osv. Så jo mere trygge de voksne er i, at børn også kan være transkønnede, og jo mindre det fylder hos dem, des mindre vil det fylde hos de andre børn i skolen, børnehaven osv. Det skal behandles så udramatisk som muligt. Børn slår ned på anderledeshed, og det gør de selvfølgelig også, fordi de kan mærke på de voksne, at det anderledes er dårligt”, forklarer hun og siger afsluttende:

”I Norge laver man rigtig meget netværksarbejde i forhold til transkønnede børn, så det vil sige, at man f.eks. tager en fagperson med ud på barnets skole og snakker med lærerne og måske med klassen samt de andre forældre. Når man gør det, kan man se, at klassekammeraterne egentlig ofte bare siger: ”Nå, ok”, for så er det ikke rigtig et problem for dem, fordi de får viden om det, og fordi der er nogle voksne, som opfører sig naturligt omkring det. Børnene kigger på de voksne: Hvordan ser de ud i hovedet? Ser de ud som, at det her er forfærdeligt, latterligt, farligt eller derimod helt ok, for så indretter de deres opførsel efter det. Det handler derfor på sin vis om at ”uddanne” både voksne og børn. Børnene skal have den information, der er relevant i den givne kontekst, og som er alderssvarende, på en afslappet og udramatisk måde.”