At arbejde med mennesker med svære personlighedsforstyrrelser er vanskeligt, og det er ikke noget, der fylder meget på uddannelserne.

Når socialpædagoger og socialrådgivere møder borgere med svære personlighedsforstyrrelser er de kraftigt udfordrede. Det fastslår Anja Leavens, som er psykolog med mange års erfaring i arbejdet med kriminelle og andre grupper med personlighedsforstyrrelser.

Se også relevant uddannelse: 2 årig uddannelse i kognitiv terapi

“Der er jo ikke stillinger, som er oprettet til at arbejde med folk, der er personlighedsforstyrrede. De er en del af en borgergruppe, som har rigtig mange sociale problemer, og man bliver hverken på socialrådgiver- eller pædagoguddannelsen specialiseret i at arbejde med folk med personlighedsforstyrrelser. Så det er rigtigt svært og tungt arbejde, og det kan jeg også mærke, når jeg er ude at undervise. De ansatte slår sig på det, det fylder meget og det går ind under huden. Når vi taler om dyssociale personlighedsforstyrrelser, er der også ansatte, som føler sig truet eller bliver presset, fordi de ikke har været opmærksomme på, at de har involveret sig i en relation, der er rigtig bøvlet”, siger Anja Leavens.

Det sidste hænger sammen med, at de møder borgerne med en forventning om, at de opfører sig mere almindeligt, fordi de er bevilget hjælp ud fra, at de har sociale problemer og ikke på grund af personlighedsforstyrrelsen.

Dårlige forældre med personlighedsforstyrrelser har behov for hjælp

Anja Leavens peger på, at de allersværeste tilfælde for de ansatte er der, hvor personen med personlighedsforstyrrelsen er en del af en familie. Her kommer barnet let i klemme.

“De her forældre er ikke de bedste i verden, og det giver problemer i familiedynamikken, som børnene kommer til at lide under. Når man skal blande sig i det, og gerne vil iværksætte noget for barnet, er man nødt til at have et samarbejde med forældrene, og det er meget vanskeligt, fordi de typisk ikke ser verden på samme måde som dig, og de har svært ved at kende forskel på, hvad der er deres behov og barnets behov. Jeg ser ofte, at det afføder massive konflikter med socialpædagoger og sagsbehandlere”, siger Anja Leavens.

Hun slår til lyd for, at man som fagprofessionel har et indre beredskab klar, når man går ind i personsager og relationsarbejde.

“I starten er det klogt at skærme sig selv for at kunne se efter, hvad det er for et menneske, man står over for og tage bestik af, hvad der lader sig gøre i den her relation. Især fordi man jo sjældent har adgang til diagnostisk materiale, så man møder bare et menneske, der har problemer eller står i en svær situation”, siger Anja Leavens.

Hvor svære personlighedsforstyrrelser har borgeren.

Dét man skal vurdere på og lægge mærke til i den fase er blandt andet, hvordan de er til at lave relationer. Kan de være i et job, kan de færdiggøre en uddannelse. Kan de styre deres temperament, har de impulskontrol, er de vedholdende eller springer de hele tiden fra det ene til det andet. Bliver de hidsige over småting.

“Man ser også ofte, at tolkningsstrategien hos folk med personlighedsforstyrrelser er helt ved siden af skiven, så de hele tiden kommer til at tolke udsagn som en trussel eller en krænkelse og derfor reagerer på det”, siger Anja Leavens.

Hjælp til færre konflikter

Mennesker med personlighedsforstyrrelser kommer derfor ofte i konflikt med sine omgivelser, og det er en svær og langvarig proces at hjælpe dem til at undgå.

“Det kræver en lang periode, hvor man laver små justeringer og korrigeringer både i forhold til indre regulering og tolkningsstrategi. Men det er langtfra sikkert, at der er et forandringsønske hos borgeren, for de fleste synes jo som udgangspunkt, at det er alle andre, der er idioter. Så det er en tung opgave at stå med. Man bliver derfor nødt til at kunne rumme ekstraordinært meget for at kunne lave et motivationsarbejde, for der er jo rigtigt meget, der hænger på, at man får etableret en tillidsrelation, som borgeren kan holde ud at være i”, siger Anja Leavens.