Det var egentligt slet ikke meningen, at Ole Sørensen skulle blive et kendt ansigt. Ikke desto mindre blev han nomineret som Årets Dansker i 2016, og de fleste af os genkender hans karakteristiske udseende og hans stærke holdninger fra DR1 programserien ’Rebellen fra Langeland’, som viste Ole Sørensens arbejde som leder på bostedet ’Hjørnet’. Men den udsendelse skulle oprindeligt blot have vist befolkningen i Danmark, hvad man får i social-psykiatrien på Langeland for relativt små penge.Faktisk er Ole Sørensen et meget privat menneske, som hellere vil skubbe andre foran sig, end selv at stå i front. Men altså: nu står han der. I front. Og han har i allerhøjeste grad taget udfordringen på sig. For folk har brug for et talerør, og tingene udviklede sig nærmest af sig selv til, at det skulle være ham, der ’var den’:

– Når mine værdier og alt det, jeg tror på, står for fald, så er jeg jo nødt til at gøre noget. Der er så mange gode mennesker derude, der gerne vil gøre et stykke arbejde, og den eneste forskel på dem og mig er, at jeg var i fjernsynet, og det var de ikke. Så er der ligesom noget på mine skuldre, som jeg må løfte. Og jeg er blevet katalysator for folks frustrationer, forklarer Ole og fortsætter:

– Når jeg er ude og holde foredrag, så fortæller jeg om dengang, jeg startede socialpsykiatrien på Langeland og om ’Hjørnet’. Og i de 20 år der er gået, er alting blevet meget mere stift. Det bliver mere og mere spændetrøje. Det handler om effektmålinger, og det er i det hele taget totalt væk fra borgeren. Det er helt grotesk, det der sker. Sådan var det ikke før i tiden. Førhen kunne jeg selv visitere til socialpsykiatrien, og der visiterede man efter folks behov. Men i dag skal det jo være en skarp visitation på rettigheder. Og behov og rettigheder er ikke det samme.

Civil ulydighed

Frustrationerne er til at føle på, når Ole Sørensen er ude og møde fagpersonaler rundt om i landet. I dag er meget personale forpligtet til at sidde ved en computer og dokumentere. Alle sidder ved hver deres computer ved hver deres skrivebord i stedet for at være ude hos patienterne og brugerne. Samtidig melder folk ud, at de ikke længere føler, de har den fornødne tid til borgerne, og mange kender følelsen af at tage hjem fra arbejde, uden at de egentligt fik gjort det ordentligt færdigt. Det giver slet ikke mening, efter Ole Sørensens vurdering:

– Hvis du er en rigtig socialarbejder, så laver du civil ulydighed ti gange om dagen. Mindst. Og det er det, jeg hører, når jeg kommer rundt og giver foredrag. Personalet er frustreret. De begår civil ulydighed, men ingen siger det til sine kollegaer af frygt for at blive kaldt en morakker. Og så forsvinder glæden og energien ved sit arbejde.

I dag er mennesker også decideret bange for at miste deres arbejde, hvis de åbner munden og taler for højt. Så den kritik, nogen vover at komme med, finder ikke rigtigt fodfæste.

Arbejde efter behov

Selv har Ole Sørensen ingen fast arbejdstid. Hvis der er behov for at han arbejder om aftenen, så gør han det. Er det i weekenden, så arbejder han der. Med andre ord, så arbejder han, når der er behov for ham. Det kan godt betyde et helt år uden ferie, men det tager han ikke så tungt, for han skal nok sørge for at få de pauser, han har behov for:

– Nogle gange siger jeg til mine borgere, at nu trækker jeg lige stikket et par dage. Og så tager jeg for eksempel til København og kigger på mennesker. Eller jeg tager seks uger til Sydstater-ne i USA. Eller tager ud at køre lastbil.

Hvad er dine livsværdier?

Ole Sørensen mener, at vi skal tilbage til at snakke om menneskesyn, livssyn og værdier. Vi må spørge os selv, hvad det er for nogle værdier, vi har med os – og som vi ønsker at putte ind i fællesskabet. Og så skal vi altså netop have et fællesskab med hinanden.

I dag er vi bange for hinanden, og vi gemmer os bag vores telefoner. Vi ser ikke længere hinanden. Efter Ole Sørensens mening er det vanvittigt, og han opfordrer os til at gøre noget ved det:

-Lad os nu få noget øjenkontakt, lad os mødes. Lad os se hinanden igen. Jeg gerne tilbage til, at vi ikke skal arbejde efter alle mulige og umulige metoder. Lad os i stedet sætte os ned sammen med vores borgere og sige: Hvad er vores menneskesyn? Hvorfor er jeg her som personale? Er det fordi, jeg godt kan lide at arbejde med nogle mennesker, som bøvler i livet – eller er det fordi, jeg er afhængig af at få den løncheck, fordi vi har fået en bil mere derhjemme? Hvorfor er jeg her? Hvad er mine værdier?

Ligeværd efterlyses

Ole Sørensen er uforstående overfor den forskel, der absolut skal være imellem os mennesker – og det gælder i høj grad altså også den forskel, der er på borger og personale:

– Jeg har empati og følelser og alt muligt bøvl med ind i mit arbejde. Jeg kan godt lide at arbejde med mennesker. Men hvorfor er det, at når vi har arbejdet med borgeren, så går vi ind bag lukkede døre og skriver rapporter? Hvis nu borgeren er godt paranoid, så sidder han derude og tænker på, hvad vi mon skriver om ham.

Og hvorfor har vi personaletoiletter? Der må brugerne heller ikke komme. Og vi har arbejdstilsyn og miljøregler, og vi har alverdens ting. Brugerne har ikke noget som helst! Vi har rapporter om psykisk arbejdsmiljø, men hvad med brugerne? De har ingenting.

Jeg forstår ikke, hvorfor der skal være forskel på os, altså på brugeren og behandleren. Fordi når jeg tager på festival, så går jeg da ikke rundt og siger: ’hov, det var en psykisk syg, der brugte det toilet, så det skal jeg i hvert fald ikke ind på.’.

Velfærdssamfund?

Det kan efter Ole Sørensens klare opfattelse ikke være meningen, at der skal gøres forskel på mennesker. Vi er derimod ganske enkelt nødt til at have borgeren med. Og så er det meget muligt, at vi står overfor en langvarig proces, men hvis vi ikke stopper op og starter forfra, så ender det galt, mener han. Igen må vi huske på, at samfundet er os selv:

-Alle siger, at vi skal bevare vores velfærdssamfund. Og så tænker jeg: hvad fanden er velfærdssamfund? Hvis det er velfærd for nogen, sådan som vi behandler vores udsatte og vores svageste mennesker, så tænker jeg, at så vil jeg da ikke have velfærd.”

Et menneske må ses fra flere vinkler

Ole Sørensen er da også ophavsmand til sit eget begreb om ASF, der altså står for Almindelig Sund Fornuft. Hans opfordring bliver dermed nærmest helt kantiansk:
”Sapere aude! Hav mod til at betjene dig af din egen forstand!”. Når vi derfor møder et andet menneske på vores vej, så må vi kigge nøje efter, insisterer Ole Sørensen. Det kan ikke nytte noget, at vi tror, vi kender et menneske, den første gang vi møder det.
Metaforisk sammenligner han mennesker med træer:

-Når jeg ser på et træ, der skal fældes, så kan jeg stå og kigge på det, men hvis jeg kravler op i toppen af træet, så ser jeg det på en helt anden måde. Og på samme måde har jeg det med mennesker. Når jeg møder et menneske, så skal jeg se det fra flere vinkler, for at få det rigtige billede af mennesket.

Lad os mødes på midten

Ole Sørensen ønsker således på ingen måde at ’være efter’ hverken akademikere eller djøffer. Men han mener, at mange af disse sidder oppe i et tårn, og at det er nødvendigt for dem at komme ned. Hvis så samtidig lavpraktikerne kan hæve standarden en smule, så kan det være, vi kan mødes alle sammen. Hvad det hele handler om er en større transparens og åbenhed, og at vi behandler hinanden med ligeværd og respekt:

– Hvorfor skal jeg kaldes rebel og kontroversiel, fordi jeg insisterer på, at vi skal behandle hin-anden ordentligt? Så er der da noget helt galt i vores samfund!
Efter Ole Sørensens mening er vi sat på jorden for at hjælpe hinanden, og den opgave burde ikke være så svær. Men det kræver altså øjenkontakt og ægte nærvær. Og så skal vi
holde op med at være så bange for hinanden. Og Ole Sørensen er bestemt ikke bange:

– Jeg synes, det er fedt med mennesker – jeg elsker mennesker. Sådan er det.