Miljøterapi skal mere i fokus, for som behandler falder man let i den fælde, at man ser patienten eller beboeren gennem det filter, der hedder diagnosen.
Når overlæge i psykiatri, Morten Kjølbye, hilser på nye patienter, præsenterer de sig ofte med deres diagnose: “Jeg hedder Peter, jeg er deprimeret.” På samme måde kan man som pædagog eller behandler også let komme til at have sit fokus på diagnosen frem for mennesket, mener Morten Kjølbye.
“Selve diagnosen giver selvfølgelig nogle informationer, men det siger kun noget om adfærden, og ikke nødvendigvis noget om de grundlæggende problemer, som vedkommende har. Vi skal forsøge at linke til, hvordan patientens eller beboerens symptomer er opstået, og hvilken funktion symptomet har. Er det den måde, han er vant til at få omsorg på? Er det en måde at undgå at vise vrede? Er det, fordi han ikke kan udholde skammen over at have mistet sit arbejde? På den måde dukker mange spørgsmål op, og det er noget helt andet end at sige, at Peter er deprimeret. Det siger kun noget om tilstanden, og når man skal mentalisere, skal man prøve at koble tilstanden eller reaktionen til noget, der handler om hans liv”, forklarer Morten Kjølbye.
For at undgå at falde i diagnose-fælden, skal man som behandler være nysgerrig på patientens historie. Og tænke miljøterapi med ind i behandlingen – for miljøterapi virker.
Se også relevant uddannelse i mentaliseringsbaseret miljøterapi
I miljøterapi er en stor del af indgangsvinklen at være mentaliserende
Selvskadende adfærd hos borderline-patienter fylder meget på mange institutioner, og her skal man som behandler ifølge Morten Kjølbye gøre sig klart, at beboeren ikke skærer i sig selv, fordi han har borderline. Det er nærmere omvendt: Han har fået borderline-diagnosen bl.a. fordi han udøver selvskadende adfærd. Derfor skal man undersøge, hvad der gør, at han skærer i sig selv.
“Vi skal passe på ikke at komme til at godkende adfærden ud fra en diagnose, men relatere adfærden til, hvad der er sket i beboerens liv”, siger Morten Kjølbye.
Han nævner et eksempel med en ung kvinde, som begyndte at lide af tvangstanker et år efter, at hun havde været udsat for et seksuelt overgreb.
“Her må man se på hele problemstillingen, og ikke blot at hun har tvangstanker. Man må se på, hvilke følelser, tanker og opfattelser af sig selv og omverdenen, som hun bliver udfordret med, og se tvangstankerne som en del af den løsningsstrategi, hun udvikler. Hun bliver ikke nødvendigvis rask af at få fjernet tvangstankerne, men af at arbejde med sit negative selvværd og mistillid til andre. Så det er min opgave, hvis jeg skal lave mentaliseringsbaseret behandling, at hjælpe patienten med at oversætte symptomerne til de problemer, som ligger bag, og hvordan hun kan løse de problemer på en anden måde end tvangstanker eller selvskadende adfærd”, siger Morten Kjølbye.
Hvad er mentalisering?
Empati og selvobservation. Det er to af de store ingredienser, som skal blandes for at få mentalisering.
Det forklarer overlæge i psykiatri Morten Kjølbye:
“Mentalisering er et meget bredt begreb. Den ene del af det er empatien: Hvis jeg skal kunne mentalisere et andet menneske, bliver jeg nødt til at kunne sætte mig ind i, hvordan han har det, fordi det giver mig en indsigt i den måde, han reagerer på. Samtidig skal jeg kunne observere mig selv udefra, for ellers kan jeg ikke vide, hvordan han ser mig. Så mentalisering er samtidigt at se den anden indefra og se sig selv udefra”.
Selvobservation er en vigtig del af mentaliseringen, fordi man skal have øje for ens egen rolle i den andens reaktion.
“Hans måde at reagere på handlede måske om, at jeg virkede vred, og hvis jeg kigger på mig selv udefra, kan jeg lettere observere det og mærke, at jeg reagerede lidt firkantet eller ufri”, siger Morten Kjølbye.
Vil du vide mere om mentalisering, så får du her endnu en artikel med Morten Kjølbye
