Denne antologi på knap 400 sider er baseret på tværvidenskabelig forskning i forskningscentret Sorgens kultur ved Aalborg Universitet. 17 personer har bidraget med kapitler til bogen, hvoraf flere er tilknyttet forskningsprojektet. Bogens målgruppe er ifølge beskrivelsen i indledningen bred og spænder fra studerende, fagfolk og journalister til andre i den almindelige offentlighed og personer, der har mistet. Jeg vil dog knytte en kommentar hertil om, at nogle af kapitlerne indeholder begreber, som jeg vurderer uden for den almene danskers sproglige kendskab.
Bogen er et stort værk med to redaktører i spidsen – Anders Petersen og Svend Brinkmann. Det litterære værk er inddelt i fire dele – del 1: Sorg i samfundsvidenskabelige perspektiver, del 2: Sorg i psykologiske perspektiver, del 3: Sorg i humanvidenskabelige perspektiver og del 4: Sorg i diagnostisk perspektiv. Disse fire dele er ydermere inddelt i kapitler, som kort bliver beskrevet i starten af bogen, og dermed giver et fint indblik i, hvad vi som læsere møder af emner i løbet af bogen. Bogens opbygning bevirker, at den kan læses fortløbende fra start til slut, men at den også kan bruges som et opslagsværk, hvis du som læser f.eks. er særligt interesseret i sorg i historisk perspektiv, forældretab i ungeliv, tabet af en livspartner, sorg i et institutionelt perspektiv, kropshukommelsens betydning for relationen til den afdøde eller kliniske og diagnostiske perspektiver på sorg.
Diskussioner, refleksioner og meget mere…
Antologien lægger op til refleksion ift. mange perspektiver på og indgangsvinkler til sorg. Jeg anbefaler læseren selv at dykke dybere ned i og stille sig nysgerrig over for de enkelte kapitler, omend jeg vil fremhæve enkelte kapitler, som særligt vakte min opmærksomhed. F.eks. belyser Peter Clement Lund i kapitel 2 sorg fra et sociologisk perspektiv. Ifølge Peter Clement Lund professionaliseres og kommercialiseres sorgen i disse tider pga. den nært forestående diagnose, ’vedvarende sorglidelse’. I kapitlet anfægter han uddannelser og kurser om sorg som kommercielle interesser, der er med til at skabe en diskurs om klassificering af sorg i normale og unormale typer. Da jeg tilfældigvis er kvinden bag sorgvejlederuddannelsen hos Seminarer.dk, finder jeg det bemærkelsesværdigt, at diskussionen herpå bl.a. bygger på en enkelt sætning fra en kursusbeskrivelse på en hjemmeside? Jeg kunne have ønsket mig en dialog om selvsamme, så vi kunne vende de forskellige perspektiver og have givet forfatteren en grundig viden om baggrunden for uddannelsen og formål hermed. Det kunne måske have givet et mere nuanceret billede og knap så meget en fornemmelse af, at omtalte afsnit er skrevet ud fra forfatterens egne overbevisninger eller holdninger.
I kapitel 9 af Anne Suhr er udgangspunktet, at sorg i dagens Danmark ikke alene er et privat anliggende, men også et institutionelt ansvarsområde, hvor skolen er blevet en central aktør, når det handler om håndtering af børns sorg. Etableringen af sorggrupper i skolerne kan være påvirket af såkaldte ’godhedsargumenter’ med risiko for, at indsatsen kan få karakter af ’godhedsmagt’. Godhedsmagten efterlader en stærkt begrænset mulighed for, at børn kan sige nej til at deltage i en sorggruppe.
Anne Suhr fremhæver ligeledes, at godhedsmagten i et større perspektiv begrænser mulighederne for at forholde sig kritisk til skoleorganiserede sorggrupper, og til hvorvidt sorgintervention er skolens opgave i det format, der aktuelt kendetegner grupperne. Alle skoler og institutioner, der udbyder eller påtænker at udbyde sorggrupper, bør fordybe sig i Anne Suhrs forskning!
Allan Køster fremhæver i kapitel 10 et vigtigt perspektiv ift., hvordan kropshukommelsen er fundamental for den fortsatte relation til den afdøde. Den følte fornemmelse af afdøde udgør en følelse af familiaritet med personens kropslige tilstedeværelse. I kapitlet kommer Allan Køster også ind på begrebet ’sporbærere’, der har et evokerende potentiale for at skabe en sanselig fornemmelse af afdøde. Et vanvittigt spændende og – i min optik – vigtigt kapitel, der IKKE må springes over.
Sorg som diagnose
Igennem hele antologien vender forfatterne i større eller mindre grad refleksionerne og diskussionerne i retningen af den kommende diagnose, vedvarende sorglidelse. Min oplevelse er, at forskergruppen generelt har en kritisk grundholdning ift. diagnoser. ”Vi lever i en diagnosekultur”, som der henvises til i kapitel 15. De stiller spørgsmålstegn ved, ”om vi i sidste ende hjælper de sørgende ved at give dem en diagnose? Hjælper vi lægerne eller psykologerne? Spørgsmålene kan ikke besvares ved målinger eller evidens. Der er tale om normative og etiske spørgsmål: Hvordan vil læger, psykologer, borgere og samfund se på lidelsesbilledet, forlænget sorg?”
Anbefaling
Om du arbejder som professionel omsorgsgiver, praktiker eller blot vil have grundig viden om sorg i Danmark på det kulturelle og sociologiske område og et indblik i nyere forskning, er denne bog én af mange, der kan være god at have på hylden.
Jeg kan anbefale bogen, hvis du arbejder professionelt med mennesker i sorg – dels pga. indholdet af den forskningsbaserede viden, der bliver præsenteret i antologien, men også for at tvinge dig selv til at reflektere over sorgens mange facetter og udfordre dig selv ift. at stille dig kritisk – både på det individuelle, samfundsmæssige, sundhedsvidenskabelige og forskningsmæssige plan – diagnose eller ej.
