Michael Cidlik var 9-10 år, da han pludselig begyndte at få synsforstyrrelser. Forstyrrelser, som gjorde det svært for ham at bedømme afstande. Således kunne han f.eks. blive frygteligt bange, når han skulle ned fra en almindelig sofa, fordi det pludselig virkede som om, der var flere meter ned derfra.

Ikke længe efter, at synerne var begyndt, oplevede Michael også at få føleforstyrrelser.

”Det var især mine fingre, som føltes meget anderledes end normalt. Så det var ret specielt for mig at røre ved visse ting, fordi det føltes helt anderledes, end jeg forventede, eller hvordan det plejede at føles”, forklarer han, da vi taler sammen på en lun sommerdag.

Mens forstyrrelserne af syns- og følesansen prægede hans barndom og teenageår, kom en ny sanseoplevelse til, da Michael var i 20’erne. Pludselig hørte han stemmer, som talte til ham.

Den dag i dag er stemmerne der stadig. I alt er de tre, hhv. to mænd og en kvinde.

”Stemmerne taler til mig lidt til højre for mit hoved. I starten drejede jeg derfor hovedet rigtig mange gange for at se, hvem det var, det talte til mig derude til højre”, siger han og fortsætter:

”Stemmerne lyder som ganske almindelige mennesker. Den ene af mine stemmer er en kvinde, og jeg er ikke så god til falset, så det er et meget godt billede på, at stemmerne slet ikke lyder som min egen stemme”, griner Michael.

Da stemmehøringen kom til, undrede han sig og syntes, at det var mærkeligt, men fordi han allerede havde oplevet andre sanseforstyrrelser, blev han dog ikke så overrasket endda. Mest af alt tænkte han, at det mindede om synerne, og han brugte derfor samme strategi over for sin stemmehøring som over for synerne og føleforstyrrelserne.

”Strategien var at ignorere, og det lykkedes jo nogenlunde. Det var ikke altid lige nemt, for det er jo virkelig personlige ting, som bliver berørt, og det kan være ret svært, når følelserne bliver påvirket meget. Jeg formåede dog at ignorere stemmerne i rigtig mange år. Mine omgivelser var ikke klar over, hvad jeg oplevede. Stemmerne sagde jo også, at jeg ikke måtte fortælle andre om dem, og det var en væsentlig årsag til, at jeg ikke gjorde det. De fortalte om en masse konsekvenser, der ville være ved at fortælle om dem, og de konsekvenser var simpelthen for vidtrækkende til, at jeg så meget som overvejede at fortælle om stemmerne”.

Fra stemmehøring til samtale

Michael fortsatte længe med at holde stemmehøringen skjult for andre. Det var først mange år senere, at han begyndte at fortælle om stemmerne og arbejde med dem.

Et af de mest udslagsgivende øjeblikke for ham var at møde en person med samme diagnose, som havde fået det bedre med sin stemmehøring. Det havde han på det tidspunkt aldrig vidst kunne lade sig gøre, og det betød meget for ham at gøre den erfaring. Et andet vigtigt øjeblik for ham var, da en kontaktperson på et bosted begyndte at stille ham spørgsmål om hans stemmehøring.

”Det blev startskuddet til, at tingene blev anderledes at forholde sig til for mig. Jeg skulle lige pludselig kunne forholde mig til mine stemmer og kunne svare på de spørgsmål, min kontaktperson stillede mig. Førhen var jeg kun blevet spurgt ind til mine symptomer for at konstatere, at de var der. Det her var en helt anden tilgang. Det gjorde en ret stor forskel, for jeg havde jo bare ignoreret det i så mange år. På det tidspunkt har jeg været 33, vil jeg tro. Eller nej….jeg var 34. Jeg har lige en stemme, der hjælper mig med nogle gange at fortælle ting”, forklarer han med et lille grin.

Den ene af Michaels stemmer er for det meste ganske rolig og faktuel – nærmest som en slags levende arkiv, der hjælper med at huske og fortælle ting rigtigt. Kvindestemmen og den anden herrestemme er dog langt mere kontante og aggressive i det. Fælles for alle stemmerne er, at det aldrig har været sådan, at de taler hele tiden, men blandt andet stress og pres gør dem meget aktive og mere aggressive.

I mange år var der tale om ren envejskommunikation, hvor stemmerne udelukkende talte til Michael, men det ændrede sig så småt, da han begyndte at arbejde med dem, bl.a. i en stemmehørergruppe. I mere end tre år fokuserede han rigtig meget på arbejdet med stemmerne. I begyndelsen var det svært, og han blev frustreret over, at stemmerne ikke svarede ham, men med tiden lærte han at stille spørgsmål på en måde, der fik stemmerne til at indgå i en samtale, ligesom han lærte at forstå dem. På den måde fandt han bl.a. ud af, at stemmerne mente at have været der endnu længere, men at han blot først havde opdaget dem i sin ungdom.

”Der er ikke ret stor forskel på, hvad stemmerne siger nu i forhold til førhen – det er faktisk meget det samme – men det er måden, jeg forstår det på. Jeg har lært at forstå dem, sådan at når vi taler sammen, så skal jeg fortolke, hvad de siger, og jeg kan nu blive bekræftet i, at mine fortolkninger er rigtige, og jeg er absolut heller ikke i tvivl, når jeg gætter forkert. Det er blevet mere en dialog”, fortæller han og tilføjer:

”Hvis jeg tolker noget forkert, så vil stemmerne ofte sige noget med, at jeg er virkelig dum og ikke fatter noget, og så ved jeg da, at det nok ikke var det, de mente. Især den ene har en meget hård tone. Han er virkelig aggressiv”.

Foruden at have fået en langt bedre forståelse for og af stemmerne og kunne have en dialog med dem, har stemmehørerarbejdet også haft en anden væsentlig betydning for Michael.

”På et tidspunkt fandt jeg ud af, hvad det er, der trigger stemmerne. I mange år havde jeg tænkt, at der slet ikke var en sammenhæng i, hvornår de sagde noget. Så da jeg lige pludselig kunne begynde at forudse, om de ville sige noget, gjorde det bare rigtig mange situationer nemmere. Inden jeg går ind til nogle situationer nu, så ved jeg, at stemmerne vil reagere på den og den måde, og jeg kan fortælle dem, at det behøver de altså ikke.  Det kan godt være, at de reagerer alligevel, men bare det, at jeg ved, at jeg kan forudse, at det sker, gør det meget nemmere at være i. Så da jeg begyndte at kunne det her, gav det mig mulighed for at deltage i flere ting, jeg havde lyst til”.

Mulighed for at hjælpe andre med stemmehøring

Arbejdet med stemmehøringen har hjulpet Michael så meget, at han siden har taget stemmehørerfacilitatoruddannelsen ved psykiatrisk sygeplejerske, Trevor Eyles.

”Første gang jeg stiftede bekendtskab med stemmehørerfacilitering, var jeg meget benovet over, at det overhovedet fandtes, og at man kunne gøre nogle ting på en anden måde. Og jeg tænkte, at det lød som en helt vidunderlig verden, som jeg dog på det tidspunkt ikke kunne se mig selv være en del af. Da jeg så kom så langt i min recovery-proces, at det faktisk var en mulighed, jamen så blev det jo virkelig stort at være en del af det”.

I de seneste år har han selv hjulpet andre stemmehørere ved at facilitere stemmehørergrupper og lave individuelle forløb, og han er ikke i tvivl om, at alle stemmehørere kan lære at bruge og forstå stemmerne, hvis de tør gøre arbejdet.

Michael har også et godt råd til professionelle, der gerne vil tale med stemmehørere.

”Jeg tænker, at man som udgangspunkt skal vise, at man vil det, og at man ikke er bange for det. Stemmehørere er ofte ret pressede og ofte også meget bange. Hvis man skal tale med en stemmehører, der har det rigtig svært, så skal man ikke også puste til ilden ved at vise, at man er bange for det, men man skal turde at gå ind i det. Psykiatrien har i rigtig mange år haft den strategi, at man skulle ignorere stemmerne og de øvrige sanseforstyrrelser, og jeg lægger op til, at man skal gøre præcis det modsatte – også selvom det kan være skræmmende at skulle gå i dialog med dem”, slutter Michael.

Vil du hjælpe andre til at forstå deres stemmer?

Vi har tidligere afholdt kurset “Giv stemmerne mening” sammen med Michael Cidlik og Trevor Eyles. Du er altid velkommen til at kontakte os på 66 15 90 43 eller [email protected] for at høre om muligheden for at få kurset hjem til din arbejdsplads.