Hvad er tillært hjælpeløshed?

Der er en lige linje mellem to af Martin Seligmans banebrydende teorier og tillært hjælpeløshed og tillært optimisme. En person, der oplever hverken at kunne gøre fra eller til for at bringe sig selv ud af en svær eller smertefuld situation, vil ikke alene i situationen føle sig hjælpeløs. Også i fremtidige situationer vil personen lettere komme til at føle sig afmægtig og dermed passiv, når det møder modgang.

Dette er en af de opdagelser, som Martin Seligman er mest kendt for. Den har fået navnet “Tillært hjælpeløshed” og blev afdækket helt tilbage i 1960’erne, længe før han var med til at grundlægge positiv psykologi. Men tillært hjælpeløshed førte ham videre til teorien om tillært optimisme, som blev en del af grundlaget for positiv psykologi, så en vis sammenhæng er der alligevel.

I Martin Seligmans nyeste bog “At lykkes” (på engelsk Flourish) skriver han om de dyreforsøg tilbage 1960erne, som ledte frem til tillært hjælpeløshed:

“Vi opdagede, at dyr – hunde, rotter, mus og selv kakerlakker – efterhånden blev passive og gav op over for modgang, når de først havde oplevet belastende begivenheder, som de ikke kunne gøre noget ved.”

I de oprindelige forsøg blev en gruppe hunde udsat for små stød, som de ikke havde mulighed for at undslippe. En anden gruppe blev udsat for de samme stød, men kunne slippe væk.

Senere udsatte man igen de to grupper af hunde for stød, men denne gang havde begge grupper mulighed for at undslippe. Langt de fleste af de hunde, som i første omgang ikke kunne undslippe, lagde sig blot ned og gjorde ikke noget for at komme væk. Mens hundene i den anden gruppe skyndte sig at forsvinde.

Se alle vores kurser om personlig udvikling: Personlig udvikling kurser og uddannelser

Forsøg med mennesker – tillært optimisme

Lignende forsøg er siden blevet udført på mennesker mange gange og har vist samme resultat. Det første og mest kendte blev udført af Donald Hiroto, hvor forsøgspersonerne blev delt ind i tre grupper.¹

De to grupper udsættes for en høj støj. Den ene af de to grupper kan intet gøre for at få støjen til at gå væk. Den anden kan få støjen til at holde op ved at trykke på en knap. Den tredje gruppe udsættes ikke for støj.

Senere og et andet sted bliver alle tre grupper stillet over for en kasse, og når de stikker hånden ind i den ene side af kassen, går den høje støj i gang. For alle tre grupper gælder det, at støjen ophører, hvis de flytter hånden nogle få centimeter til den ene side. Det finder de to sidste grupper hurtigt ud af, mens den første gruppe havde lært af det første forsøg, at de intet kunne gøre og det forventede de så også var tilfældet ved det andet forsøg.

Seligman understreger, at det er vigtigt, at man her i anden del af forsøget ikke sammenligner de to grupper, som blev udsat for høj støj i første del af forsøget, fordi man så ikke kan vide, om forskellen i deres opførsel skyldes, at den ene gruppe er svækket af hjælpeløsheden eller den anden gruppe er styrket af, at den kunne mestre situationen i det oprindelige forsøg.

Begge grupper skal derimod sammenlignes med den gruppe der ikke har været udsat for noget.

Resultatet viser sig at være et både og – det vil sige, at dem som i første forsøg havde mulighed for at undgå støjen viser sig mere handlekraftige end dem der slet ikke var blevet udsat for støj i første omgang. Og dem som i første forsøg ikke kunne gøre noget for at få støjen til at gå væk, er mindre handlekraftige end dem, som ikke havde været udsat for støj i første forsøg.

Mestring styrker personen

For Martin Seligman er det afgørende, at man ikke kun ser på svækkelsen som følge af hjælpeløsheden. Det mener han, er den etablerede psykologis måde at stille det op på, mens han gerne ser, at man også stiller, hvad han kalder “det positive psykologiske spørgsmål”: Styrker mestring personen?

“Psykologi og medicin bliver vendt på hovedet, hvis vi stiller spørgsmål, som er modsatrettet i forhold til den patologiske orientering: spørgsmål om styrkende virkninger af velgørende begivenheder”, argumenterer han i sin nyeste bog.

Både i forbindelse med forsøg med mennesker og dyr, der blev udsat for henholdsvis støj og stød, som de ikke kunne undslippe, var der cirka en tredjedel, som ikke blev hjælpeløse. Det var den iagttagelse, som førte frem til teorien om tillært optimisme.

Seligman og hans medarbejdere satte fokus på dem, som ikke kunne gøres hjælpeløse og undersøgte, hvordan de fortolkede dårlige begivenheder.

Forskerne fandt ud af, at det var fælles for dem, at årsagerne til tilbagegang i deres liv er midlertidige, foranderlige og af begrænset omfang.

“Når de udsættes for en uundgåelig støj i laboratoriet eller afvist kærlighed, tænker de: Det går hurtigt over, jeg kan gøre noget ved det og det er kun denne enkeltstående situation. Vi kalder dem optimister”.²

Forskernes næste skridt var at udforme spørgeskemaer til måling af optimisme og at udvikle teknikker til at måle graden af optimisme hos eksempelvis præsidenter og sportsstjerner ud fra deres taler. Det viste, at pessimister langt nemmere bliver deprimerede end optimister, at de underpræsterer i deres arbejde, i klasselokalet og på sportspladsen, og deres relationer er mere vaklende.³

Martin Seligman har senere også forsket i, hvordan optimisme og pessimisme har indflydelse på diverse sygdomme.

Se alle vores kurser om positiv psykologi: Positiv psykologi kursus og uddannelse

1. At lykkes s. 195. Martin Seligman. Forlaget Mindspace 2018
2.+3. At lykkes s. 120. Martin Seligman. Forlaget Mindspace 2018