Forestil dig, at tankerne pludselig løber af med dig.

Én ængstelig tanke forgrener sig med overvældende hast til flere, eller den ene tanke vokser sig på ingen tid så stor, at den tiltvinger sig al opmærksomheden.

Du ved måske rationelt, at tankerne overdriver eller ligefrem lyver, men alligevel overtager de dit sind og din krop, så hjertet hamrer i dit bryst, og en ubehagelig varme spreder sig i kroppen. Du får en ubærlig trang til at flygte fra den situation, du befinder dig i, og måske er det netop dét, du gør. Måske begynder du ligefrem at undgå lignende situationer, og langsomt – men sikkert – overtager angsten mere af dit liv.

Sådan ser hverdagen ud for nogle af de ca. 350.000 danskere, som lider af angst.

Angsten kan være knyttet til specifikke situationer og objekter – f.eks. edderkopper – eller den kan være langt mere diffus og generel. Fælles for angstformerne er dog, at de ofte kræver behandling, og én af de mest brugte og veldokumenterede behandlingsformer er kognitiv adfærdsterapi.

Eksponeringsterapi – hvor patienten/klienten gradvist konfronteres mere og mere med det, han eller hun frygter – er ofte et vigtigt værktøj i den kognitive behandling, bl.a. ved socialfobi. Traditionelt set er denne eksponering især sket gennem såkaldt in vivo-eksponering, hvor patienten/klienten sættes direkte ansigt til ansigt med den frygtede situation eller objekt.

I takt med at virtual reality (VR) har gjort sit indtog, er teknologien også blevet tænkt ind i behandling af psykiske lidelser, herunder angst. I Danmark er der endnu ikke forsket meget i VR-eksponering til brug i angstbehandling, men nogle af dem, der arbejder med netop dette felt, er Benjamin Thorup Arnfred og Lars Clemmensen.

Benjamin Thorup Arnfred er uddannet psykolog og er i færd med at tage en ph.d. Siden 2019 har han været en af drivkræfterne bag SO REAL, som er et forskningsprojekt ved Region Hovedstadens Psykiatri. Projektet er den hidtil største undersøgelse af brugen af VR i forbindelse med behandlingen af socialfobi. Med SO REAL bliver nuværende psykoterapeutiske gruppebehandlingstilbud uden brug af VR sammenlignet med et nyt gruppebehandlingstilbud, hvor VR indgår.

Lars Clemmensen er psykolog og ph.d. Siden 2017 har han fokuseret på e-health [sundhedstilbud- og kommunikation som gives gennem internettet og lignende teknologier, red.] og især på VR i forbindelse med angst. Han har bl.a. ledet et projekt ved Telepsykiatrisk Center i Odense om VR til behandling af socialfobi. I modsætning til SO REAL-projektet har udgangspunktet her været individuel terapi frem for gruppeterapi.

Når virkeligheden simuleres

Da jeg – meget passende for emnet – taler med Benjamin Thorup Arnfred og Lars Clemmensen via et videoopkald, er jeg selvfølgelig nysgerrig på de to forskningsprojekter.

De kan dog af gode grunde ikke sige noget konkluderende om resultaterne af projekterne, eftersom SO REAL-projektet stadig er i gang, og fordi data fra studiet ved Telepsykiatrisk Center ikke er færdigbehandlet og fremlagt.
De vil dog gerne løfte sløret for noget af det, som forskningsprojekterne indtil videre indikerer, ligesom de glædeligt deler ud af deres store viden om anden forskning i VR-behandling.

Hvad peger jeres forskning på indtil videre?

◊ Benjamin: “På et tidspunkt lavede vi en kort evaluering af nogle af de første patienter, som gennemgik den nye behandling med VR, og de havde helt overvejende en positiv oplevelse med VR. Nu taler jeg slet ikke om effekter, for det kan man ikke sige noget om på det her niveau, så det handler mere om terapeuternes og patienternes oplevelse af at bruge VR. I begyndelsen var det svært for terapeuterne at bruge VR, da de ikke havde nogen forhåndserfaring med det, men de havde en fornemmelse af, at de efterhånden lærte det. Selvom patienterne havde en overvejende god oplevelse med VR, blev vi dog i begyndelsen opmærksomme på en udfordring, som flere af dem havde. Da der er tale om mennesker med socialfobi, kan det være enormt angstprovokerende for dem at skulle sidde iført VR-briller i en gruppe. Flere af dem blev meget fokuserede på, hvad der skete i gruppen, og hvad de andre tænkte om dem, mens de havde brillerne på. Dermed forsvandt deres fokus på at være til stede i VR-universet. Da vi identificerede den udfordring, kom vi på nogle ideer og retningslinjer, som kan mindske den udfordring mest muligt, og dem har vi selvfølgelig taget med i det videre studie”.

◊ Lars: “Både terapeuter og patienter er ofte meget tilbageholdende med at bruge eksponering som en del af kognitiv behandling, selvom forskning har vist, at det kan være meget effektivt. For patienterne handler det naturligvis om, at eksponeringen er den del af behandlingen, de frygter mest. For flere år siden blev der lavet en international undersøgelse, som viste, at 70-80% af de patienter, som deltog i undersøgelsen, foretrak VR-eksponering frem for eksponering ude i virkeligheden.”

◊ Benjamin: “Jeg tror, at en del af forklaringen på det høje procenttal, er, at VR-eksponering giver mulighed for, at du som patient kan tage VR-brillerne af, hvis eksponeringen bliver for skræmmende. Den viden har formentlig gjort eksponering mere acceptabel at tænke på for de, der deltog i den givne undersøgelse. Jeg tror, at man i undersøgelsen spurgte deltagerne, inden de rent faktisk prøvede VR-eksponering, og der har nok været nogle af dem, som er blevet overraskede over, hvor ægte VR-scenarierne virkede på dem. Det ændrer dog ikke ved, at deltagerne stadig har vidst, at de bare kunne tage brillerne af.

Med VR kan vi udsætte patienterne for nogle situationer, som er endnu voldsommere end det, vi normalt ville kunne opspore i virkeligheden. I forbindelse med SO REAL-projektet har vi talt meget om, at vi skal være forsigtige med ikke at udsætte patienterne for VR-situationer, som er for udfordrende for dem og dermed gør mere skade end gavn. Erfaringen er dog indtil videre – og det kan jeg forstå også har været gældende i projektet ved Telepsykiatrisk Center – at det egentlig ikke er et stort problem, netop fordi patienterne ved, de kan tage brillerne af. Der er desuden mulighed for at tale om oplevelsen bagefter, så VR-oplevelsen står ikke alene. Derudover er det vigtigt at huske, at det også kan være en fordel, at vi kan simulere scenarier, som er meget voldsommere end det, patienterne normalt vil møde ude i virkeligheden. Hvis de kan håndtere de scenarier, kan de opnå en større tro på, at de så også kan håndtere situationer, som langt fra er lige så voldsomme.”

◊ Lars: “I forskningsprojektet ved Telepsykiatrisk Center har jeg aldrig oplevet nogen, der tog brillerne af, men det hjælper patienterne meget at vide, at der er den sikkerhedsline.

Noget af det, der også er smart ved VR, er, at patienterne kan prøve den samme situation igen. Det giver mulighed for, at du som terapeut kan tale med patienten om, hvad han eller hun kunne have gjort anderledes, og at vedkommende så kan få lov at genspille den samme situation og forsøge at håndtere den på en mere hensigtsmæssig måde. I og med at en situation kan genspilles, kan patienterne først og fremmest se, at de ikke ”dør” af at være i situationen – de kan godt udholde den og gennemføre den. De kan ligefrem få lov at prøve samme situation igen og erfare, at de kan handle på en anden måde. Det er også en fordel, at du som terapeut kan vise patienterne, at det ikke er dem, der handler uhensigtsmæssigt i en situation. Ofte vil mennesker med socialfobi tro, at det er dem, som opfører sig åndssvagt, og at det er dem, der er skyld i, at en situation går dårligt. Ved at genspille situationen, kan du som terapeut vise patienterne, at det er de andre, der opfører sig dumt, eller at der måske slet ikke er nogen, der opfører sig dumt – heller ikke dem.”

Virtual reality har virkeligt potentiale

Set ud fra jeres erfaring kan patienterne/klienterne så bruge den ro, de opnår ved at håndtere VR-scenarier, ude i den virkelige verden?

◊ Lars: “Det er sikkert det samme for dig Benjamin, men det er mest på case-plan, jeg kan sige noget om det her. På et tidspunkt havde jeg f.eks. en patient, som oplevede, at hun ikke længere var bange for at kontakte sine venner. Hun oplevede, at meget af hendes frygt for, hvad andre tænker, var forsvundet. Det var hendes oplevelse, at vennerne måske slet ikke lagde så meget mærke til, hvad hun gjorde og sagde, som hun troede. Desuden var det også blevet klart for hende, at det egentlig var ret lige meget, hvis de lagde mærke til det. Det er ofte mere frygten for, hvad andre tænker, der holder socialfobikere tilbage, end det er dét, de andre rent faktisk tænker. Det er ofte frygten for frygten, som fylder, kan man sige. Det handler også om, at meget af det, de frygter, rent faktisk aldrig sker. Og hvis det sker, så har de lært, at de godt kan håndtere det.”

◊ Benjamin: “Baseret på enkelte cases, er det også meget det, vi ser i vores projekt. Patienterne oplever, at den måde, de håndterer situationer på i VR-universet, kan overføres til den virkelige verden. VR-eksponeringen foregår som sagt i en bredere terapeutisk ramme, hvor vi f.eks. taler om, hvad de oplevede i VR-simuleringen, hvordan de håndterede det osv. Den bredere ramme er der selvfølgelig for at konsolidere den indlæring, som ligger i VR-eksponeringen. VR-eksponeringen står ikke alene.

I SO REAL-projektet har vi oplevet patienter, som har svært ved at leve sig ind i de forskellige VR-situationer og ikke får en angstreaktion. Vi har i overraskende høj grad hørt fra dem, at de oplever, at de dog får nogle andre muligheder ved hjælp af VR-eksponeringen. Der er f.eks. nogle patienter, som har talt med os om, hvor fedt det er pludselig at kunne være i en social situation og egentlig bare observere, hvad der foregår. På den måde kan patienterne se, at det hverken er særlig kompliceret eller farligt. Det kan desuden være en mulighed for at få opbygget nogle sociale færdigheder, som patienterne måske ikke har fået, hvis de har haft socialfobi i en stor del af deres liv og har undgået sociale situationer. I SO REAL-projektet er der f.eks. sådan en small talk-del, som simpelthen har fokus på at lære den færdighed, som small talk er.”

I har begge arbejdet med VR-eksponering i relation til socialfobi. Er der andre lidelser, som VR er anvendelig til?

◊ Lars: “Forskningen i VR-behandling begyndte i høj grad med et fokus på PTSD, særligt i forbindelse med amerikanske krigsveteraner. PTSD er nok i det hele taget et af de felter, hvor der er forsket mest i brugen af VR.
Umiddelbart er VR-behandling anvendelig til de fleste former for angst. Det er dog svært at bruge til behandling af generaliseret angst, fordi der ikke er noget specifikt objekt, patienten er bange for, så hvad skal vedkommende eksponeres for?”.

◊ Benjamin: “Jeg er enig. Desuden vil jeg tilføje, at VR nu også bliver undersøgt til behandling af andre lidelser – både som eksponeringsværktøj, men også til brug på andre måder. I den forskningsenhed, jeg kommer fra, har vi f.eks. to andre store VR-projekter, som begge ser på variationer af psykotiske symptomer. I det ene projekt bruges VR-eksponering til patienter, der hører stemmer. Målet er at udfordre patientens psykotiske stemmer i form af en slags rollespil med terapeuten i VR-universet og derved ændre patientens relation til stemmerne. Det andet projekt minder mere om det, vi laver i SO REAL. Her er der fokus på såkaldt Paranoid Ideation [patientens tanker præges f.eks. af forestillinger om at blive forfulgt, udspioneret eller testet, red.]. Patienten kan her blive indført i en række forskellige miljøer, bl.a. sammen med terapeuten i rollespil, hvor målet i helt korte træk er at eksponere for situationer, som kan udløse paranoide vrangforestillinger. Der kan f.eks. skrues op og ned for, hvor meget de andre personer i universet stirrer på patienten, hvor truende de ser ud osv. Der er også studier om brugen af VR i forhold til depression, OCD, autisme og andre diagnoser.”

Er der nogen typer klienter/patienter, som – ud fra jeres erfaring – ikke vil have gavn af VR-eksponering, selvom de har en diagnose, som VR ellers på papiret er anvendelig til?

◊ Lars: “Helt grundlæggende kan man sige, at VR ikke er ret anvendeligt til personer, som har svært ved at leve sig ind i VR-universet. Helt basalt er der også nogle mennesker, som bliver køresyge af at bruge VR-briller. Derudover tror jeg dog ikke, man kan sige det generelt om nogen bestemte grupper, for det handler meget om den enkeltes indlevelsesevne og funktionsniveau.”

◊ Benjamin: “Kognitiv adfærdsterapi, som ofte er rammen for VR-eksponering, er en krævende behandlingsform i sig selv, så hvis du har en kompleks patologi – f.eks. både har angst og ADD eller autisme – så bliver det muligvis mere kompliceret. Jeg er dog enig med Lars og synes, det er vigtigt, at vi ikke på forhånd udelukker nogen grupper. Vi skal bedømme anvendeligheden fra person til person.”