2 cases fra det virkelig liv
Case: Martin* Klokken er 7.30 og Martin sidder på sit værelse og leger med lego. Han har ikke fået tøj på og heller ikke fået børstet tænder, og skoletanken er endnu ikke pakket. Mor kommer ind på værelset ”Martin, skynd dig nu! Du skal snart af sted”. Martin tager strømper på, men leger så videre.
Fem minutter senere er mor der igen, nu med meget irritation i stemmen: ”Martin, kan du så komme i gang, hvor er dit tøj?”. Mor ender med at pakke skoletasken og hiver blusen ned over hovedet på Martin, som protesterer voldsomt: ”Av, det gør ondt! Hvor er mine kort? De skal med i skole”. Ikke nogen god begyndelse på dagen for hverken Martin eller hans mor. For at morgenerne kan blive bedre, skal der struktur på morgenrutinen. Skemaer skaber struktur op tiden, men mange børn har også brug for, at der er struktur på de enkelte aktiviteter.
Case: Matilde* I Matildes familie skal de se en film sammen. Matilde ville have, at de skulle se en bestemt film, og alt er klar til familiehyggen. Matilde ser ti minutter af filmen, hiver så sin telefon frem og sidder og leger med den. Lillebror brokker sig ”Hvorfor skal vi se den her dumme film?”. Far siger: ”Matilde, kom nu! Læg telefonen væk, det var dig, der ville se den her film”. Matilde vil hellere lege med sin telefon, men er ked af, at far og lillebroren bliver sur på hende.
Familiens hyggelige stunder ender ofte med, at nogen bliver sure, skuffede eller vrede. Forventningen er, at Matilde kan sidde stille og se en hel film – en urealistisk forventning, selvom det er hende, der har valgt filmen. Så vær realistisk, vælg kortere aktiviteter, bryd aktiviteten op og hold pauser.