Det er naturligt at have forbigående bekymringer eller at blive bange, men for mere end hvert 10. barn udvikler dette sig til en overdreven og længerevarende ængstelighed eller angst, som har følger for barnets trivsel. 

Som forælder kan det måske til tider være svært helt præcis at forstå, hvordan det føles for barnet, når ængsteligheden sætter ind. Det forsøger psykolog Stine Hæk og mindfulness-instruktør Gitte Winther Graugaard at forklare i deres bog, ‘Monstermanualen – Til børn med mange bekymringer’, hvor de også giver gode råd til, hvordan ængsteligheden afhjælpes. 

‘Monstermanualen’ kan bruges af såvel familier med ængstelige børn som af fagpersoner, der ønsker let anvendelige forklaringer og redskaber til at hjælpe børnene og deres familier med at forstå og håndtere ængsteligheden. 

Her får du et uddrag fra bogens første del, som bl.a. indeholder en novelle om pigen Simone, som kæmper med tankerne. Novellen er god til at vise, hvordan det kan føles for et barn, når negative tankespiraler tager over, og hvordan barnet kan arbejde med bekymringerne. 

Uroen sætter ind

“Simone mærker den allerede om mandagen. Hovedpinen og den velkendte uro i maven, som langsomt kommer snigende, da hun går hjem fra skole. I spisefrikvarteret talte hun og Viola om alt det sjove, de skal lave, når de på fredag skal sove sammen. At have en soveaftale med ens bedste veninde er på den ene side helt vildt fantastisk og på den anden side også virkeligt skræmmende. For denne gang er det hjemme hos Viola. Som så mange gange før, sætter bekymringerne sig som en knude i maven, og Simone får ondt lige under ribbenene. Hun løsner skoletasken lidt for at få luft, mens hun sætter farten op og skynder sig hjem. For det er rarest at være hjemme, når tankerne begynder at myldre. Tænk nu, hvis jeg bliver bange og gerne vil hjem? Eller hvad nu, hvis vi tager den forkerte bus hjem til Viola? Eller glemmer at stå af? Eller mit rejsekort ikke virker? Hvad nu, hvis jeg ikke kan sove, når vi skal i seng? Tænk, hvis der ikke er mobildækning, og jeg ikke kan ringe til mor? Og bliver mor skuffet over mig, hvis hun er nødt til at hente mig midt om natten? Og hvad vil Viola tænke om mig? Synes hun så, at jeg er mega barnlig? Så vil hun garanteret ikke være venner med mig mere. For jeg er sådan en bangebuks!

Simones bekymringer opfører sig som et slags usynligt monster, der holder af at gemme sig under hendes seng, når hun skal sove eller kommer snigende i løbet af dagen og siger ting til hende, som gør hende bange. Det er den slags monstre, som de fleste forældre siger ikke findes. Simone har tit tænkt på, om de voksne mon også kunne mærke monstre, da de var børn, og måske bare har glemt, hvordan det føles, nu hvor de er blevet voksne. Eller om de voksne bare siger, at de ikke kender til monstre, fordi de også synes, at det er uhyggeligt at være bange (….). Heldigvis findes der voksne, som kan forestille sig, hvordan det er altid at have et bekymringsmonster med på slæb. Sådan en voksen er Mette. Hun er psykolog og ved utrolig meget om monstre. Hun kan forstå og forklare Simones far og mor, hvordan et monster fungerer.”

Til kamp mod tankespiralerne

“Simone er stille, da de går op på Violas værelse. Viola taler som et vandfald, men Simone kan ikke rigtig høre, hvad hun siger, for monsteret render i hælene på hende og ævler løs om alt det, der garanteret om lidt kommer til at gå galt.

Soveposen føles trang og omklamrende. Hun sveder og lyner febrilsk lynlåsen op. Det føles, som om monsteret har sat sig lige oven på hendes brystkasse og presser al luften ud af hende. Hun mærker en smerte i maven, som en knytnæve, der presser ind i solar plexus. I brystet banker hendes hjerte i takt med tanketogets pulserende fart. Hvad nu hvis’erne er i fuld galop. 

Som en sidste kraftanstrengelse husker hun, hvad hun og Mette har talt om. Det er, som om hun hører Mettes stemme i rummet: – Husk din monstermanual, Simone! – Ja, tænker Simone. – Den må jeg finde!

Hun sætter sig op, finder hurtigt sin lommelygte frem og roder i tasken. Det er netop nu, hvor monsteret er så skræmmende, at hun slet ikke kan tænke klart, at monstermanualen skal bruges som en slags monsterskjold.

Hun ser en tegning fra dengang, hun var bange for at cykle selv. (…) Tegningen minder Simone om, at monsteret også ævler lige nu, og hun husker, at hun kan lade være med at tænke så meget på det. Hun kan mærke, at hun får det lidt bedre og får dermed scoret i kampen mod monsteret. Der står 3-1 til monsteret nu. Hun bladrer videre i monstermanualen og finder sit lille huskekort. På bagsiden har hun tegnet et hjerte, som minder hende om hendes styrke og lys i hjertet. Og på forsiden har hun skrevet nogle huskesætninger, som hun har lavet sammen med Mette for at minde hende om at flytte tankerne hen på noget andet, når monsteret begynder at ævle. Simone lyser med sin lommelygte og læser sætningerne højt.

Hun bladrer videre i sin monstermanual og får øje på Spænd op Spænd af-øvelsen. Den er god. Når hun bliver bange, spænder hun tit i alle muskler. Det mærker hun, at hun også gør nu. Hun kan høre Mette sige øvelsen højt for sig. Hun tænker på kroppen del for del. Spænder først i musklerne én efter én og slapper så af. Det får alle de spændte muskler til at slappe af. 

Monsteret prøver stadig med sine bekymringer, men det er, som om det er mindre overbevisende nu. Simone mærker, at hun er holdt op med at lytte efter, og at det igen er hende selv, der bestemmer over sine tanker.”

Uddragene fra novellen stammer fra hhv. side 19, 20, 31, 33, 35 og 36 i ‘Monstermanualen’. Bogen kan købes på www.monstermanualen.dk