‘SLUK’, kapitel 2, del 2. Uddrag af Imran Rashid bog. Fik du ikke læst del 1?
Den formbare hjerne
I takt med at der skabes mere og mere information i verden, stiger belastningen på de mange vidensarbejdere, der lever af at bearbejde informationerne. Derfor er det vigtigt at kende til begrebet plasticitet, som beskriver hjernens evne til at forme sig efter de opgaver, den bliver sat til at løse. Plasticitet er altså en formbarhed, som gør hjernen ekstremt tilpasningsdygtig. På godt og ondt. Menneskers hjerne vejer i gennemsnit 1.300 gram for kvinder og 1.450 gram for mænd. Den samlede hjerneindeholder cirka 100 milliarder nerveceller, hvoraf de 20 milliarder sidder i hjernebarken. Hver nervecelle indeholder cirka 10.000 berøringsflader til andre nerveceller, de såkaldte synapser. Forskerne mener, at al information er indkodet i hjernen via forbindelsesmønstrene inden for de enkelte netværk af nerveceller i hjernen.
Teoretisk set betyder det ud fra antallet af nerveceller og deres indbyrdes berøringsflader, at hjernecellerne kan forbinde sig internt på over 10.125 forskellige måder. Et tal, der for eksempel overstiger antallet af stjerner i vores galakse. Og en opbygning, der formentlig gør hjernen til den mest komplekse struktur, vi kender til. Kigger man på det nærmest uendelige antal ind- og udgående signaler, der konstant skal bearbejdes, samt de enorme mængder af information, der skal håndteres og lagres, så står det klart, at hjernen må være et organ, der skal kunne omforme og tilpasse sig i en helt ekstrem grad.
Heldigvis er dette også tilfældet. Hjernen har en særlig evne til konstant at ændre og omlægge sine netværksmønstre, og denne evne omtales som nævnt som plasticitet. Plasticitetsbegrebet dækker over evnen til at omstrukturere hjernecentre, skabe nye nerveceller og holde de eksisterende nerveceller sunde og i live. Begrebet dækker også over evnen til at skabe nye forbindelser, så hjernecentrene over tid bliver mere og mere effektive. Øvelse gør altså mester, og dette sker overvejende på baggrund af en større volumen af de hjernecentre, der involveres, samt antallet af forbindelser imellem nervecellerne.
Plasticiteten er underbygget af flere undersøgelser. For eksempel så man i et videnskabeligt studie af henholdsvis musikere, amatører og ikke-musikere tydelige forskelle i den grå substans i de områder af hjernebarken, der typisk er involveret i at spille musik. Musikernes volumen af grå substans var højest, amatørernes lidt mindre, og ikke-musikernes mindst. På samme måde påviste engelske forskere i 2006 forskelle i områder i hjernen hos taxachauffører sammenlignet med buschauffører fra London.
De hjerneområder, der havde med håndtering og bearbejdning af komplekse rumlige oplysninger at gøre, var markant større hos taxachaufførerne end hos buschaufførerne. Forskerne forklarede dette med de forskellige krav, der blev stillet til de to grupper. Hvor buschaufførerne typisk skulle følge planlagte ruter, så var taxachaufførerne i langt højere grad nødsaget til at bruge mentale ressourcer på at navigere i trafikken. De skulle til stadighed håndtere nye ruter i et konstant foranderligt trafikmønster. Denne adfærd havde simpelthen ændret deres hjerner, så den bedre kunne honorere de krav, de var udsat for i hverdagen.
Den opmærksomme læser vil måske her overveje, om det modsatte fænomen så også gør sig gældende. Altså om for lidt brug af for eksempel den orienteringssans, som de fleste mennesker i dag har outsourcet til smartphonen, i virkeligheden kan medføre, at de relevante hjernecentre visner? Og ja, det er lige præcis, hvad det kan betyde. På McGill Universitet i Canada fandt man i en række undersøgelser en direkte sammenhæng mellem brugen af gps og den del af hjernen, der har med orienteringssans at gøre. Via hjerneskanninger sås ved gps-brug en mindre aktivitet i det center, der normalt har med orientering at gøre.
På den baggrund konkluderede forskerne, at såfremt man af andre årsager udviklede en demenssygdom såsom Alzheimers, der netop har forringet orienteringssans som et af symptomerne, så ville gps-brugere formentlig blive ramt hårdere end ikke gps-brugere. Hjernen bør derfor betragtes som et organ, der vedvarende skal trænes, lidt som en muskel.
Fik du ikke læst del 1? Find den her!
