Mennesker med psykiske lidelser som f.eks. angst, depression, spiseforstyrrelser og borderline personlighedsforstyrrelse har ofte en skrøbelig mentaliseringsevne. Det betyder blandt andet, at de i perioder med belastning kan have problemer med at skabe mening i livet, hvilket kan resultere i manglende impulsregulering, relationelle problemer med manglende respekt af egne og andres grænser eller manglende evne til håndtering af følelser. Dette kan medføre psykiske symptomer, selvskade eller selvmordstanker samt manglende evne til fleksibilitet.
Evnen til at mentalisere er afgørende for at have stabile meningsfulde relationer og en god selvfølelse. Der er derfor god grund til at anvende en mentaliseringsbaseret tilgang i arbejdet med unge og voksne, som har svære psykiatriske problemstillinger.
I mentaliseringsbaseret miljøterapi forholder du dig bevidst og aktivt til, hvordan du gennem samtalen, relationen og miljøet hjælper borgeren/patienten til at forstå sig selv og andre på nye måder. Gennem en oprigtig nysgerrighed skaber du grundlaget for den nødvendige tillid, som gør, at du kan nå ind bag lidelsen og åbne op for ny udvikling. Det handler om at hjælpe borgeren eller patienten til at få nye og bedre måder at håndtere livet på, herunder at styrke personens mulighed for at indgå i sociale kontekster på en mere tilfredsstillende måde.