I 2020 vakte det en del opmærksomhed, da DR sendte dokumentaren “Døde pigers dagbog”.

Dokumentaren fortalte om et hemmeligt netværk, det såkaldte priv-netværk [priv står for privat, red.] på Instagram, hvor piger og unge kvinder har fundet sammen om bl.a. at dele deres oplevelser med fysisk selvskade. 

DR’s undersøgelse af netværket pegede på, at der på daværende tidspunkt var omkring 1000 danske brugere i det.

Se også relevant kursus: Selvskade og spiseforstyrrelse hos unge

Selvskade er rykket ind i den online verden

Selvskade er desværre ikke et nyt fænomen, men med den digitale udvikling er selvskade nu også blevet noget, der kan foregå online.

“Selvskade på nettet er stadig et begreb, der virkelig kræver forskning, for lige nu er der en del ting, som bliver beskrevet som digital selvskade, men tiden må vise, om selvskade på nettet er et fænomen for sig selv eller en del af andre fænomener. Lige nu taler man bl.a. om fysisk selvskade, som florerer på nettet i form af forskellige billeder og korrespondancer, og dette har der været en del fokus på i medierne. I lukkede netværk, f.eks. på Instagram, kan de unge – selvom det formentlig ikke er intentionen – komme til at inspirere hinanden til, hvordan de kan skade sig selv, og i disse former for netværk er der flere, der har begået selvmord.”

Sådan lyder det fra Lotte Rubæk, som er en af dem, der arbejder med og forsker i selvskade.

Hun er uddannet psykolog og fik allerede i forbindelse med sit studie interesse for selvskade som fænomen. Det var på daværende tidspunkt ikke noget, der fandtes meget viden om, og Lotte Rubæk besluttede derfor at forske i selvskade i forbindelse med sit speciale. Lige siden har selvskade været hendes helt særlige fokus.

I dag er Lotte Rubæk ansat som psykolog ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden. Hun er desuden leder af “Team for selvskade”, der, som en del af et forskningsprojekt, afprøver en helt ny behandlingsform til selvskade.

Hun fortæller, at der, foruden digitalisering af fysisk selvskade – f.eks. gennem deling af billeder på fora på nettet – også findes andre former for online selvskade.

Det drejer sig bl.a. om selvskade, hvor personer bevidst forsøger at nedgøre sig selv online. Det sker bl.a. ved, at personen finder forskellige måder at sætte sig selv i en udsat position på sociale medier e.l.

“Nogle af de begreber, der er blevet sat på denne adfærd er “self-baiting” og “auto-trolling”, hvor det hhv. handler om at opfordre andre til at nedgøre én og om at mobbe sig selv på nettet gennem falske profiler”, forklarer Lotte Rubæk og fortsætter:

“Der er masser af måder, man kan stille sig selv i meget sårbare positioner online, men som endnu ikke er blevet koblet til denne her digitale selvskade. Det kan være sådan noget som, at man tjener penge på at lægge et seksuelt billede eller video op, hvor man ikke helt får gennemtænkt konsekvenserne, eller hvor man måske er drevet af et ønske om selvskade. Der er for nylig kommet fokus på netop sex som selvskade i nogle studier, bl.a. i Sverige, og der kan de digitale medier også komme i spil, for med dem får man en nem mulighed for f.eks. at prostituere sig selv. Så man kan egentlig have til hensigt at skade sig selv gennem mange forskellige former for adfærd på nettet, som vi ikke nødvendigvis endnu har fokus på som potentielle former for digital selvskade.”

Lotte Rubæk pointerer, at der indtil videre kun er lavet få internationale videnskabelige undersøgelser af online selvskade, og at der i skrivende stund ikke er lavet nogen danske, men at der dog er undersøgelser på vej.

“Jeg ved, at en af mine kollegaer inden for psykiatrien skal til at skrive ph.d. om digital selvskade og også vil undersøge problemets omfang her i Danmark. Som sagt ved vi heller ikke endnu præcis, hvordan vi skal definere digital selvskade rent forskningsmæssigt, for det er spørgsmålet, hvor meget man skal tage med, når man skal undersøge det – altså, hvor bred skal definitionen være.”’

Se også relevant kursus: Selvskade og spiseforstyrrelse hos unge

Hvorfor opstår online selvskade?

Selvom selvskade på nettet stadig er et særdeles uudforsket forskningsområde, tør Lotte Rubæk godt pege på nogle mulige lighedstegn mellem fysisk selvskade og online selvskade.

“De få internationale undersøgelser, der er lavet om selvskade på nettet, har primært haft fokus på “auto-trolling”. Disse undersøgelser viser, at denne form for selvskade i høj grad handler om at få en omsorg eller opmærksomhed fra andre, at bekræfte sig selv i, hvor dårligt det hele er eller at vise andre, at man er en hård negl, der godt kan klare den dårlige behandling.”

Hun mener derfor, at det giver mening, hvis fagpersoner ser online selvskade i den samme ramme som fysisk selvskade: At der er tale om en ung, der er sårbar og har rigtig svært ved at håndtere følelser – f.eks. at sætte ord på følelserne og at bede om hjælp på en hensigtsmæssig måde.

“Det handler om at gøre en indre smerte mere konkret og håndtérbar, f.eks. gennem et sår på armen eller mobning, der foregår online,” understreger hun og siger videre:

“I de undersøgelser, der er lavet om selvskade, kan vi se, at dem, der er digitalt selvskadende, også i højere grad er fysisk selvskadende, så formentlig er der mange af de psykologiske mekanismer, der går på tværs af de to grupper. Begge grupper er også i højere grad selvmordstruede og mere depressive end andre i befolkningen. Begge grupper har også i højere grad været udsat for mobning, og det er selvfølgelig især interessant i forhold til dem, der begynder at mobbe sig selv på nettet. Man kan måske forstå netop denne adfærd som en genvinding af kontrol: En ung, der tidligere har været udsat for noget, der er blevet gjort imod ham eller hende, kan nu selv tage kontrollen over det og mobbe sig selv, så det er personen selv, der bestemmer, hvornår det skal ske, og hvornår det skal starte og slutte.”

På trods af den manglende forskning på området, tyder det altså umiddelbart på, at det er de samme mekanismer, der gør sig gældende i digital selvskade som ved fysisk selvskade – det er måden, de kommer til udtryk på, som er forskellig.

“Ved hjælp af de sociale medier kan de unge kommunikere deres smerte og interagere med andre, og de kan få affektreguleret ved, at andre forholder sig til det, de lægger ud på nettet.”

Det digitale liv giver flere muligheder for at komme ud i udsatte positioner

I Center for Digital Pædagogik lavede de i 2018 en rundspørge blandt deres brugere på den digitale ungdomsrådgivning Cyberhus.dk. Det var ikke en videnskabelig undersøgelse, og den var ikke repræsentativ, men her fandt de, at ca. 18 % af deres brugere enten selv havde prøvet at oprette falske profiler, hvorfra de skrev nedgørende ting til sig selv, eller kendte nogen, der havde gjort det. I samme rundspørge svarede 25 %, at de havde lagt et billede af sig selv online og bedt andre om at kritisere det.

Den helt nye behandlingsform til fysisk selvskade, som Lotte Rubæk er med til at afprøve i “Team for selvskade”, har fokus på den fysiske selvskade, men hun oplever alligevel, at de foreløbige observationer fra projektet også kan sige noget om selvskade på nettet.

“Fysisk selvskade blandt børn og unge har været stigende i de sidste 20-30 år. Vi kan på nuværende tidspunkt ikke sige med sikkerhed, om online selvskade også er stigende blandt danske børn og unge, men ud fra det, vi ser i vores projekt indtil videre, er der tegn på, at den her uhensigtsmæssige adfærd breder sig til flere og flere platforme. Det er min fornemmelse, at der kommer flere og flere muligheder for at komme ud i nogle udsatte positioner, fordi der kommer flere sociale medier, og fordi børn og unge i højere grad kan blive påvirket af denne type adfærd, fordi den foregår på flere forskellige platforme på samme tid, f.eks. både Instagram og Reddit.”

Se også relevant kursus: Selvskade og spiseforstyrrelse hos unge

Vi skal tale med børn og unge om deres digitale liv

Et helt centralt spørgsmål er derfor, hvad fagpersoner kan gøre i arbejdet med børn og unge for at opdage og forebygge online selvskade.

“Som fagperson skal man holde udkig efter klassiske tegn på mistrivsel, for mistrivsel er den røde tråd i alle former for selvskade og sårbar adfærd. Det kan f.eks. være social tilbagetrukkethed, tristhed, et fald i det faglige niveau, ondt i maven, ondt i hovedet og manglende koncentration. Og så skal man selvfølgelig også holde øje med fysiske tegn på selvskade”, påpeger Lotte Rubæk.

I hendes optik er det også vigtigt, at fagpersoner hele tiden har den digitale verden med i tankerne, når de taler med børn og unge – og at man har viden om, hvad børnene og de unge laver online. Hvilke medier findes der f.eks.? Hvordan interagerer børn og unge online? Og hvilke faldgruber er der?

“Det handler om at have en viden om det digitale liv og forholde sig åbent og nysgerrigt over for de unge og turde spørge ind til, hvordan det digitale liv spiller sammen med den psykiske sårbarhed, de har ude i “den virkelige verden”. Børnene og de unge skal få en fornemmelse af, at de kan snakke med voksne om det, og at de voksne forstår, at det digitale liv er lige så virkeligt for dem som det analoge.

Jeg tror, at det lige nu er virkelig tabubelagt, at man på den ene eller anden måde får bragt sig selv ud i sårbare positioner på sociale medier, fordi der ikke er særlig meget viden om det, og fordi mange voksne måske har en tendens til at fordømme, at børn og unge overhovedet er på sociale medier, og at medierne fylder så meget for dem. Derfor kan det være noget, som børn og unge slet ikke føler, at de voksne vil kunne forstå, ligesom man tidligere har haft et tabu omkring den fysiske selvskade og psykiske lidelser i det hele taget. Der har man også tænkt, at man ikke kunne tale med nogen om det, fordi det simpelthen var for skamfuldt og for ukendt et fænomen. Så nu skal vi til at have det digitale liv med som noget, vi kan snakke om, uden at vi skal skamme os over det – også når vi ikke agerer på den mest hensigtsmæssige måde på nettet, får gjort noget vi fortryder bagefter eller får bragt os selv ud et sted, hvor det er svært at komme tilbage igen.” 

De digitale mediers ansvar

Om sårbare børn og unge har lyst til og formår at tale om de svære følelser og eventuelle selvskade er naturligvis ikke givet. Det er dog Lotte Rubæks oplevelse, at de børn og unge, hun arbejder med i “Team for selvskade”, er meget åbne og bliver glade for, at de også bliver spurgt ind til den digitale del af deres liv.

Udover at have et håb om, at vi alle bliver bedre til at tale om de svære ting, der kan foregå på digitale medier, håber Lotte Rubæk også, at medierne bliver bedre til at beskytte deres brugere. Hun oplever, at vi lige nu befinder os i en tid, hvor der er begyndt at ske nogle uhensigtsmæssige ting på sociale medier, men hvor medierne endnu ikke har formået til fulde at sætte et ordentligt sikkerhedsnet op omkring brugerne.

“Jeg er med i Facebook og Instagrams globale advisory board, hvor vi holder møder cirka en gang om måneden, og det betyder, at jeg nu får indblik i, hvad det er for nogen dilemmaer, disse medier står over for. Må man f.eks. ikke lægge et billede op af, at man har gamle ar på sin arm for at vise, at man er kommet videre fra selvskade? Der er også brugere, der er lige så tynde, som en anorektisk patient ville være, men som ikke har gjort noget bevidst for at blive så tynde – de har måske en anden sygdom eller kan bare ikke tage på. Skal medierne så fjerne deres billeder? Hvis en person lægger et selvmordsbrev ud på sociale medier, kan det inspirere en masse andre til også at begå selvmord, men det kan også være, at personen bliver reddet, fordi der er nogen, der ser det. Så der er mange dilemmaer, og det er nogle af dem, der skal arbejdes med i fremtiden, så vi bliver bedre til at passe på børn og unge på nettet”, siger hun afsluttende.