Ordene kommer fra Rikke Smedegaard Hansen, som har været pædagog i 25 år.

I den tid har hun bl.a. arbejdet i børnehave, i SFO, på et behandlingshjem for børn og unge med autismespektrumforstyrrelser, i et netværk for unge samt med AKT og inklusion på skoler. Hun har desuden undervist på Pædagogisk meningsdanneruddannelse og været en del af Undervisningsministeriets inklusionseftersyn, som løb fra 2015 til 2016.

Det pædagogiske arbejde udgør således en rød tråd i hendes liv, og også når hun sætter pen til papir, fylder det pædagogiske felt. Siden 2014 har Rikke Smedegaard Hansen skrevet en lang række debatindlæg om pædagogik, og i 2020 udgav hun sin første bog, “Ida er pisseprovokerende – En bog om følelser i pædagogisk arbejde”.

Men hov! Må man – som ansat inden for det pædagogiske felt – sige, at der kan være “pisseprovokerende” personer imellem de mennesker, man arbejder med?

For Rikke Smedegaard Hansen er der ingen tvivl: Det skal være acceptabelt at tale om de følelser, der opstår i det pædagogiske arbejde – også når det er svære eller “grimme” følelser. For at kunne handle professionelt på følelserne, er vi nemlig nødt til at stå ved dem.

Netop de svære følelser kender hun selv til, og det er hendes oplevelse, at de også gør sig gældende for mange andre pædagoger.

“Jeg ved selvfølgelig ikke, om det er, fordi jeg har skrevet og talt meget om omsorgstræthed, men der er mange, der taler med mig om netop den træthed.

Pædagoger er en presset faggruppe – og i det hele taget er arbejdet med mennesker hårdt. Som pædagog er der meget, der kan slide på én. Du kan opleve træthed pga. rammerne for arbejdet – f.eks. frustrationer over normeringer, krav ovenfra, konstante krav om omstilling. For de, der arbejder med mennesker, der har det rigtig svært, er det særligt hårdt. Selv hvis du har et arbejde, hvor du er sammen med børn, som primært er trygge og glade, har du dog travlt. Det kunne jeg mærke, da jeg arbejdede i børnehave. Der var travlt, og der stod måske børn med mudder over det hele, og samtidig var der et barn, der græd og et andet barn, der skulle have hjælp til noget. I sådanne situationer kan du som pædagog opleve  mentaliseringssvigt, hvor du ikke formår at sætte dig i den andens sted og se dig selv udefra og den anden indefra. Du står måske i sådan en kaotisk situation med mudrede børn over det hele, og så får du pludselig et klap bagi af lille Oscar, som egentlig bare vil i kontakt, og så ryger der et alt for vredt: “Hvad i alverden laver du?!” ud af dig, fordi der ikke er plads til at rumme mere”, siger hun og fortsætter:

“Oven i de ydre strukturelle rammer kommer jo, at du hele tiden er i tæt kontakt med andre mennesker. Følelser smitter så meget. Som mennesker er vi født til at tage del i hinandens nervesystemer gennem vores spejlneuroner, og derfor mærker vi helt naturligt andre mennesker. Det kan vi ikke lave om på. Det er jo menneskeligt. Det betyder dog, at du i arbejdet som pædagog – og i andre lignende jobs – skal give meget af dig selv. Når du giver meget af dig selv, har du på en eller anden måde også din personlighed i spil. Så når du bliver råbt ad, afvist eller har svært ved at få kontakt til et menneske, så føles det personligt, selvom du er professionel. Du kan prøve at tænke på det som en professionel rolle, du er i, og som bliver udsat for den slags ting, men når du er engageret i dit arbejde, så er det jo dig som person, det rammer, når det er hårdt.”

Se relevant uddannelse: Undgå udbrændthed på jobbet – Skab et bæredygtigt arbejdsliv

De svære samtaler

Selvom Rikke Smedegaard Hansen oplever, at pædagoger taler med hende om de svære følelser og omsorgstræthed, ved hun også, at mange formentlig har svært ved at sige det højt, når de er pressede i deres arbejde.

“Vi vil alle sammen bare gerne være dygtige til vores arbejde hele tiden, og derfor kan det føles tabubelagt at sige højt, at vi måske ikke føler, at vi kan klare arbejdet lige så godt lige nu. Vi føler måske ikke, at vi er professionelle nok, når vi er blevet påvirket af vores arbejde, men det professionelle er jo netop, at vi siger det højt, tør stå ved det og gør noget. F.eks. at vi får hjælp af vores kollegaer eller af vores ledere eller hos supervision. I den forbindelse synes jeg dog også, at det er værd at nævne, at der nogle gange sker det, at der simpelthen ikke rigtig er tid til at tale om de svære følelser.

For mit eget vedkommende – med de oplevelser jeg har haft – synes jeg, der er forskel på almen- og specialområdet. Et af mine første jobs var på et behandlingshjem, og der var det et krav, at vi fik supervision – jeg tror, det var hver 14. dag. Vi havde også nogle netværksmøder om de børn og unge, der boede der, og i løbet af dagen talte vi om, hvad der var sket, hvad vi skulle gøre fremadrettet, og hvordan vi havde det. På almenområdet er der dog slet ikke sat de her ydre rammer op for arbejdet, men i takt med at inklusionen har taget fart, kommer du på almenområdet til at stå med nøjagtig de samme udfordringer som på specialområdet. Min oplevelse er, at vi lidt for ofte tror, at det på almenområdet er nok, at der af og til kommer nogle konsulenter ud og kigger på det oppefra og ned og udefra og ind og giver nogle gode råd. Den “ægte” supervision er så godt som fraværende på almenområdet – altså den supervision, hvor du får en øget indsigt i andres sind og en større selvindsigt, der kan komme de børn og unge, du har ansvar for, til gode”, reflekterer hun og understreger:

“Det kan være svært at turde tale om omsorgstrætheden og gøre plads til den, men det er helt afgørende. Jeg tror, at omsorgstræthed og forråelse går hånd i hånd. For når vi begynder at blive rigtig omsorgstrætte, bliver det formentlig også svært ikke at synes, at det er børnene, de unge eller beboernes egen skyld, når noget går galt, eller hvis vi ikke kan rumme dem. Dét bliver så til sidst et svigt i sig selv, og det bliver en ond cirkel. Derfor skal vi have hjælp fra andre.”

Hvordan forebygger og afhjælper vi omsorgstræthed?

Rikke Smedegaard Hansen ville ønske, at hun havde den gyldne formel på, hvordan der bliver skabt en kultur, hvor alle føler, at de kan og må tale om de svære følelser i pædagogisk arbejde.

Det er der desværre nok ingen, der har, men ifølge Rikke Smedegaard Hansen er der i hvert fald nogle forskellige aspekter, som er vigtige skridt på vejen.

“Hvis jeg tager udgangspunkt i, hvad jeg selv har oplevet, så er det helt grundlæggende vigtigt, hvilken stemning der generelt er på arbejdspladsen. Vi kan mærke, om vi føler os trygge et sted eller ej, og den tryghed skal være der. Den stemning og tryghed handler bl.a. om, hvilke værdier der er på arbejdspladsen, og om de stemmer overens med vores egne værdier. Vi skal være bevidste om, hvilke værdier vi har som mennesker og fagpersoner og så prøve – når vi mærker de her svære følelser – at tænke: ”Bringer mine handlinger mig tættere på eller længere væk fra mine værdier og de mål, jeg har?”. Når stemningen og værdierne ikke passer til os, kommer vi til at gå på kompromis med os selv og kan blive udbrændte, men vi risikerer også at modarbejde vores ledere og kollegaer. Det duer jo heller ikke”, påpeger hun.

Et essentielt aspekt er i Rikke Smedegaard Hansens øjne, at der er en leder, som går forrest. Hvis lederen tør sætte ord på, at der er udfordringer i arbejdet, bliver det også nemmere for medarbejderne at sætte ord på omsorgstrætheden. Dertil kommer, at ledelsen skal være god til at få øje på udfordringerne og gå forrest med løsninger – noget som Rikke Smedegaard Hansen selv har oplevet som en stor hjælp, når arbejdet har været udfordrende. Blandt andet har hun sat stor pris på supervision og mener som sagt, at der også bør tænkes mere i de baner på almenområdet.

For både ledere og medarbejdere er der, ifølge Rikke Smedegaard Hansen, også stor værdi i at huske hinanden på selv de helt små fremskridt, der måtte være i løbet af arbejdsdagen.

“Vi skal huske også at se de små gode ting – f.eks. at et barn i dag gjorde noget andet, end det plejer. Jeg havde på et tidspunkt et arbejde, hvor jeg i to år knoklede med at få en relation til et barn, som bare ikke gad andre, og som i hvert fald heller ikke gad mig. Da jeg senere skulle skifte arbejde, gik drengen op til mig på min sidste arbejdsdag og sagde: ”Nå, men kan du så have det rigtig godt, Rikke!”. Det virkede måske som en lille ting, at han nærmede sig og sagde noget, men det var meget stort i forhold til hans opførsel indtil da. Sådanne nogle små ting er vigtige at huske, for de viser, at der sker noget. Du har fat i det rigtige, også selvom det kan være enormt svært at se”, siger hun afsluttende.

Se relevant uddannelse: Undgå udbrændthed på jobbet – Skab et bæredygtigt arbejdsliv