Low Arousal og NMT minimerer og nedtrapper konflikter - Seminarer
Handicap & omsorg
Artikel

Low Arousal og NMT minimerer og nedtrapper konflikter

Her fortæller psykolog, Jan From Kristensen, om Low Arousal og Neurosequential Model of Therapeutics (NMT) og sin erfaring med de to tilgange i arbejdet med udadreagerende mennesker.

Low Arousal og NMT
Jan From Kristensen blev uddannet psykolog i 2006 og har siden arbejdet med mennesker, der har kognitive og psykiske vanskeligheder og et forøget aggressionspotentiale. Han har således arbejdet i både åbent og lukket regi, bl.a. i fire år på den sikrede ungdomsinstitution Egely. I dag er han psykolog og koordinator for Psykologkorpset i Institut for Kommunikation og Handicap i Region Midt. I 2016 blev han certificeret i Neurosequential Model of Therapeutics (NMT), og han har desuden stor erfaring med Low Arousal.

Se relevant arrangement: Undgå magtanvendelse med Low Arousal og NMT

Ro på med Low Arousal – det smitter

Low Arousal er en pædagogisk tilgang til konfliktnedtrapning, som i dag er ganske udbredt i Danmark og bruges inden for mange områder. En grundtanke i Low Arousal er, at ro – såvel som uro – smitter, og målet med tilgangen er, at hverken borgeren eller den fagprofessionelle taber kontrollen.

”Det betyder, at vi som fagprofessionelle skal have betydelige mængder af selvkontrol, og for at vi kan være en del af løsningen på en konflikt, bliver vi nødt til at tage ansvaret for netop at finde den løsning. At have en Low Arousal-tilgang kræver derfor i høj grad, at man som personale arbejder målrettet med det at kunne forholde sig i ro i tilspidsede situationer, og at man må opstille nogle hypoteser/forestillinger om borgerne og deres adfærd, som muliggør, at borgeren rent faktisk kan påvirkes.”, siger Jan From Kristensen og uddyber:

”Hvis man f.eks. arbejder ud fra en hypotese om, at en borgers udadreagerende adfærd skyldes, at han/hun er psykopat, ond eller i høj grad opfører sig sådan med vilje, så bliver det meget svært for personalet at få øje på egne handlemuligheder og påvirke borgeren i positiv retning. Hvis man derimod har en arbejdshypotese, der hedder, at denne borger udviser udadreagerende adfærd, når han/hun når et vist belastningspunkt, så får man som personale nogle helt andre muligheder for at påvirke borgeren. Den professionelle opgave bliver at undersøge, hvilke faktorer der spiller en rolle, når borgeren når dette belastningspunkt. Det kan f.eks. være, at borgeren har svært ved at få en fornemmelse af sammenhæng i de ting, der foregår omkring ham/hende, og at relativt almindelige dagligdagssituationer derfor kan virke enormt forvirrende for ham/hende, hvis der ikke kompenseres for dette. Der vil dog være situationsbestemte stressfaktorer, som ikke helt kan undgås, og Low Arousal indeholder derfor også et stort fokus på, at personalet skal kunne ”læse” borgeren og derved vide, hvornår det er nødvendigt at afbryde det oprindelige foretagende og i stedet påbegynde en eller anden form for deeskalering.”

Regulering af adfærd og følelser gennem aktiviteter

Neurosequential Model of Therapeutics (NMT) er en model udviklet af den amerikanske traumeforsker Dr. Bruce D. Perry. Modellen integrerer bl.a. principper fra neurovidenskab og psykotraumatologi, og den er ment som et redskab, som fagprofessionelle kan bruge til at kortlægge en klients udviklingshistorie og aktuelle funktionsniveau og samspillet mellem de to. Bruce D. Perry arbejder ud fra tanken om, at det første skridt i arbejdet med klienter, hvis arousel-niveauer ikke er stabile, er, at den fagprofessionelle hjælper med at regulere vedkommendes adfærd og følelser. Herefter arbejdes der på relationen mellem klienten og den fagprofessionelle, og til sidst arbejdes der med klientens evne til at reflektere.

Se også: Fire gode fra Bruce D. Perry

I NMT er der stort fokus på, at borgeren i løbet af dagen indgår i forskellige aktiviteter, som både er beroligende, behagelige og udviklende. Ud fra en NMT-forståelse er alene-tid ikke nødvendigvis særlig beroligende for borgeren.”, fortæller Jan From Kristensen og siger videre:

”Vejen til, at borgeren kan få en forøget fornemmelse af sig selv og at kunne regulere sig selv – dvs. håndtere ubehagelige følelser – kræver ofte, at man som fagprofessionel først støtter borgeren i en fornemmelse af, at det ikke er farligt eller ubehageligt, når andre er med til at regulere vedkommendes adfærd og følelser. For at kunne støtte borgerens regulering i mere akutte, ubehagelige situationer, er det relevant at have opbygget en erfaring hos vedkommende om, at han/hun og de fagprofessionelle også normalvis formår at lave denne positive regulering sammen (relationel regulering). Dette kan opnås ved, at man er sammen om nogle aktiviteter. Borgerens erfaringer med, at denne regulering er mulig, mindsker sandsynligheden for, at der bliver behov for akut deeskalering af en konflikt, ligesom det bliver nemmere for den fagprofessionelle at antage den rolige facon, som er krævet i arbejdet med borgeren. Desuden øger det sandsynligheden for, at deeskaleringsforsøg rent faktisk vil virke, hvis de skulle blive nødvendige.”, forklarer Jan From Kristensen og fortsætter:

”I psykiatrien ses der indsatser, som involverer badminton og fysioterapeuter. På nogle neurocentre, og i forbindelse med veteraner, ses der indsatser, som er baseret på f.eks. den fysioterapeutiske arbejdsform BBAT, og involverer øvelser med rytme, repetitioner og positive kropsoplevelser. På demensområdet ses blandt andet Erindringsdans. Fælles for disse aktiviteter er, at de indeholder store mængder af relationel regulering, og de ser også alle sammen ud til at have en regulerende virkning på antallet af magtanvendelser. Pointen er her, at nogle konkrete aspekter skal være opfyldt, for at der kan opstå en gavnlig effekt: Den fagprofessionelle skal tage hensyn til borgerens individuelle belastningsprofil, der skal være opbygget en betydelig mængde positiv erfaring med relationel regulering mellem borger og professionel, og aktiviteterne skal være udviklende for den pågældende borger.”

NMT i praksis

Jan From Kristensen benytter både Low Arousal og NMT i sit arbejde og har oplevet, at tilgangene kan have en gavnlig effekt på borgere, der på den ene eller anden vis er udadreagerende, og at konflikter minimeres og hurtigere nedtrappes.

”I en sag var der tale om en mand, som havde en udadreagerende adfærd, som både kunne involvere fysiske angreb og udformning af slag- og stikvåben. Den institution, som han boede på, kunne ikke rumme denne adfærd, og han blev derfor flyttet til en anden med højere normering. Manden havde flere gange været indlagt på forskellige psykiatriske afsnit, og han var kendt for at have utilregnelig adfærd, herunder personlige angreb rettet mod personalet. I sagsakterne var der beskrevet personlighedsforstyrrelser, forstyrrelser relateret til misbrug og lav begavelse. Dertil var der nogle problematikker, som relaterede sig til fjernelse fra barndomshjemmet samt længerevarende emotionel vanrøgt. Hans store personlige interesse var desuden våben, hvilket bekymrede personalet en del.”, fortæller Jan From Kristensen og fortsætter:

”Forskellige analyser af hans adfærd, baseret på personalets observationer og tidligere undersøgelser på psykiatrisk afsnit, skabte et fokus på at reducere mængden af emotionelle belastninger – specielt familierelaterede emner var problematiske og genererede en hel del uro. Baseret på en NMT-tankegang fik han forskellige daglige aktiviteter på skemaet. Aktiviteterne understøttede sensorisk integration og selvregulering. I hans tilfælde var der blandt andet tale om tai-chi, åndedrætsøvelser og svømning. Hans egen motivation for at indgå i disse aktiviteter var, at han havde en stor fascination af militære specialenheder. Umiddelbart efter hver af disse aktiviteter var der samtaler, som primært var rettet mod selverkendelse – af de positive og negative sider ved ham – samt en neutral undersøgelse af hændelser, så det ikke handlede om, hvem der havde skylden i hændelsen, men derimod om at tage ansvar for det, som der kunne gøres noget ved, uagtet eventuel skyld.”

I forbindelse med samtlige aktiviteter blev manden undervist af forskellige personer fra personalet, og de deltog selv i aktiviteten. På den måde blev der arbejdet med relationen mellem manden og personalet, han oplevede, at de kunne støtte ham i hans regulering af følelser og adfærd, og han udviklede stor erfaring med at følge personalets anvisninger.

”Efter et halvt år blev disse aktiviteter udbygget med friluftsaktiviteter (survival), som var en naturlig forlængelse af hans andre interesserer. Efter 10 måneder var der kun få konflikter mellem den unge mand og personalet, og ingen konflikter af personfarlig karakter.”, afslutter Jan From Kristensen.