———
De fleste forbinder formentlig noget positivt med ordet samskabelse. Spørgsmålet er hvorfor?
Lad mig straks tilstå, at jeg ikke selv er ganske sikker på, hvorfor det for mig selv er tilfældet. At blive klar over sine egne motiver er langt fra så enkelt, som nogle vil gøre det til.
”Kun fladbundede personer kender sig selv til bunds,” som Oscar Wilde sagde så sandt.
Jeg er dog umiddelbart bevidst om, at samskabelse består af to dele, som begge har en positiv ladning. At gøre noget sammen er godt. I al fald oftest. Og i de doser, man synes om. Og at skabe – ja, det er da bedre end ikke at skabe noget! Og er menneske ikke grundlæggende et skabende væsen? Homo Faber, som man siger ved højtidelige lejligheder.
Kollektive arbejdsdage, ildsjæle og socialismens vingesus
Samskabelse trækker også tråde tilbage til min egen ungdom, hvor jeg bekendte mig til rådssocialismen. Dvs. en slags socialisme, der byggede på direkte demokrati og samarbejde i relativt små sociale enheder. Det var i modsætning til de fremmedgørende planøkonomiske socialismeformer, hvor demokratiet var indirekte, eller repræsentativt som vi siger i vesten.
Rådssocialister var derimod glade for menneskene på gulvet. De helt almindelige mennesker, der tog skæbnen i egen hånd. Som i Pariserkommunen. Eller i de sovjetiske arbejderråd i Skt. Petersborg i 1905 og i starten af Oktoberrevolutionen 12 år senere.
Mange mennesker er også meget sociale af natur. Nogle kalder dem ekstroverte. De kan lide de kollektive arbejdsdage i børnehaven, hvor man sammen med andre kan male legeredskaberne, få lakeret gulvene og renset tagrenderne. Her har man også rig lejlighed til at tale sammen. Møde nye mennesker, høre om Søren og Mettes nyfødte baby, Lotte og Christians rejse til Bali og andre spændende ting.
Andre er mere tiltrukket til de åndelige samarbejder, hvor man diskuterer ting og får ord skrevet op på flipovers og gule sedler. Det er altid spændende at blive inspireret, mærke begejstringen blandt ildsjæle, blive anerkendt for ens deltagelse og ideer. Alt dette synes de fleste introverte også. Men kun i små doser. Der er også nogle, hvis fællesskabskvote er opbrugt på kærestens kolossale familie!
Et nødvendigt alternativ til New Public Management?
Eller der er dem, som synes, at samskabelse er det fuldstændig nødvendige alternativ til den New Public Management, som har domineret i alt, alt for lang tid. Her har det været individet, egeninteresser, økonomien, det kvantitative, konkurrencen og lignende, der har været i centrum. Tingene er faldet fra hinanden, blevet fragmenteret, rationaliseret og kvantificeret. Og det har været så pokkers hierarkisk. Modsat i øjenhøjde og ligeværdigt. Systemet før menneskene!
… og således kan man relativt let få angivet nogle gode grunde til at synes vældig godt om samskabelse. Men spørgsmålet er, om det er gode grunde!?
Det er vist let at se, at der mestendels er tale om grunde, der knytter sig til ens personlighed, ens følelser, værdier og/eller politiske holdninger.
Det er fuldt tilstrækkelige grunde, når man skal købe en kost eller grøntsager, når man skal vælge feriested eller kæreste; dvs. i alle de tilfælde, hvor man ikke behøver at tænke alt for meget over tingene, men kan lade følelserne, værdierne, intuitionerne, tommelfingerreglerne m.v. råde.
Er det god grund nok?
Spørgsmålet er, om det er tilstrækkelig gode grunde, hvis man er kommunaldirektør og skal fastlægge og forsvare kommunens styringsfilosofi? Er det nok til, at man som lektor i organisationsteori skal anbefale samskabelse? Er det nok til, at man som tillidsrepræsentant nikker ja i MED-udvalget? Er det tilstrækkeligt som begrundelse i en afsluttende opgave på en diplom- eller Masteruddannelse?
Er alt dette med de personlige, politiske og værdimæssige motiver kun godt nok til at stimulere nysgerrigheden? Skal disse grunde suppleres – eller ligefrem erstattes – af mere rationelle grunde? Af teorier, evidens, modeller, empiri og den slags ting? Eller er det i virkeligheden bare besværlige efterrationaliseringer? Akademisk staffage?
… ja, alt dette kunne man godt tænke nærmere over, og tale med andre om … måske mens man maler legeredskaber …eller måske på et kursus?
———————-
Vil du vide mere?
Vil du selv vil lære mere om samskabelse, så lyt til Leon Lerborgs opfrodring, og deltag på kurset “Styrk samskabelsen – når borgeren får medansvar”, hvor han og Nis G. Madsen går i kødet med buzzwordet, og bl.a. stiller skarpt på, hvorfor samskabelse har en berettigelse, og hvorfor du bør interessere dig for det.
– Læs mere om kurset – klik her ->
———————-
Leon Lerborg
Magister i filosofi og statskundskab. Til daglig er han forsker ved CBS, ejer af Institut for Offentlig Styring og en hyppig anvendt foredragsholder om ledelse og styring.
Han har beskæftiget sig med styring og ledelse inden for den offentlige sektor i næsten 30 år. Som embedsmand i Finansministeriet, rådgiver, direktør for en innovationsenhed og underviser på toplederuddannelser.
Han har desuden undervist som adjunkt og ekstern lektor ved CBS, KU, SDU, AU og Forsvarsakademiet.
Han har skrevet en lang række bøger, artikler, kronikker m.v. og er aktiv bidragsyder til diskussioner om den offentlige sektor.
