Når cykelhjelm ikke er nok var et projekt under “Puljen til fremme af samarbejder mellem kommuner og frivillige organisationer’’ og et partnerskab mellem SIND Pårørenderådgivning og Aarhus, Viborg, Herning og Skive Kommuner i perioden 2015-2017. Projektet havde til formål at fremme trivsel hos de børn og unge, som er pårørende til et nært familiemedlem, der har en psykisk sygdom. Desuden var der i projektet fokus på oplysning til elever i folkeskolerne og de fagprofessionelle frontmedarbejdere, som møder børnene i dagligdagen.

I et interview med projektlederen Joan Stæhr fra SIND Pårørenderådgivning, har vi spurgt til erfaringerne omkring partnerskab med kommunerne samt status ved projektets afslutning.

Hvordan fungerede partnerskabet mellem SIND Pårørenderådgivning og kommunerne?

En af de indledende overvejelser var, om der skulle etableres et samarbejde eller et partnerskab mellem SIND Pårørenderådgivning og kommunerne. Sidstnævnte model blev valgt med henblik på, at viden også efterfølgende skulle være forankret kommunerne. Det gav også samtidig to forskellige indgange til et rådgivningsforløb for de børn og unge, der havde behov for det.

Der blev nedsat en styregruppe, som bestod af ledelsen fra SIND Pårørenderådgivning, en repræsentant for de frivillige og ledere i de forvaltninger, hvor indsatsen var forankret. Ledernes deltagelse medvirkede blandt andet til, at de kommunale medarbejdere, der var i kontakt med målgruppen, fik kendskab til indsatsen, så der var flere platforme at præsentere indsatsen på.

I projektperioden blev der løbende afholdt sparringsmøder for fagkoordinatorerne samt arbejdsmøder for de ansatte og frivillige.

Joan Stæhr fortæller, at partnerskabet har været velfungerende, og der alene er foretaget mindre justeringer i forhold til de konkrete aktiviteter i projektet. Som eksempel herpå blev det undervejs gjort obligatorisk, at den første samtale i rådgivningsforløbene var en forældresamtale, efter at Rambølls forskningsafdækning af risiko- og beskyttelsesfaktor understregede vigtigheden af forældreinddragelse i indsatsen.

Pårørenderådgivning

SIND pårørenderådgivning havde på baggrund af deres eksisterende arbejde en forventning om hvilke børn og unge, der kunne profitere af indsatsen. Den viden blev dog først klart defineret og beskrevet i forbindelse med projektet. Erfaringerne herfra indikerer da også, at målgruppeafgrænsningen var passende i forhold til indsatsens omfang og form.

På forhånd forventede man, at der gennemsnitligt var behov for 4 samtaler, men det viste sig dog, at behovet var større, og at mange børn og unge havde behov for de 8 samtaler, som var den øvre grænse.

Samlet set viste både projektets indsatser og organiseringen sig altså at fungere rigtig godt, og man indfriede således i høj grad de ønsker og forventninger, der var til projektet inden for perioden.

Den valgte organisering i projektet havde mange fordele, men betød dog også, at den viden man opnåede i kommunerne alene lå hos en enkelt medarbejder. På trods af sparring og erfaringsudveksling på møderne mellem fagkoordinatorerne, har den faglige sparring naturligvis ikke haft samme omfang, som det var muligt, hvis fagkoordinatorerne var ansat i samme organisation.

Hvad er håbet for den fremtidige indsats?

Efter projektets afslutning melder spørgsmålet sig: hvad nu?

Joan Stæhr beretter, at projektet desværre ikke er forankret i kommunerne i det omfang, som man havde håbet på. På trods af styregruppens fokus på implementering, var det i kommunerne ikke muligt at prioritere denne indsats i forhold til andre kerneopgaver efter projektperioden.

Men bør indsatsen for de pårørende børn og unge etableres i kommunerne?

Efter overvejelse vurderer Joan Stæhr, at så længe der er et tilbud til den gruppe af børn og unge, er det mindre afgørende, hvor tilbuddet er placeret. Det væsentligste er, at der er den fornødne viden om denne målgruppe, og for nogle familier er det måske også lettere at henvende sig til en forening i stedet for kommunen, fortsætter hun.

Efter projektets afslutning har SIND pårørenderådgivning oplevet en stigning i henvendelser fra familier. Det største antal henvendelser kommer fra familier i Aarhus Kommune, hvor foreningen også er placeret.

Hvad er så ønsket for den fremtidige indsats for denne gruppe af børn og unge?

Joan Stæhrs ønsker er, at der med tiden etableres en aftale mellem kommuner og SIND Pårørenderådgivning om en form for bestiller-udfører model på området, hvor kommunerne har mulighed for at visitere børn, unge og familier til samtaler hos SIND Pårørenderådgivning.

Projektet har tydeliggjort, at indsatsen for disse børn og unge nytter. Samtidig har man opnået større viden omkring, hvad det er for nogle mekanismer, der er virkningsfulde, og hvilken indsats der er behov for herunder vigtigheden af forældreinddragelsen og indsatsen omfang.

Det er fortsat vigtigt med fokus på oplysning og aftabuisering af psykisk sygdom. Derfor er SIND Pårørenderådgivning i gang med at udarbejde undervisningsmateriale til folkeskolerne. Materialet forventes færdigt i november 2018.

Man kan læse mere om projektets metoder og resultater på www.psykelhjelm.dk