”Fri som fuglen i sit bur, flakser jeg omkring på stækkede vinger.”

Sådan lyder versene ironisk fra sanger og sangskriver Steffen Brandt; ord, der passende kunne have beskrevet livet for Jonas Kowalewski, som i årevis led af angst. Læs Jonas’ og hans mors beretning om angstens udfordringer, og ikke mindst om, hvordan angsthåndteringsprogrammet Cool Kids (Nu BeCool ved seminarer.dk) omsider gav den rette hjælp.

Det er én af de helt store aha-oplevelser, fortæller Mia Kristina Hansen, det med at sidde og tale med andre forældre om de problemer, man har:

-Det man først og fremmest får med sig, når man deltager på et BeCool forløb, det er, at man opdager, man ikke er den eneste i verden, der har et barn, der lider af angst.

Det er en lettelse, at man kan komme ud med de bekymringer, man går rundt med, samtidig med at der er nogen at spare med både ift. barnets angst, men også i forhold til de forhindringer, man møder. Det kan være en stor udfordring med kommunen, skolen, børnepsykiatrisk eller hvad der mere kan være af instanser. Og derudover er det helt generelt bare er en svær situation, når man opdager, at ens barn har angst, fordi hvor skal man i det hele taget henvende sig?

Cool Kids giver effektive redskaber

Se også relevant uddannelse – BeCool vejlederuddannelsen

Mia Kristina Hansen fortæller, at hendes søns angstlidelse startede i 9-års alderen. I dag er han teenager, og han er næsten helt angstfri. Det var dog først, da de kom med i Cool Kids-programmet, at Jonas begyndte at gøre fremskridt og få det bedre. Gennem Cool Kids får man nogle redskaber, hvor man i samarbejde med sit barn, kan hjælpe barnet med at komme ud af sin angst. Disse redskaber er netop, hvad man har eftersøgt, for det er ikke alle ’gode’ råd, der har været så gode indtil da. Mia Kristina Hansen uddyber:

-For eksempel får man nogen gange som forældre at vide: ’Jamen, du skal da bare sige, at han skal gå i skole!’ Og det siger man selvfølgelig også, men barnet kommer jo ikke afsted af dén grund, vel!

Der er faktisk forældre, som decideret slæber deres børn afsted til skole. Der står de så i frygtelige situationer, hvor barnet græder og skriger og måske endda slår. Forældrene afleverer deres barn på denne måde, fordi det har man fået at vide, at man skal, fordi ellers så fastholder man sit barns angst. Men på Cool Kids lærer man noget ganske andet:

-Der lærer du, at det skal være et samarbejde med barnet. Man skal finde ud af, hvad barnet selv synes, det kan overskue. Hvad har barnet selv mod på at prøve?

At arbejde på ’bekymringsbarometret’

Det nytter altså ikke noget at overskride barnets grænser, men man er nødt til at tage mindre skridt i barnets tempo. Man arbejder blandt andet med et ’bekymringsbarometer’, der går fra 0 til 10. Og der lærer man ved Cool Kids, at man skal udfordre sig selv, så man gør noget, der er svært. Men det skal aldrig være sværere, end at man kommer op på 5-6 stykker på bekymringsskalaen. På den måde kan man stadig lære noget og få en god oplevelse ud af det, hvorimod hvis man kommer over de 6, så er du dér, hvor du begynder at panikke. Og så kan du ikke længere handle rationelt, fordi angsten fylder så meget.

Barometret giver også noget konkret, man kan spørge sit barn om, sådan at man har en chance for at forstå, hvor barnet befinder sig. Man spørger simpelthen ind til hvor på skalaen, barnet er fra 0 til 10.

Tankekontrol

På Cool Kids lærer man også noget om, hvordan man kan tænke realistisk. Børnene bliver trænet i tanketeknikker, som udfordrer angsten, og som forældre får du redskaberne med hjem i forhold til, hvordan du spørger ind til barnet, fx kan du spørge: ’Hvad kunne du tænke i stedet for?’, når barnet har en katastrofetanke om ét eller andet. Mia Kristina Hansen uddyber:

-Når du er angst, kan du ikke tænke fornuftigt. Og det kan jo være svært at forstå. Så det dér med at man som forældre får en forståelse for, hvad angst egentlig er, det er rigtigt godt.

Ofte oplever man tilmed, at det også er de allernærmeste, som ikke forstår det. Så når ens barn pludselig ikke vil med til familiefødselsdag, så kan det være svært for bedsteforældrene at forstå. ’Jamen, hvorfor vil han ikke med hen til mig? Der er jo ikke noget farligt ovre ved mig?’, fortæller Mia Kristina Hansen videre.

Se også relevant uddannelse – BeCool vejlederuddannelsen

Når forståelse og ressourcer mangler

Ud over den nærmeste omgangskreds, så kan det også være problematisk i forhold til fagpersonalers ressourcer, når man står med et barn, der pludselig er hårdt udfordret. Ofte skjuler barnet mange ting fra sin lærer, så lærerens virkelighedsopfattelse kan være fuldstændig forskellig fra det, forældrene oplever. Mia Kristina Hansens søn, Jonas, var eksempelvis sådan en type, der hele tiden skulle argumentere og diskutere og som sad uroligt på stolen. Så når hun fortalte læreren, at hendes søn var angst og sårbar, så kunne læreren slet ikke genkende ham, fordi oplevelsen i skolen var helt anderledes. Så allerede hér opstår nogle problemer med at blive hørt og forstået. Derudover kan man også stå med oplevelsen af, at man bliver kastet rundt mellem kommunen og regionen:

-Der kan man godt føle, man bliver kastebold. Jeg prøvede at gå til lægen, og lægen sendte videre til kommunen, kommunen videre til regionen, som så sendte mig tilbage til kommunen og tilbage til lægen igen. Så jeg var lidt lost i det her system.

Undersøgelser tager for lang tid

Mia Kristina Hansen fortæller videre, at man bliver udsat for alverdens undersøgelser. For eksempel blev hun selv udsat for en forældreevne-undersøgelse, hvilket hun ikke accepterede. Det gjorde øjeblikkeligt alting værre, fordi så hed det sig, at hun ikke ville samarbejde. Dog stod hun fast på, at det her altså ikke drejede sig om hendes manglende evner som mor.

En paragraf 50 undersøgelse kommer også ind i billedet, det er den såkaldte børnekyndige undersøgelse, hvor man ser på helheden omkring barnet. Alt sammen tager det tid og kræver ressourcer, og det kan ikke undgås at få nogle negative konsekvenser:

-Der går jo lang tid, hvor angsten ligesom bare vokser og vokser. Og som forælder bliver man mere og mere desperat. Du kan ikke passe dit arbejde ordentligt, fordi dit barn kan måske ikke være alene, eller kan ikke finde ud af at komme i skole til tiden – hvis overhovedet. Og så begynder man at få bekymringer i forhold til økonomien; mister jeg nu mit arbejde?

Fælles retningslinjer: ja tak!

Generelt er det Mia Kristina Hansens klare opfattelse, at fagpersonaler rigtig gerne vil hjælpe, men de har bare ikke ressourcerne til det. Hun efterlyser et mere veletableret system, som kan træde i kraft, når børn får alvorlige problemer som for eksempel angst. Fordi som forældre har man bare ikke det forkromede overblik over, om det er bedst at gå til højre eller venstre.

Og man kan holde møder, men hvad er det egentligt lige, man får aftalt her? Det kræver overblik, og det overblik har man ikke som forældre i en så sårbar situation. Så får man en sagsbehandler, men næste gang, man skal mødes, så er det en ny, fordi den man havde, er stoppet. Og så skal man til at fortælle om det hele forfra igen. Mia Kristina Hansen efterlyser derfor nogle fælles retningslinjer:

-Jeg tænker, der skal være nogle meget klare retningslinjer, en slags vidensbank, hvor man kan henvende sig, når behovet opstår. Og så skal vi alle sammen lære at lade være med at gå og dømme hinanden. Så når en forælder kommer og udtrykker bekymring for sit barn, at så tager man rent faktisk bekymringen alvorligt. For i dag er der altså denne her tendens til hurtigt at tænke, at det nok er forældrene, der ikke er rigtig kloge.

Hvordan føles angst?

Men hvordan er det at være et barn med angst? Mia Kristina Hansens søn, Jonas, forklarer det på følgende måde:

-Du lukker dig selv helt af, når du har angst. Du kan intet. Og folk forstår det ikke. Så man bliver isoleret i det. Og så nogle gange forsøger man bare at glemme det, og man lader som om, det ikke findes.

Udover min mor, så har jeg kun én eneste person i mit liv, som jeg kan tale med, og som jeg føler, forstår mig.

For Jonas har det dog været en stor hjælp at have venner, som han kunne være sammen med. De har ikke behøvet tale om angsten, men alene det, at have nogen at være sammen med, har indirekte hjulpet ham rigtigt meget, forklarer han. Det egentlige gennembrud kom dog først, da han startede i et Cool Kids forløb. For ganske som Steffen Brandts fugl, i den føromtalte sang, veksler mellem ’stækkede’ og ’stærke’ vinger, sådan blev resultatet af Cool Kids rent faktisk også en udveksling: angsten blev gradvist skiftet ud med effektiv angsthåndtering – og med et godt liv til følge.

Vejen ud

Cool Kids stiller forskellige opgaver. For eksempel skal man tage små skridt og sætte nogle mål (eksponering). Det betød, at Jonas atter begyndte at komme tilbage i SFO’en, hvilket havde været meget svært før, for angsten bevirkede, at han ikke kunne holde ud at være væk fra sin mor. Men nu begyndte han at træne det. I starten gik han ture med en pædagog, når han var der. Og gradvist blev tiden væk fra mor længere og længere. I dag har han intet problem med adskillelsen.

Selvom det måske kan være svært for udenforstående at sætte sig helt ind i, så kender alle vel nok til oplevelsen og følelsen af at blive rigtig bange. For Jonas blev det en reel invaliderende lidelse, men det til trods, så er han i dag taknemmelig for det perspektiv på livet, som kampen gav ham:

-Jeg har lært mere om, hvordan man skal leve livet, og jeg vil gerne leve det ordentligt. Fordi det kan godt være, at livet virker langt, men det er det jo egentligt ikke.

Frihedens vingesus

Af og til kan Jonas godt mærke angsten lidt, men det er intet i forhold til før. Den angst, han mærker, er som oftest forbundet med, at han skal i skole, og Jonas glæder sig til en ny, frisk start efter folkeskolen. Og han er i det hele taget en ung mand, som ikke lader sig begrænse, men som derimod tør drømme stort. Og hans største drøm er at flyve. Således ønsker han enten at arbejde som jægerpilot i militæret eller som helikopterpilot indenfor hospitalsvæsenet:

-Jeg har altid elsket at flyve. Og jeg elsker også naturen. Det er derfor, jeg så godt kan lide at være oppe i luften. Du ser alt fra en anden vinkel. Fx et svævefly: der svæver du kun på luft, kun på naturen, og det er meget fredfyldt. Der er nogle lyde fra luften, som rammer vingerne, men ellers er det bare stille og roligt. Du flyver på varm luft, som bringer dig opad, og det er også sådan, de fleste fugle gør. Dét er frihed.

”… den dag jeg er fløjet og ved at drømmen kan bære” (Steffen Brandt, TV●2)

Er du interesseret i arbejdet med angstramte børn, unge og voksne?

Vi har samlet alle vores kurser, uddannelser og artikler om angst her på siden: Angst-kursus oversigt