Den gode lærer-elev relation har afgørende betydning for om børn føler sig set. De fleste af os kender til oplevelsen af at fortælle en anden noget vigtigt, og samtidig have fornemmelsen af, at personen ikke rigtig lytter. Måske de fleste i den forbindelse ligeledes har oplevet, hvordan dét gør noget, ved én og dét, man er i gang med at fortælle om? Man bliver måske ukoncentreret, man taber tråden, overvejer om man skal korte historien ned eller helt stoppe. Alt sammen fordi man bliver usikker på, om man har den andens opmærksomhed. Det tager med andre ord ikke mange sekunder at skabe en opmærksomhedsforstyrrelse hos den, der fortæller, og som har brug for den andens nærvær og opmærksomhed, for at kunne fortælle.

I en skolekontekst er det naturligvis ikke anderledes. Og så er det det alligevel, især når vi taler om relationer imellem lærer og elev, er der noget særligt på spil. Noget af det særlige handler om den asymmetri, der eksisterer i en lærer-elev relation. Det er læreren, der sætter rammen for, hvad vi er sammen om og ikke mindst, hvordan vi er sammen i klassen. Begge dele har stor betydning for elevens muligheder (eller begrænsninger) for at deltage i dét, der foregår.

Forskning har mere end én gang peget på, hvordan relationen lærer og elev imellem ikke blot har betydning for, hvad eleverne lærer, men at relationen også øver indflydelse på elevers oplevelse af det at gå i skole, af undervisningen og af faget, og at lærere via deres måder at relatere til eleverne på har stor betydning for, hvordan eleverne har det (Lagermann, 2017). Vi ved fra forskning i klasseledelse, at positive lærer- og elevrelationer udgør en hjørnesten i succesfuld klasseledelse, og at et element, der går igen i studier af succesfulde klasselederes relateringspraksisser er, at eleverne oplever, at læreren kerer sig om dem og får øje på hver enkelt elev (ibid.).

God lærer-elev relation giver motivation og trivsel

Vi ved fra motivationsforskningen at selvbestemmelse, kompetence og samhørighed udgør tre hjørnesten, ift. menneskers trivsel og motivation (Deci & Ryan, 2002). Det vil sige, at for at trives og være motiveret for de aktiviteter man indgår i, har man behov for at opleve en grad af fri vilje, personligt initiativ og dermed mening (selvbestemmelse), for at magte de opgaver, man møder (kompetence) og at opleve fællesskab med andre (samhørighed). I en uddannelseskontekst har det vist sig, at en understøttelse af disse tre psykologiske behov hos eleverne blandt andet giver bedre læringsresultater og øger elevers faglige engagement, selvværd og vedholdenhed (Klinge, 2017).

Set i det lys er det vigtigt, at det, som eleven deltager i – og særligt i en skolesammenhæng, som elever på mange måder ikke har valgt selv at deltage i – tager afsæt i disse tre hjørnesten.  Selvom vi ikke har skolepligt, men undervisningspligt, i Danmark, så er alternativet til skolen som et sted at opfylde denne undervisningspligt for de fleste børns og forældres vedkommende, ikke en reel mulighed. Man kan med andre ord ikke ”sige op” som barn i skolen, som vi voksne kan gøre det, hvis arbejdet på en arbejdsplads ikke giver mening for os. Til gengæld er børn i større eller mindre grad tvunget til at være i skolen hver dag i ti år – selv hvis det ikke giver mening for dem. Og det er ganske vigtigt, at vi tager denne præmis hos børnene alvorligt, fordi konsekvenserne ikke bare er etisk uforsvarlige over for disse børn, men også kan få problematiske samfundsmæssige konsekvenser.

Når relationen mellem lærer og elev bliver vigtig i den sammenhæng, handler det om, at lærere ikke blot bidrager til elevernes læring, men i det hele taget til elevernes menneskeliggørelse. Lærere er i skolen for at tilrettelægge og formidle et fagligt stof, men eleverne er der for andet og mere end blot det faglige stof. Elever bliver til som mennesker i skolen – en tilblivelse, der ikke blot får betydning i skolen, men som forskning har vist, også udenfor skolen. På den baggrund kan viden om og redskaber til, hvordan man som professionel kan styrke sit relationsarbejde med alle børn og unge bidrage på afgørende måder i forhold til børn og unges trivsel – både nu, og i fremtiden.

Referencer

Deci, E. L. & Richard M. Ryan, (2002). Handbook of self-determination research. Rochester, NY: University of Rochester Press.

Klinge, L. (2017). Lærerens relationskompetence. Kendetegn, Betingelser og Perspektiver. Frederikshavn: Dafolo.

Lagermann, L. C. (2017). Børn, unge og etnicitet i skolen. Frederikshavn: Dafolo.