Signe Sørensen er uddannet speciallærer og arbejder til daglig med voksen- og specialundervisning i Tønder Kommune. Her arbejder hun især med mennesker med erhvervede hjerneskader, bl.a. i forhold til identitetsrekonstruktion.

Med egne ord er hun sådan indrettet, at hun altid samler på ny viden, og i 2019 besluttede hun at tilmelde sig det første hold af uddannelsen til certificeret sorgvejleder for at få ny viden derfra.

Se relevant uddannelse: Certificeret sorgvejleder

”En del af arbejdet med mennesker med erhvervet hjerneskade er arbejde og samarbejde med pårørende. Både for den skadede og for de pårørende fylder sorg meget. Sorgen her har et andet udtryk, end når man mister til døden, for på en måde mister man uden at miste. Sorg har mange nuancer.

En anden grund til, at jeg tilmeldte mig, er, at jeg – når jeg går på pension – vil skrive børnebøger. Det vil jeg, fordi min far døde, da jeg var ti år, og fordi jeg mistede min mand for mange år siden, da jeg selv havde små børn. I de tab ligger der nogle meget dybe oplevelser og meget visdom, som jeg har brug for at give videre i en eller anden form. Da jeg så denne uddannelse, tænkte jeg: ‘Det er jo det, jeg skal for at få flere nuancer, flere teorier, mere viden og måske redskaber til at samle det hele,” forklarer hun.

For Signe Sørensen appellerede uddannelsen bl.a. til hende, fordi den med sine forskellige undervisere lægger op til en meget bred nuancering af sorg.

”Da jeg læste beskrivelsen af uddannelsen til sorgvejleder, blev jeg optaget af de mange forskellige vinkler – f.eks. det historiske og kulturelle – fokusset på ny forskning og ikke mindst, at uddannelsen også præsenterede metoder til det daglige arbejde. Den praksisnærhed var meget motiverende for mig. Jeg blev simpelthen nysgerrig. Med 5 moduler af to dage fordelt over et halvt år var der også en forventning om tid til fordybelse.”

Én ting var forventningerne til uddannelsen. En ganske anden er selvfølgelig, om de forventninger rent faktisk blev mødt. For Signe Sørensen var der heldigvis ingen grund til skuffelse.

”Jeg kom hysterisk tæt på mig selv – det var på mange måder vældig spændende og på andre måder vældig smertefuldt. Det var den ene side af det, og den anden side af det var, at det var så fagligt kompetent! Oftest formidler undervisere indhold fra andres bøger – på dette kursus var det forskerne og forfatterne til bøgerne, der underviste. Det var virkeligt dygtige folk, som repræsenterede forskellige holdninger, forståelser og redskaber. Jeg synes, det var topspændende! Beskrivelsen af uddannelsen var fantastisk, og oplevelsen endnu større end forventet!,” fortæller hun.

Sorgens mange nuancer

På sorgvejlederuddannelsen bliver deltagerne undervist af en række forskellige fagfolk, og det oplevede Signe Sørensen som en styrke.

Se relevant uddannelse: Certificeret sorgvejleder

”Jeg synes, det var rigtig rart at have Mai-Britt Guldin (psykolog og sorgforsker, red.) som en gennemgående faktor. Hun var den røde tråd for mig, og det var rart at have en rød tråd, men jeg tror også, at jeg havde mistet noget, hvis hun havde været den eneste underviser. Hun kan jo ikke dække alle faglige nuancer. Det, at der var mange forskellige undervisere, gjorde, at jeg fik indblik i forskellige holdninger i sorgforståelsen. Det efterlod mig klogere og tvang mig til at tage stilling. Ikke at tage stilling forstået som at vælge noget fra, men at tage stilling ved at sige: ‘Her har jeg en mening, der går imod strømmen, og her har jeg en mening, der går med strømmen.’ Nuancerne var spændende for mig, fordi det ikke kun var holdninger, men holdninger der blev understøttet af teori, undersøgelser, grundig viden og forståelse. Jeg følte mig forkælet,” forklarer hun og tilføjer med et lille grin:

”Noget af det, der også blev spændende for mig, var, at jeg også nogle gange skulle acceptere, at jeg ikke kan reparere verden.”

Signe Sørensen tog uddannelsen til sorgvejleder sammen med godt og vel 30 andre deltagere, og de var også et af de aspekter, der gjorde det til en så positiv oplevelse for hende at være af sted på uddannelsen. Hun nød bl.a., at de kom med så mange forskellige personlige og faglige baggrunde.

”Også det var med til at give flere nuancer og en bredere forståelse. Det kan være vældig meget lettere, hvis man er sammen med andre, der tænker og mener det samme som en selv, men det giver en bredere indgang til emnet, hvis man prøver noget andet,” siger hun og fortsætter:

”Det var smadderhamrende spændende mennesker. Jeg har ofte været på uddannelser, hvor vi har oprettet digitale netværksgrupper, som er døet ud efter kort tid. Sådan er det ikke med den her uddannelse. Vi er stadig i kontakt – der er en tilknytning, som har kunnet bruges efterfølgende. Vi har en kontakt, som bunder i noget personligt, men også en kontakt, hvor vi i den grad deler ud af viden og information. Der er et reelt netværk i det.”

Foruden at få et givende netværk med sig fra uddannelsen, har den også bidraget med viden og redskaber, som Signe Sørensen har kunnet bruge efterfølgende i sit arbejde, f.eks. i forhold til hvordan man tilrettelægger en session.

”Mai-Britt Guldin fortalte, at hun afsætter en lille del af sessionen til indledning og afslutning, og den resterende tid bliver herefter opdelt i to. I den første del giver hun plads til, at folk får sat ord på alt det, der er svært – i den anden går hun ind og guider samtalen, sådan at der kommer fokus på det liv, som er rundt om sorgen. Man bliver ikke bedt om at lægge sorgen væk, men får hjælp til at få øje på det liv, som stadig er der samtidig med. Det at kunne hjælpe folk til ’at kunne holde ud at være til’ – det synes jeg, hun gav nogle fabelagtige redskaber til. Vi kan ikke reparere sorgen, men vi kan lade den komme til udtryk, og måske kan vi lykkes med at få mennesker til at opdage, at de faktisk magter at lave en kande kaffe eller gå en tur med hunden, altså at der er andet end sorgen, og at den er til at leve med. Man kan bruge billedet af et køkkenvindue, hvor sorgen er placeret midt på vinduet – du kan vælge kun at se på sorgen, eller du kan vælge også at se på det, der er ved siden af,” siger hun og uddyber:

”Tosporsmodellen (en model der går ud fra, at den sørgende skiftevis befinder sig i sorgen og i livet, der går videre efter tabet, red.) er genial i rigtig mange sammenhænge. De mennesker, jeg arbejder med, befinder sig i store livsforandrende situationer, og de har stor glæde af at lære, at de både kan fordybe sig i sorgen og leve livet og opleve glæde. Når jeg engang skal til at skrive børnebøger, bliver det med udgangspunkt i, at man kan være i både den ene stemning og i den anden stemning, og man kan lære at blive bevidst om, hvornår man er det ene sted, og hvornår man er det andet sted. Uddannelsen har givet mig redskaber til mit arbejde og en forståelsesramme til min måde at møde mennesker på i det hele taget.”

Signe Sørensen holder en kort talepause og siger så afsluttende med et grin: ”Jeg kan slet ikke forestille mig, at der er nogen, der ikke vil blive beriget af uddannelsen!”.