Med de diagnostiske systemer (ICD-10 og DSM-V) beskrives og kategoriseres symptomer og kriterier for psykiske sygdomme. Diagnoser er selvfølgelig vigtige for at sikre en fælles, objektiv forståelse og en ensartet behandling. Bag hver enkelt diagnose ligger dog en udviklingshistorie – den enkelte persons subjektive oplevelse af sig selv og personens fortælling om relationer til andre gennem livet. Når vi interesserer os for, hvordan den psykisk sårbare har oplevet og givet mening til sin livshistorie, pustes liv i diagnosen. Symptomer og adfærd kan pludselig forstås som meningsfyldte svar på personens oplevelser og udviklingshistorie.
Se også relevant kursus: Udviklingspsykologi – psykisk sårbare
Bag diagnosen – den indre verden
Vi kan nemt komme til at glemme betydningen af den enkeltes indre verden, oplevelse og unikke udviklingshistorie, når vi tilrettelægger behandling efter observerbare symptomer og objektive diagnosekriterier. Den indre verden dog har stor betydning for, hvordan den psykiske lidelse får sit udtryk, og hvordan den kan behandles.
Udviklingshistorierne herunder illustrerer hvordan diagnoserne ikke kan stå alene. F.eks. er en depression er ikke bare en depression; udviklingshistorien og personens tidlige tilknytning har stor betydning for, hvordan depressionen ser ud, herunder f.eks. om personen søger behandling og hvordan personen tager mod hjælp.
En mand med diagnosen depression og en afvisende-undgående tilknytning fortæller:
”Jeg er vokset op i en landmandsfamilie. Min mor døde af kræft, da jeg var 5, men det var ikke noget vi talte meget om. Min far sagde; ”man må rejse sig og komme videre”, og det var så det! Jeg boede alene med min far og hjalp ham på gården. Far døde, da jeg var 19 og det var en selvfølge, at jeg overtog gården. Jeg blev gift, da jeg var 21, og vi fik 2 børn. Min kone har forladt mig for 4 måneder siden. Hun sagde, at jeg aldrig var nærværende, virkede kold og ikke anerkendte hende. Jeg talte ikke med nogen om skilsmissen, jeg isolerede mig, det var pinligt! Jeg forsøgte at arbejde mig ud af det, men blev mere og mere kritisk overfor mig selv og så fik jeg et sammenbrud. Jeg er en fiasko!”
En kvinde med diagnosen skizofreni, og en tryg tilknytning fortæller:
”Jeg kommer fra en god, tryg familie. Jeg har altid følt mig anderledes i forhold til mine søskende, eller ”ude på en sidelinje” i skolen, men mine forældre hjalp mig med det sociale. Da jeg blev 17, begyndte virkeligheden at forandre sig, der var ikke længere sammenhæng og tankerne løb nogle gange meget hurtigt. Jeg blev meget angst! Jeg talte med mine forældre, om det der skete med mig og de hjalp mig i behandling. Mine stemmer er for det meste godartede, og når jeg er plaget af hallucinationer og vrangforestillinger, kan jeg klare det med hjælp fra mine behandlere og familie”
Teorier om træk, tilknytning og mentalisering
- John Bowlby og Mary Ainsworth interesserede sig for hvordan barnet i tilknytningen til vigtige omsorgspersoner udviklede indre arbejdsmodeller af det følelsesmæssige bånd, og hvordan disse indre modeller er med til at regulere kroppen, selvbilledet, følelseslivet og de mentale forestillinger gennem resten af livet.
- Fonagy og Bateman m.fl. har været optaget af, hvordan tilknytningen danner basis for udviklingen af mentaliseringsevnen, og hvordan tilknytningstraumer kan skabe ”huller” i den indre oplevelse af mening og sammenhæng i verden.
- Medfødte personlighedstræk og genetisk sårbarhed kan skabe vanskeligheder i tilknytningen i det tidlige forældre-barn samspil, og kan påvirke udviklingen af mentaliseringsevnen.
Enhver psykisk sårbar person har en udviklingshistorie og en livsfortælling. Når behandleren forstår udviklingshistorien, bliver det nemmere at finde veje til at skabe kontakt med personen og lave et godt stykke relationsarbejde. Det skaber også et fundament for sammen at lære fra historien og eventuelt at finde nye udviklingsveje og muligheder for forandring.
Se også relevant kursus: Udviklingspsykologi – psykisk sårbare
